Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #51 . Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få musik og koncertrabatter ved at melde dig ind i Soundvenue Friends.
Den før så lo-fi-lydende stonerrocker Kurt Vile har stille og roligt sagt farvel til den støvede lyd og i stedet ladet sig inspirere af FM-radioens ærkeamerikanske guitarhelte. Hør ham fortælle om sit forhold til Arcade Fire og Black Lips og om sine begyndende stadionrock-ambitioner.
Det lyder som om, han hygger sig i tourbussen. Kurt Vile sidder og læser i Keith Richards selvbiografi på vej fra Ann Arbor, Michigan til Chicago, der er næste stop på den maraton-turné, han og hans Violators har begivet sig ud på. Grinende erkender han, at han ikke helt kan leve op til Richards legendariske eskapader.
»Men man bliver nødt til at feste, når man er på turné for at holde den kørende«, siger han.
Der har nu også været god grund til at feste i 2011, hvor Vile har sendt sit fjerde album på gaden. Anmelderne er gennemgående enige om to ting: 1) 'Smoke Ring For My Halo' er den absolut bedste plade, han har begået, og 2) Kurt Vile skriver sig ind i en særegen amerikansk tradition af ærlige og autentiske sangskrivere som Springsteen, Tom Petty og Bob Seger, der ofte går under den lidt uhåndgribelige betegnelse 'Heartland Rock'.
Det første var ikke nogen overraskelse for den langhårede sangskriver fra Philadelphia. »Nu kender jeg branchen, så jeg havde bevidst ikke skruet mine forventninger i vejret, men jeg havde en idé om, at den ville få det brede gennembrud, som det skuffede mig, at 'Childish Prodigy' ikke fik«.
Det andet udsagn er han lidt mere overraskende også på bølgelængde med. Overraskende fordi Kurt Viles tidlige lyd var præget af lo-fi og psykedeliske stemninger – umiddelbart langt fra Tom Pettys velproducerede 'blue collar'-hymner eller Segers hits fra 'Tom Cruise i stram herretrusse og Ray-Ban'-filmen 'Risky Business'. »Jeg kan sagtens se, hvor anmelderne får det fra, selv om hverken Tom Petty eller Bob Seger er blandt mine største inspirationskilder. De har begge skrevet fantastiske sange på en meget autentisk amerikansk måde«, forklarer Vile.
Som barn hørte han masser af klassisk rock på bilens FM-radio, og det har lagret sig og nærmest ubevidst smittet af på hans sangskrivning. De tidlige udgivelsers lo-fi-lyd var i øvrigt også mere en nødvendighed end et æstetisk valg, fortæller han.
»Jeg kan sagtens se det smukke i de fejltagelser, der kommer med på en lo-fi-optagelse, men jeg er glad for, at vi nu har råd til et studie«.
Lidt som Neil Young
Heldigvis har Kurt Vile & The Violators også råd til nye guitarpedaler. Dagen før Vile med sine viltre Jay Reatard-krøller og den solbeskinnede texanske skyline i baggrunden gav koncert på Austins South By Southwest-festival, blev en stor del af Philadelphia-bandets udstyr nemlig tyvstjålet – naturligvis til stor frustration.
»Vi lød slet ikke, som vi gerne ville, og det var sindssygt irriterende, men underligt nok fik vi god respons bagefter«.
Kurt Vile skifter raskt væk mellem 'jeg' og 'vi', når han taler om sin karriere, og forholdet mellem ham og Violators er da heller ikke helt gennemskueligt. De er med på turné og har udgivet en ep sammen, mens 'Smoke Ring For My Halo' og forgængeren er under hans eget navn.
»Jeg havde skrevet alle sangene selv, så det føles som et meget personligt projekt, selv om jeg føler, vi bliver tættere og tættere som band«, forklarer han og sammenligner uden at blinke dynamikken med Neil Young og hans legendariske backingband Crazy Horse.
»Det minder meget om dem, men Neil bestemmer nok mere, end jeg gør«, mener han.
Samtidig med sin spirende solokarriere har Kurt Vile også spillet med i bedstevennen Adam Granduciels' band The War on Drugs. De to mødtes, da Vile i 2003 flyttede tilbage til 'Philly', og bondede straks over deres fælles Dylan-besættelse. Vile nedtoner dog sin rolle i bandet, som nogle bloggere mener, han droppede for at satse på solokarrieren, da han skrev kontrakt med betydningsfulde selskab Matador.
»Jeg var med på turné, og Adam og jeg har altid spillet sammen på kryds og tværs, men vi har altid fokuseret på hver vores ting«, siger Vile.
Arcade Fire vækker arena-drømme
Både i forhold til Violators og The War on Drugs fornemmer man, at Vile har store ambitioner, og han erkender blankt, at målet med hans nye album var at komme bredere ud, blandt andet inspireret af The Black Keys og Arcade Fire.
»De har vist, at snæver musik kan gøre sig i mainstream, og det er fedt. Men der går nok nogle plader, før vi er klar til at spille arena-shows. Arcade Fires lyd egner sig nok også lidt bedre til det«, spekulerer han.
Og de store crowds skal Vile og hans Violators nok få chancen for at prøve kræfter med.
»Det er et privilegium at spille for så mange mennesker. Faktisk er det mere skræmmende at stå overfor en håndfuld mennesker på et lille spillested. Det kan man blive helt paranoid af«.