Da anmeldere og fans vendte dem ryggen, var Junior Boys tæt på selv at vende tommelfingeren ned. Men i stedet blev det til en fuckfinger.
'F for Fake' var instruktøren Orson Welles' sidste film. En mærkværdig lille sag hvor en kuglerund og desillusioneret Welles selv spiller en fremtrædende rolle, mens en dokumentarisk historie om bedrag, rigmænd og kopikunst ruller sig ud og bliver mere og mere bizar. Welles var kun 26 år, da han ændrede filmbranchen for evigt med det vitale mesterværk 'Citizen Kane', men hans sidste aftryk i filmhistorien blev anderledes gnavent, besynderligt og opgivende. Det var lige så meget f for fuckfinger, som f for fup. Et surt opstød og oprør mod bedrag og menneskets trang til at soppe rundt i overflader.
Da forsanger, ankermand og ene halvdel i Junior Boys, Jeremy Greenspan, så 'F for Fake' i 2010 løftede den ham med raketfart ud af lang tids følelse af fiasko og utilstrækkelighed. Filmen gav den følsomme fyr en ustyrlig lyst til at lave musik igen, efter en periode hvor karrieren var til seriøse overvejelser.
»Filmen satte ord og billeder på de følelser, jeg havde. Jeg var i et hul. Jeg følte, musikbranchen var ét stort bedrag. Jeg følte mig tilsidesat og overset. Jeg var desillusioneret og overvejede faktisk kortvarigt, om jeg skulle droppe musikken. Men filmen satte skub i en trodsreaktion. Jeg ville fandeme ikke overgive mig så let«, fortæller Greenspan, mens man kan høre han blæser cigaretrøg ud i den anden ende af telefonrøret.
Jeremy Greenspan har altid gået egne veje. Modsat bandkammeraten Matt Didemus, der bor i Berlin, har Greenspan altid foretrukket studiet frem for scenen. Han har søgt isolationen og det trygge liv i den canadiske by Hamilton frem for metropolernes pulserende liv. Rejserne og koncerterne omkring i verden er mest for fansenes skyld og ikke så meget for at udleve stjernedrømme. Jeremy er en følsom fyr. Det høres ikke kun i Junior Boys' nedbarberede elektroniske univers. Han indrømmer det selv.
»Selvtillid er en svær ting for ting for mig. 'Begone Dull Care' (Junior Boys’ forrige album, red.) var et kæmpe sats. Jeg udleverede mig selv og følte, vi ramte en ny, spirende musikalsk nerve, vores fans ville kunne lide. Men den blev mildest talt ikke modtaget særligt positivt, og det efterlod en mur af tvivl, frustration og usikkerhed hos mig. Var tiden løbet fra Junior Boys? Havde vi mistet vores lyd og energi? Var vi nu en fiasko? De usikre følelser rustede sig fast, men heldigvis forvandlede de sig med tiden til vrede. Og det er hamrende godt brændstof, kan jeg sige dig! Nu er jeg faktisk sikker på, at det nye album er det bedste, vi har lavet«.
»Jeg føler mig bedraget«
'F for Fake' blev ikke kun den følelsesmæssige støtte, Jeremy rejste sig ved. Tekstuniverset på 'It's All True' er beboet af referencer til Orson Welles og hans film. Men mest af alt er albummet en glødende, arrig fuckfinger til en musikbranche, som Jeremy Greenspan stadig synes er betændt og bedragerisk.
»Jeg insisterer på at forblive naiv. Jeg tror simpelthen ikke på, at musikbranchen og kunsten vil overleve, hvis den forsat bliver pakket ind i marketingsgøgl. Verden er overtaget af kulørte historier og reklamefolk, hvor alt sælges med forførende fortællinger, pompøse reklamer og glitrende omslag. Alt dét som virkelig betyder noget ved musik og kunst, nerven der pirrer sanserne og hjernen og giver dybde, drukner i stigende grad i kaloriefattig indpakning«.
Telefonrøret begynder at syde. Jeremy Greenspan er ikke kun mavesur, det lyder også som om, han er ramt af momentan gammelmandsarrighed i en alt for ung alder. Han afviser dog, at han er sur, blevet gammel før tid eller længes efter gamle dage. Han er blot indigneret. Han er ramt på følelserne.
»Hør, jeg er musiker. Jeg kan ikke ændre verden. Men jeg er idealistisk og lever af folks interessere og lyst til min musik. Jeg lever stædigt i troen på, at så længe jeg gør mit job godt nok, så køber folk min musik. Men når fantastiske album, gode film eller fed litteratur aldrig får den fortjente anerkendelse, fordi de ikke får den rette markedsføring, så føler jeg mig bedraget. Jeg lægger hele min sjæl i min musik, så den skal ikke pakkes ind i kejserens klæder for at sælge. Folk skal bare lytte og bedømme selv«.
Deres vigtigste værk
Selv om 'It's All True' er født i en trodsreaktion og hvidglødende vrede, så er både tekstuniverset, der kredser om frustrationer, kærlighed og selvbilleder, og musikken hjertelig omfavnende og imødekommende. Fundamentet er stadig i Junior Boys’ klassiske melankolske lyd, men lydbilledet er blandet solidt op med pågående berlinske electrostød, elementer af kinesisk og japanske harpespil, samt sukkerflader af 80’er-synth.
»Hvis vreden forplanter sig i det musikalske lydbillede, vil albummet hurtigt blive uinteressant, tvært og et rungende kværulantisk mindfuck. Vi ville for guds skyld ikke havne i klicheen om den misforstået kunstner, der vil blive mere snæver for at blive anerkendt. Derfor fokuserede vi på at udforske vores små musikalske nuancer og sprede lydbilledet ud i flere forskellige melodiske retninger end tidligere for at give teksterne inderlig musikalsk kant«.
Med Matt Didemus bosiddende i Berlin blev albummet skabt gennem sessions, hvor Didemus fløj fra Europa og boede hos Greenspan i Canada. Med i kufferten havde han en intention om at bringe den tyske minimalscene ind i Junior Boys' musik.
»Matt er gennem de seneste år blevet kraftigt inspireret af lyden, der hersker i klubberne i Berlin. Han har virkelig har fået smeltet den unikke minimale stil og dansable lyd ind i vores udtryk. Selv om der er tunge skyer, torden og regnvejr i teksterne, så må der gerne være sol og feststemning i lydbilledet, og her synes jeg, den mere skarpslebne elektroniske lyd har fået forløst en lys nerve af glæde«.
For Jeremy Greenspan er 'It's All True' det vigtigste værk i Junior Boys' diskografi. Processen har nemlig mejslet et panser om hans følsomme og nervøse sind.
»Vi har været ærlige, sårbare og virkelig blotlagt os med dette album. Jeg tror meget mere på egne evner nu og vil aldrig igen lægge mig fladt ned, når vi får kritik. Nu vil jeg trække på skuldrene eller blot kaste en fuckfinger«.