Vi går tæt på When Saints Go Machine i en snak om venskab, angsten for at miste og kampen mod deres egen perfektionisme. Oplev bandet til Soundvenue Fashion Week Party fredag den 5. august i Toldboden.
Først en anekdote. Asserbo, ikke så langt fra Tisvildeleje i Nordsjælland. De fire bandmedlemmer i det elektroniske pop-outfit When Saints Go Machine sidder og spiser aftensmad i et sommerhus. Pariserbøf. Det holder de meget af, for det smager bare »så sindssygt godt«. Pludselig fornemmer de noget udenfor.
En skygge falder over dem, det trækker op til uvejr. Der er lurende stille. Men deres første tanke er lyden. At fange vejrets instrumenter gå amok. Sammen stiller de mikrofoner op ude i haven. Og venter. Da himlen åbner sig, vælter det ned med sommerregn. De bliver pjaskvåde. Det begynder at buldre og blæse, og to af dem konkurrerer. Hvem tør stå der længst?
Til sidst bliver tøjet overflødigt, så de smider det og hopper euforiske og halvnøgne rundt på græsset. Lyn! Det slår ned med et altoverskyggende svitsende brag et par meter fra dem. Med et hvin hopper de ind på verandaen. Deres første tanke er optagelserne. Hvad nu hvis lynet har stjålet deres uvejr?
»Men det havde det heldigvis ikke. Og netop det regnvejr overlevede hele vejen til titelnummeret ‘Konkylie’ på det nye album«, fortæller forsanger og tekstforfatter Nikolaj Manuel Vonsild mig en tidlig søndag formiddag i sin lejlighed på Store Kongensgade i det indre København. På selvsamme sang er hans karakteristiske ’høj-falset-møder-dyb-klang’-vokal optaget langt ude i en skov i første halvdel af nummeret, mens anden halvdel er optaget i en københavnerbytunnel midt om natten.
‘Konkylie’ er bandets opfølger til debutsuccesen ‘Ten Makes a Face’ fra 2009, der i anmeldelser blev kaldt »original særklasse« og selve bandet intet mindre end »musikkens frelsere«. Siden har de vundet P3 Gulds talentpris, spillet på Roskildes Orange Scene, på utallige nordiske festivaler og er blevet signet internationalt hos det succesfulde pladeselskab !K7, der blandt mange andre også huser Erlend Øye.
Og på det nye album gør de alt for at leve op til forventningerne. På deres helt egen måde. Ud over eksistentielle, følelsestunge tekster byder musikken nemlig ud over regn og lyn både på græshopper, der gnider ben, en gammel fløjlsøreklapstols(?) aura og en klirrende opvask. Velkommen til When Saint Go Machines vidunderlige verden!
Tak, Tolstrup!
Ud over Nikolaj, eller Nik som de andre kalder ham, spiller Simon Muschinsky keys, Jonas Kenton synthesizer og Silas Moldenhawer trommer i bandet. Alle efternavne der vil frem i verden. Ved siden af When Saints Go Machine balancerer de sidste to på endnu en nerve af succes, nemlig som producerduoen Kenton Slash Demon. Men hvem er de ellers, de fire hypede Østerbro-drenge der skrev under på pladeselskabskontrakt, umiddelbart efter de havde skrevet deres første håndfuld sange, og siden har haft ryggen mod musikmuren? Efter et par minutter med dem alle i deres øvelokale i en mekanikerbaggård på Nørrebro er der i hvert fald én ting, der er helt taktsikker.
»Først og fremmest er vi hinandens største fans på kryds og tværs. Og hvis vi ikke lavede musik sammen, ville vi stadig være det«, fortæller Silas, der har det med at stjæle ordet først.
»Det er noget helt specielt, at vi fire har mødt hinanden. Måske siger vi det ikke nok til daglig egentlig, men jeg føler mig virkelig heldig. Altså ved at jeg kan arbejde sammen med nogen, der tvinger mig til at blive bedre og giver mig en større forståelse for mig selv. Og at de er mine bedste venner. Vi kunne ikke være kommet hertil uden hinanden«.
For tre og et halvt år siden besluttede han, Jonas og Simon, der også lavede sin egen musik, at invitere Nik ind i deres studie i Jorcks Passage.
»Vi trængte til en stærk vokal og syntes alle sammen, at Niks falset og klang var helt vildt svedig. Og så kom han ind og sad der og talte i tre timer«.
»Det var da bare fordi, jeg var så nervøs«, bryder Nik ind. Hans stemme er rolig og karismatisk. Og har i øvrigt ændret klang, mens drengene har udviklet sig sammen. Dybere er den blevet.
»Nåh. Men så gik vi bare i gang med at lave musik. Et par timer efter vi var gået hvert til sit, sendte Nik et forslag til et omkvæd, og så var ‘Used to Be Someone Else’ en realitet. Jeg tror, vi alle sammen blev mere eller mindre overraskede over, hvor stærkt det var. Da vi havde lavet nummeret, tænkte vi bare: »Okay, det er sejt det her««, fortæller Silas videre.
Derfor sendte de det til Danmarks nu afdøde grand old-dj Kjeld Tolstrup, som de aldrig havde mødt før. Prompte svarede han, at de ville spille det i ’De Sorte Spejdere’ på P3, der dengang havde et ugentligt lyttertal på over 900.000 sæt ører.
»Silas ringede bare op til mig og råbte: Det bliver spillet! Og så lagde han på med det samme«, husker Simon. »Det var virkelig vildt. Og efter vi havde været i studiet den dag, tog vi direkte på Dunkel og drak Fernet Branca«. Ellers, fortæller de, har de faktisk været alt for dårlige til at fejre sejre.
I mellemtiden ringede Kjeld Tolstrup til en håndfuld pladeselskaber og rådede dem til at skrive kontrakt med When Saints Go Machine. Så meget troede han på dem. Og så rullede det.
Sejlgarn, tegninger og tekster
I dag lever de stort set af musikken. Ikke flere bartendertjanser, fritidspædagogjobs og telefonsælgergesjæfter. Hjertet er med nu.
»Jeg kan overhovedet ikke se mig selv uden When Saints Go Machine. Alt, hvad der er sket inden for de sidste tre et halvt år, har haft noget med det her at gøre. Så det der har ændret sig i mig inden for de sidste tre år, det har det, at vi har været sammen, gjort«, erklærer Nik dagen inden i sin spisestue i indre by.
I køkkenet står en stor støbejernspande med fedtvand i. Han har stort set ikke været hjemme de seneste mange måneder, forklarer han. Bare øvet og øvet, indspillet og indspillet. Alt fylder det.
»Vi spillede en koncert i udlandet, dagen efter min far døde. Jeg havde et tæt forhold til min far og elskede ham meget højt. Det er så meget, det her betyder for mig«.
Han har ikke lyst til at tale mere om sin fars død. Bandet har fortjent bedre end at blive forbundet med død, siger han. Selvfølgelig har det påvirket hans tekster, men det er der også så meget andet, der har, forklarer han. Punktum. Emneskift.
»Men der har da også været følelsen af, at »Fuck, nu taber vi det hele på gulvet«. Jeg var vist ikke den eneste, der fik klippet mine kort og lukket min konto, da vi lavede den første plade. Men det er jo nu, vi har chancen. Så skal man også gribe den. Det er det, der er vores drive, når det hænger os ud af halsen. Vi har jo selv skabt det her! Og tanken, om at der er tre andre mennesker, der også har sig selv så meget med i det, er virkelig fin. Hvis jeg slap alt, fordi det blev for meget, så ville mit liv have mistet sit vigtigste indhold, og jeg ville blive dybt deprimeret«.
Han har vådt hår og søndagsblanke øjne. Er helt klædt i forvasket sort, afslappet tøj. Stramme jeans, løs sweatshirt og slidte Converse. Og er løbet tør for cigaretter. Jeg giver ham en.
I rummet hænger der en Obama-plakat med overskæg og 3D-briller, gamle modelfly og på væggen slænger bandets navn sig i sejlgarn spændt op på tegnestifter. Det er hans værk. Når han skriver tekster i det store, lyse hjørnerum inde ved siden af, er det vigtigt for ham at have plads. Plads til at hænge tegninger, sætninger og sejlgarn op på væggen. Det bruger han mange timer på. Og så læne sig tilbage i stolen og tage det hele ind. Så rummet bliver én stor inspiration.
»Den kreative proces er så meget større end alt det andet. Den er meget vigtig for mig. Den indeholder så mange ting, og det er der, jeg selv er virkelig til stede. Alle billederne og følelserne er jo blevet til i den proces. Det er også derfor, vi leger os frem med alle mulige lyde. Vi er ikke klassisk uddannede musikere, og selv om vi godt kunne ønske, at vi var det engang imellem, så kan vi noget andet. Det kan godt være, det virker lidt ‘urtet’ på nogen, men det er sådan, vi har det«, siger han og tænder endnu en cigaret og lader fingrene køre gennem det blonde hår.
Hans bofælle kommer gående forbi. »Har du en cigaret?« spørger Nik og får en. Så det ikke kun er min pakke, det går ud over, siger han til mig.
Han er typen, der siger sætninger som »mørket der vokser i én, mens solen står op« om det, vi andre nok ville kalde uoverskuelige tømmermænd. Og da jeg spørger ham, hvad han ikke kan undvære ud over musikken, er svaret ‘solskin’. Netop hans sproglige ekvilibrisme, lyriske måde at se verden på og sangskrivertalent er noget af det, der er blevet hyldet mest. Hans tekster formidler følelser, der når ud over musikken. Hans egne følelser. Om kærlighed og glæde men også sorg, krig og afsavn. Derfor han har sin signatur-hættetrøje trukket godt over hovedet, når han står på scenen. Som en skildpadde forsøger han at skjule sig og være dybt inde i de følelser, han formidler gennem sin inderlige stemme.
»Det er klart, du er blevet, det du er«, sagde hans børnehavepædagog forleden, da han mødte hende tilfældigt. »Du havde altid noget på hjerte. Jeg har utroligt svært ved at distancere mig fra det, jeg laver. Men det bliver farligere og farligere at være ærlig. Samtidig med at det bliver sværere og sværere at lade være. Men nu er jeg jo nødt til at være modig nok til at tage det med. Også for at blive bedre. Jeg kan blive helt vanvittig af at tænke på, hvor gode andre er nogle gange og tænke: »Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det, de gør?« Bare bedre. Men det er nok umuligt«. Han smiler og kigger på sin telefon.
»Fuck!« udbryder han, der godt kan være lidt distræt indimellem. Men heldigvis er de andre også forsinkede på grund af skiftet til sommertid. I løbet af to minutter har han hættetrøjen på og er på vej ud af døren.
At give slip
Tilbage i øvelokalet finder jeg ud af, at det ikke kun er Nik, der fægter med forventningerne til sig selv. Da jeg træder ind ad døren til deres børneværelsesstørrelse-øver, er de første ord, jeg hører: »Ja, ja, det lyder da meget fedt, men det er altså hørt før. Det kan jeg ikke lide!«
Jonas og Simon hænger sådan over instrumenterne i flere minutter, mens de forsikrer mig om, at jeg altså bare skal sige til. Silas bryder koncentrationen ved at spørge, om Jonas ikke lige kan kigge på hans cykel, der lyder som en ‘lille kat’. Nik spørger, om jeg vil have en flødebolle. Og fortæller, at de er ret madglade i det hele taget. Ligegyldigt hvor travle de er, er der altid lige tid til at prøve den nye bager på hjørnet.
Jeg siger til. Men egentlig gider de ikke rigtigt snakke om sig selv. Det er jo musikken, det handler om, og den der skal fange folks interesse. Men så!
»Vi er meget opmærksomme på alt, og alle de lag vores musik har. Der er ikke et eneste element, som ikke er blevet respekteret eller elsket af en af os. Derfor kan processen godt være ret hård for os, for vi er virkelig perfektionistiske. Og folk kan godt blive ret trætte af at arbejde sammen med os. Alt fra skøre ideer til lydoptagelser til indspilning er vigtigt for os. Det er vigtigt at udleve alle ideer nærmest. Den perfektionisme kommer virkelig til udtryk i alt«, forklarer Jonas.
Vi taler om de sidste tre og et halvt år. Nik leder efter nogle cigaretter i sin rygsæk, der tydeligvis ikke er helt nem at finde noget i. De andre griner og kalder rygsækken »et godt indblik i de sidste par år«. Silas griner men bliver så seriøs igen.
»Helt fra start har vi haft det sådan, at vi synes, vi kan lave noget musik, der har noget, der ikke findes andre steder. Og vi kan alle sammen noget helt unikt. Så når noget er blevet godkendt af os alle sammen, så har vi det ret meget sådan, at så er der ikke nogen, der kan sætte en finger på det. Så er det vel det bedste, det kan blive«.
Lyden fra elkogeren hænger tykt i luften. Der er ikke nok kopper. Faktisk kun én. Så de deler.
»Når vi stræber efter, at noget er perfekt, så ligger perfektionen i grunden i, at vi alle kan stå inde for det. Vi føler ikke som sådan et pres ude fra, for vi føler det allerede fra os selv«, understreger Simon.
»Men jeg kan alligevel ikke give slip«, siger Silas, mens han tænder en cigaret. Han har fundet en halv pakke af sin kærestes slim-menthol. Det er kun ham og Nik, der ryger. De andre er stoppet.
»Jeg står i badet om morgenen i tre kvarters virkeligt varmt vand, og så begynder jeg bare at tænke over alt det, der ikke er perfekt, og hvordan jeg skal få det til at blive det! Det er aldrig perfekt, men det skal altså nå noget, der er i hvert fald 95 procent rigtigt hver gang. Men der er aldrig nogen af os, der synes, noget er 100 procent perfekt, men det er bare heldigt, synes jeg. Der er jo nogen af sangene, hvor vi har haft mindst ti forskellige versioner og 30 forskellige vokaler. Det er nok det, der gør os til dem, vi er«, siger Silas så.
Derfor var det også angstprovokerende at skulle spille live lige pludselig. Alt sejlede, fortæller de. Og det er først nu, de føler sig parate til virkelig at vise, hvad de kan på den front.
Jeg spørger, om det er skræmmende at være midt i drømmen. At have så meget på spil. Silas tager igen ordet men stopper så genert midt i sætningen.
»Hov. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Jeg tror bare gerne, jeg ville have ordet«! De andre griner.
»Vi har alle fire nogle ret store egoer. Er ret store primadonnaer, og vi vil alle sammen gøre tingene på vores egen måde. Men samtidig har vi lidt svært ved det, for tænk nu hvis de andre lavede noget, der var endnu federe«, siger han så, inden Nik tager over.
»Engang imellem bliver man meget opslugt af sig selv ja, men andre gange er det, fordi man søger en form for anerkendelse fra de andre og ikke føler, man får den. Så er man i virkeligheden meget, meget lille men puster sig op, fordi man gerne vil have noget accept fra de andre«.
Han bliver stille. Svinger lidt med det ben, der ligger over kors på det andet.
»Vi kan godt tale meget hårdt til hinanden, men det stimulerer jo bare én til at præstere«, siger Jonas.
»Men vi har udviklet os på det punkt. På denne her plade er vi virkelig blevet bedre til at argumentere over for hinanden«, insisterer Simon, der efter det første album var ved at smide sine keyboards langt væk.
»Der var jeg helt drænet for energi. Jeg gad bare ikke mere, og det tog mig virkelig lang tid at få lysten igen. Vi snakkede en del om det, og jeg forklarede, at jeg var mega udmattet, og jeg følte bare ikke, jeg kunne lave musik længere. Men så kunne jeg ikke lade være til sidst. De andre kom og nærmest tvang mig til at tage med op i sommerhuset. Men jeg fandt ud af, hvor vigtigt det var for mig, og jeg har aldrig fortrudt det siden«.
Jonas smiler og siger, at det netop er det, der er skræmmende.
»Så længe man føler, man er en succes, så er tanken om, at det hele ramler helt ubærlig. Og det gør det, hvis én af os ikke er med længere. Nik overvejede også at lave noget musik ved siden af, og så sagde jeg til ham: »Aah, nu må du ikke dumpe os, vel?«. Og det var selvfølgelig med et smil på læben, for vi har en stor portion tillid til hinanden, men det med at miste de andre er virkelig en angst. For det er lige meget alle fires projekt. Det er et egotrip, men det er et firmandsegotrip«.
Hvis det her lykkes…
Der findes ikke ret meget andet i deres liv end When Saints Go Machine lige nu. De har alle kærester (dén snak kommer de hurtigt uden om), men al tid skal indrettes efter bandet, der øver ti timer om dagen. De har haft cirka to måneders ferie på tre og et halvt år. Og de har så travlt, at de slet ikke har styr på deres kalender. Hver dag fortæller deres manager dem, hvad de skal. Hun kører i dobbelttempo, ligesom dem. Drengene har netop været en uge i England på turné, og det næste års tid lyder den på resten af Europa. Og USA.
Bandnavnet blev til, da en af dem faldt over ordene i titlen på en af de største gospelhymner ’When the Saints Go Marching in’. Netop nu er de midt i deres egen drømmemarch.
»Vi vil alle sammen gerne ud at opleve verden sammen og have nogle oplevelser, vi kan have hos os resten af livet. Og røre folk. Og vi ved, at det skal være godt, vi presser os selv til det yderste, for ellers får vi ikke lov til det. Hvis det her lykkes, altså… Det er jo så vildt«, siger Nik.
Han kigger på sin telefon.
»Fuck!« udbryder han. Igen. De skal nå at pakke alt deres gear sammen og være i lufthavnen tidligt næste morgen. Jeg når lige at spørge:
Hvad gør I egentlig, lige inden I går på scenen?
»Så synger vi forbogstaverne i…« Jonas når ikke længere, før Niks hvin skærer igennem:
»NEJ!!! Du var lige ved at sige det! Så ødelægger du det hele! Det siger vi ikke, vi har holdt det hemmeligt i snart tre og et halvt år, og det er snart det eneste, vi har tilbage efter det her interview! Det siger vi altså ikke!«
Hans stemme er næsten drenget nu.
»Det er fint at have ting, der kun er ens egne. Altså alle de her ting, vi nu fortæller dig, der stikker en smule dybere end ellers, det er okay. Men det er også fint, at vi har vores egen lille ting. Det er meget småt, men det er fint. Det kan jeg godt lide. At vi har noget, der er fælles – kun for os«.
De andre nikker.