Marissa Nadler: »Da jeg var yngre, sang jeg hele tiden om døden«

  • Print



Den amerikanske sangerinde, der spiller en Soundvenue Session i Pumpehuset på lørdag, har fået sine fans til at finansiere sit nye album. Og det er ikke kun positivt.

»Da jeg var yngre, sang jeg hele tiden om døden«, fortæller Marissa Nadler.

Den 30-årige sangerinde fra Boston, Massachusetts synger stadig om døden, selv om den næsten morbide, mørke romantiske stemning er blødt lidt op, siden hun debuterede i 2004 med 'Ballads of Living and Dying'. Men der er ingen ironisk distance eller solskinsoptimisme hos den sarte og lidt mystiske sangerinde.

I stedet er hendes drømmeagtige folkmusik fyldt med dystre fortællinger og litterære referencer til American Gothic-forfattere som Edgar Allen Poe. I løbet af årene har Marissa Nadler opbygget en lille, men solid og meget dedikeret fanbase. Og netop fansene skulle vise sig at få en ekstraordinær stor betydning for tilblivelsen af hendes nye album 'Marissa Nadler'.

Hør Top Track: Marissa Nadler 'The Sun Always Reminds Me of You'

»Da samarbejdet med mit tidligere pladeselskab stoppede, havde jeg ikke rigtigt lyst til at finde et nyt, så i stedet finansierede jeg pladen via Kickstarter.com, hvor mine fans donerede penge«, fortæller Nadler.

Den fanfinansierede plade udgiver hun på sit eget nystartede selskab, og det skaber en hel del praktisk arbejde. Mens vi snakker, tripper hun da også efter endnu en tur på posthuset, hvor hun er blevet stamkunde. Men det administrative bøvl opvejes ifølge Nadler af den kunstneriske frihed, det giver at være sin egen musikalske herre. Men det er ikke ren fryd. For selv om hun naturligvis er glad for støtten, så giver et tæt forhold til de meget engagerede fans også nogle dilemmaer.



»Nogle gange føler man et krav om, at man skal stille dem tilfreds, og der er altid nogen, som kritiserer mig, uanset hvilken retning jeg går i. Men jeg tror, de fleste musikelskere forstår, at man ikke kan forvente, at en kunstner forbliver, som man gerne vil have det«.

Det var specielt gennembrudsalbummet 'Little Hells' fra 2009, som pludselig stak i en lidt anden retning. Hvor lydbilledet før primært bestod af Nadlers smukke sopran og hendes dronende Joni Mitchell-guitar, brød blandt andet et trommeloop nu den rent akustiske eftertænksomhed. Lige så åbenlyse eksperimenter er der ikke på det nye album, som Nadler mener trækker på det bedste fra alle de foregående album.

Læs anmeldelse: Marissa Nadler 'Marissa Nadler'

»Sangskrivningen er nok der, hvor jeg eksperimenterer mest. På denne plade er jeg gået væk fra vers/omkvæd/vers/omkvæd«.
Hvis man kan tale om et musikalsk varemærke for Nadler, er det hendes særlige måde at stemme guitaren på, som forbilledet Joni Mitchell inspirerede hende til at lege med.

»Det skaber en virkelig smuk, dronende lyd, og det tvinger én til at tænke anderledes, fordi man ikke kan spille de almindelige akkorder«, forklarer Nadler.

Som indadvendt teenager drømte Nadler om at blive verdensberømt maler og forestillede sig aldrig, at musikken skulle blive hendes levevej.

»Nogle gange kunne jeg godt ønske, at jeg havde valgt en mere stabil profession, men samtidig er jeg virkelig stolt af det, jeg har opnået rent kunstnerisk de seneste ti år«.

Husk at abonnenter på Soundvenue altid får 50 kr. rabat på billetten til Soundvenue Sessions.



  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag