Toro Y Moi – slap af og dans!

  • Print



Han blev foregangsmand for chillwave-genren. Nu følger Toro Y Moi succesen op med håndspillet electronica.

Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #48. Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få musik og koncertrabatter ved at melde dig ind i Soundvenue Friends.

»Chaaaaz« lyder det langsomt og søvnigt efterfulgt af det mekaniske »is not available at the moment«, da jeg i første omgang prøver at komme i kontakt med den 24-årige amerikaner Chazwick Bundick, bedre kendt under sit alias Toro Y Moi.
Efter et par forsøg lykkes det endelig at komme igennem til manden, der om nogen er kommet til at repræsentere den dovne, sumpede og lettere psykedeliske sovekammerpop, som alverdens musikskribenter har døbt chillwave.

Jeg fanger Chaz Bundick en fredag formiddag klokken ti siddende iført joggingbukser i det hjem i South Carolina, hvor han skrev og indspillede sit debutalbum 'Causers of This'. Et album der sidste år høstede store roser og opmærksomhed og katapulterede Toro Y Moi ud i hypemaskineriet med dertil hørende omfangsrig turnévirksomhed. Otte hektiske måneder med besøg på et hav af europæiske og amerikanske festivaler der blandt andet involverede et stripklubbesøg med franske Phoenix og så i øvrigt tilblivelsen af Toro Y Mois nyeste album 'Underneath the Pine'.

Det kommende udspil fra Toro Y Moi er selvfølgelig årsagen til, at jeg ringer og forstyrrer Chaz Bundick denne højhellige fredag formiddag. Hvor debuten blev fremhævet for sit særegne elektroniske og stærkt samplende lydunivers, er efterfølgeren på mange måder den traditionsbundne og akustiskbårne storebror. En karakteristik som Chaz er enig i.
»Jeg har haft en mere traditionel tilgang til sangskrivningen, og der er færre samplinger og programmeringer. Men der er stadig elementer, som folk, der værdsatte det første album, vil værdsætte ved det nye«, siger han.



Elektronisk akustisk
Ved de første par gennemlytninger af 'Underneath the Pine' lyder det da heller ikke som om, Chaz har genopfundet sig selv totalt. Godt nok er der kommet lidt mere funky og stram struktur på sangene, men vi er stadig i sommerdrømmeland.
»Jeg har altid godt kunnet lide repetitionen i elektronisk musik – at man simpelthen bare kan copy/paste. Jeg har på det nye album prøvet at gøre noget af det samme med akustiske instrumenter, og det har hjulpet mig til at finde en gylden middelvej. Jeg prøver at spille elektronisk musik med akustiske instrumenter«, fortæller Chaz og sender straks tankerne mod Erlend Øyes Whitest Boy Alive.

Ligesom forgængeren er 'Underneath the Pine' også kommet til verden i Chaz' hjem. Men mixningen er denne gang foregået i et egentligt studie, hvilket var en særdeles positiv oplevelse for Chaz, der sagtens kan forestille sig at arbejde videre i den retning. Om han tager det fulde spring ud i et egentligt studie-setup, er Chaz dog lidt mere tøvende overfor.
»Jeg er en smule skræmt ved tanken. Det er som om, der er mere pres på, hvis man optager i et studie, for der betaler man jo for den tid, man er der«, griner Chaz og fortsætter: »Jeg ved ikke, om jeg kan lave al min musik i et studie, da jeg nærmest skriver og optager musikken på samme tid«.

Selv om den udflydende, flossede lyd ikke altid gør Chaz Bundicks vokal lige dechifrerbar, så er den lyriske side af hans musik særdeles vigtig for ham. Den opmærksomme lytter kunne på 'Causers of This' lægge ører til Chaz' brud med en kæreste.
»'Underneath the Pine' handler mere om at bevare forbindelsen med venner og familie. Den handler ikke så meget om et specifikt kvindeligt individ, men mere om alle andre omkring mig«, siger Chaz og fortæller, at førstesinglen 'Still Sound' handler om, hvordan ham og hans venner altid bør holde kontakten ved lige, uanset hvor travlt de har.



Bedre koncerter
Og travlt fik Chaz sidste år. Før succesen med 'Causers of This' var han ikke så meget anderledes end andre amerikanere i starten af 20'erne.
»Men at rejse og være væk hjemmefra i otte måneder fik mig til at udvikle en idé om, hvad det er, jeg gerne vil have, og hvordan jeg får det, inden jeg får skabt mig en al for stabil karrierer. Man kan jo forsvinde så hurtigt i musikbranchen nu om dage. Så jeg vil forsøge at få det bedste ud af det«, smågriner Chaz, der før sin heftige turnevirksomhed aldrig havde været uden for USA.

»Jeg ville i øvrigt ønske, vi havde tog i USA. Det ville være en fantastisk måde at rejse på«, udbryder Chaz, da jeg spørger ham, hvad han elsker og hader ved sit land.
»Jeg kan dog virkelig godt lide, at vores kultur er så blandet. Den første gang jeg kom tilbage fra Europa, landede jeg i Chicago og gik direkte ud og fik mig en omgang tacos. Noget af det bedste ved USA er, at alle kulturer bare er der lige foran dig«.

Rent musikalsk har turen over Atlanterhavet også været en dannelsesrejse for Chaz.
»I Europa var det første gang, jeg spillede på festivaler. 'Causers of This' var ikke lavet til sådan nogen vilde festivaler. Den var ikke så hårdtslående eller dansabel, som jeg kunne have ønsket mig. Så da jeg skrev det nye album, tænkte jeg virkelig over, at det skulle kunne spilles live. Nu synes jeg, at jeg har fået skabt mig noget virkelig solidt live-materiale«, fortæller Chaz.
Om 'Underneath the Pine' lyder bedre live end sin forgænger, kan forhåbentligt snart bedømmes på et spillested nær dig. Indtil da kan du føle dig beroliget over, at Chaz ikke føler sig tynget af det sædvanlige klichéfyldte pres omkring den svære toer.
»Fuck det! Det har luret en smule i baghovedet, men jeg har egentlig bare prøvet at glemme det og have det sjovt i stedet«.



  
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag