Antony: »Jeg er ligesom et vildt dyr«

Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #46 . Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få musik og koncertrabatter ved at melde dig ind i Soundvenue Friends.

I aften og i morgen aften står den transseksuelle skønsanger klar til at indtage Koncerthuset. Her fortæller han om sit nyeste album, der er en seriøs opsang til hans medmennesker. Han er kommet for at give mennesket en lussing og en småkage, siger han, og kalder sig selv et vildt dyr.

Jeg havde egentlig aldrig troet, at en person som Antony Hegarty kunne finde på at omtale sig selv som et røvhul, eller i det hele taget bruge et ord som røvhul, så jeg griner lidt nervøst, da det er hans svar på, hvorvidt hans nye album er en opsang til menneskeheden. »Undskyld, hvis det lyder, som om jeg skælder ud – it sucks. Jeg ville være et stort røvhul, hvis jeg gjorde det«.

Ingen kan lide at få skæld ud, så point taken, men ikke desto mindre har Antony and the Johnsons nye album ‘Swanlight’ et så kraftigt budskab, at det er svært ikke at føle sig lidt ramt. For albummet handler både om de gange, vi priser os lykkelige over at være placeret på denne jord og være fyldt med kærlighed, men samtidig også om de tider hvor vi behandler jorden som en rasteplads, hvor skraldet bliver smidt ved siden af skraldespanden. Det er ikke nødvendigvis en reprimande, vi får slynget i hovedet af Antony men en stram bemærkning om, at den verden, som vi holder af, ikke bare er til fri afbenyttelse.

Selv er han splittet mellem at hade og elske denne verden, og i sin søgen efter den gyldne mellemvej har han kreeret et album fyldt af optimisme, men i høj grad også fortvivlelse. Taknemmelighed er vigtigt for Antony, og på trods af at han udtrykker sin foragt over mennesket og sig selv på nogle tidspunkter, er det tydeligt at mærke hans glæde over at være til.

»Denne verden er så majestætisk, så magisk. Og jeg voksede op i at katolsk samfund, hvor man mener, at mennesket har en særlig spirituel konstitution, der adskiller det fra alt andet. Men den opdagelse, der fik det til at hænge sammen for mig, var, da jeg fandt ud af, at jeg er en del af hele dette system – denne magiske verden«.




Med det nye album følger der også en bog fyldt med collager, tegninger, fotografier og andre små værker, som Antony har kreeret hen over de sidste tre år. Bogen skaber den visuelle side til albummet, og modsat de lyse og taknemmelige toner, der præger albummet, er kunstværkerne langt mere provokerende, mørke og stikker til ens dårlige samvittighed. Med titler som 'Cut the Bad Away' og billeder af en isbjørn, der ligger og forbløder, kan man ikke undgå at føle, at Antony har en skjult agenda. Føler han sig som et bedre menneske end resten af os?

»Jeg kan ikke udskille mig fra resten af menneskeheden«, svarer han stille. Men han er klar over, hvorfor man bliver forvirret, når han udtrykker sin afsky over for mennesket i sit essay 'The Wild Life' bagerst i bogen: »Jeg siger jo, at jeg ikke vil være en del af det her, men i virkeligheden er jeg en virkelig stor del af det. Derfor er bogen en kombination af glæde, men også fortvivlelse«.

Er verden så forfærdelig?

Antony kalder selv det nye album for en panoramaudsigt over hele sit liv. Hans stemme vibrerer af afsky, når han snakker om de ting, vi gør mod denne verden, og han taler som et vandfald om de ting, han føler, vi er skyld i.

På det nye album bliver taknemmelighed og håb blandet med skyldfølelse og fortvivlelse. Det er kulminationen på flere års indre kamp med hans måde at være til stede på og eksistere i verden. Hans opvækst i det katolske miljø lærte ham, at denne verden var et pitstop inden himmel eller helvede, men som bekendt lever Antony et transseksuelt liv, en ting der ikke er velset i det katolske samfund. Måske var det derfor, han så sig om efter en anden forklaring på sin tilværelse.

Det er tydeligt, at han er splittet mellem at elske verden for det magiske sted, det er, men samtidig ikke ønsker at leve i en verden, hvor mennesket er overhersker, hvor diversitet er 'forbudt', og hvor dyr og miljø bliver taget som en selvfølge.

»De indfødte i Amerika plejede at sige: »Europærerne tror, at de blev kastet ud af paradiset, Edens have, og det er sjovt, for vi tror på, at vi er blevet født i paradiset«. Det er underligt, for jeg er opdraget netop til at tro, at jeg bare er på et kort livsvisit her på jorden. Og jeg tror, at vi har behandlet naturen ud fra den tro. Det ønsker jeg ikke at være en del af«.



En ting er ikke at ville deltage i den måde, vi behandler naturen på, men det står sort på hvidt i det lille essay, at han helst vil forlade stedet og aldrig vende tilbage. Er verden virkelig så forfærdelig?

»Det var virkelig svært for mig at skrive netop de linjer. Og jeg var meget i tvivl, om jeg skulle tage den del med, men jeg synes det skulle med som en slags fodnote, for at vise den vrede og fortvivlelse jeg følte, omkring den retning vores race har taget. Hvad jeg mener er, at jeg ikke vil tage del i den retning, og jeg vil ikke se resultaterne af de beslutninger, vi tager. Jeg vil ikke være i en verden, hvor vi er som rotter i en labyrint, der bliver fodret med biprodukter«.

»Det er min egen kamp«

Men Antony er ikke den slags menneske, der løber fra sit ansvar, og han ser ikke døden som en chance for at forlade denne onde verden. Han vil gerne kæmpe med sine ligesindede, dyrene og naturen.

»Hvis du har lyst til at rejse videre til dit paradis, så gå da! Jeg vil blive her og kæmpe for lortet, der ikke hænger sammen. Jeg vil blive i vildmarken. Som transseksuel blev jeg som 11-12-årig alligevel kastet ud af det religiøse samfund, fordi der var en del af min natur, der var så aggressivt anderledes i forhold til min familie og resten af samfundet. Jeg er ligesom et vildt dyr, så jeg tager bare derhen, hvor de vilde dyr er. Og hvis alle vilde dyr uddør, så uddør jeg vel også«.

»Som kunstner synes jeg, det er mit ansvar at tage ud og tænke over mit forhold til tingene og så komme tilbage med mine fund og resultater. For folk har ikke tid til at tænke over deres forhold til tingene, på grund af at de skal få hverdagen til at fungere. Og jeg synes, det er mit job, på et personligt niveau, at fremvise resultaterne af den proces. Det er min egen kamp, jeg viser frem, og på den måde kan jeg deltage og gøre en forskel«.