Hun har været det hele igennem de seneste to år. Opture, men bestemt også nedture. Succes, ensomhed og kærestesorger har sat sit præg på Lykke Li, men i sidste ende også tvunget musikken ud af hende på eksorcistisk vis. Vi tog til Stockholm for at høre om livet ifølge Lykke Li. På godt og ondt.
Det er først efter koncerten, at magien helt går op for mig. Klokken er 22.30, og Lykke Li er netop gået af scenen på Stockholms Södra Teatern. Efter at have lagt ører til både gamle og i høj grad nye numre fra den svenske sangerindes popunivers, strømmer der nu noget helt andet musik ud af højttalerne. En skrattende, ældgammel optagelse med en klagende stemme der krænger sit hjerte ud over en sagte guitar. Det er ren prison-blues. Så stærkt og gennemborende, at man næsten kan høre fodlænkerne. Desperation og fortvivlelse formidlet gennem simpel musik.
Det er umuligt ikke at lade tankerne flyde hen på Coen-brødrenes filmmesterværk ‘O Brother, Where Art Thou?’ og det ligeså fremragende soundtrack. En komedie sat i 30’ernes Mississippi under den store depression, hvor George Clooney og hans to kumpaner flygter fra fængslets slavearbejde og finder frelse i bluesmusikken.
Det er her, i de tre fængslende minutter efter koncerten hvor alle andre ikke kan komme ud hurtigt nok, at det hele falder på plads: Lykke Li har the blues. Big time. Men hun bruger sin musik og sine tekster til at bearbejde sine følelser og finde sin indre styrke. Det hele giver pludselig mening. Det er derfor, det føles så ægte. Sangene, hendes sky personlighed og den tvetydige fornemmelse, man får, når hun er på scenen. Følelsen af en skrøbelig, sårbar kvinde der samtidig ved, hvad hun vil, og har styr på sagerne. Livets op- og nedture personificeret i både Lykke Li og hendes musik.
Det har da også været nogle hårde år for sangerinden, siden hun i 2008 lagde verden ned med debutalbummet ‘Youth Novels’. Et yderst deprimerende turnéliv har sat sine spor, og det hjalp bestemt ikke, at 24-årige Lykke Li midt i det hele endte som hovedperson i en ulykkelig kærlighedshistorie. Men på den anden side har det inspireret og nærmest tvunget hende til at skrive musik. Ellers ville det simpelthen være for meget. Resultatet er sangerindens andet album, der med den sigende titel ‘Wounded Rhymes’ udstiller Lis inderste fra den 28. februar.
Rockstjerner er myter
Dagen efter koncerten trodser jeg Stockholms snestorm og møder sangerinden i en lobby på et hotel i byens gamle kvarter. Som det første konfronterer jeg hende med gårsdagens åbenbaring.
»Det er faktisk mig, der har valgt den sang. Det er en optagelse fra et fængsel i 30’erne, foretaget af en fyr der hedder Alan Lomax. Han er sådan en slags musikolog, der rejser rundt i hele verden og optager ting fra stammer, fængsler og sådan nogle steder. Han har lavet hundredvis af feltoptagelser, og det er faktisk næsten det eneste, jeg lytter til. Altså bluesmusik«, forklarer hun fra den anden ende af sofaen og pointerer yderligere, at Coen-brødrene faktisk brugte rigtige Lomax-optagelser i ‘O Brother, Where Art Thou?’.
Det hele hænger sammen. Men på den anden side, hvilket humør er man i, hvis det eneste, man lytter til, er folk, der har ægte blues? Og for den sags skyld laver en sang, der hedder ‘Sadness Is a Blessing’? Hvor kommer det hele fra? På Lykke Lis Myspace-blog står der, at hun blandt andet har lidt af en post-turnédepression. Har det noget med det at gøre?
»Ja klart. Det er rigtig hårdt. Det er den største kliché i verden, men det er så sandt. Hele den der Janis Joplin-ting. Du elsker med 500 mennesker på scenen hver aften, men går så i seng og græder dig selv i søvn. Du får al den her energi fra folk, når du er på scenen, men det er for meget. Så går man af scenen og tjekker sin telefon, ingen beskeder, og går i seng med makeup på og vågner op i en eller anden fremmed by helt alene. Det er udmattende«, kommer det fra ansigtet gemt væk under den sorte læderkasket, der sammen med en sort sweater, sorte Dr. Martens og en masse ringe udgør sangerindens outfit. Fashionabelt vil nogen sige, men det går hun ikke så meget op i.
Scenariet lyder utvivlsomt som noget, der kunne udgøre handlingen i en Sofia Coppola-film, og den spinkle sangerinde gør også noget ud af at pointere, at de sidste to år på ingen måde har været den storstilede rockstjernetilværelse.
»Hele rockstjerne-tingen er en myte. Vi er ikke rige rockstjerner. Vi rejser ikke med jets. Vi rejser med Ryanair og en skod varevogn. Det er det dårligste job i verden på en måde. Du spiser middag på en benzintank i Birmingham, tager hen til spillestedet og prøver at få en times søvn. Herefter drikker du noget whisky og går så op på scenen og lader som om, at du er denne her glamourøse kvinde, men bagefter bærer du dine egne tasker«, siger hun med et stort grin.
Selvironien er heldigvis til stede. Og hvorfor ikke? Inderst inde er det jo det her, hun ånder for. Lige nu i hvert fald. Om to år vinder hun måske en Oscar, som hun siger og pointerer, at hun bestemt ikke kun vil beskæftige sig med musik resten af sit liv.
»Enhver nedtur har en optur«
Der er ikke den store glæde at spore i Lykkes stemme, når hun fortæller om turnélivet. Men alligevel virker det som om, at det er en del nemmere at tale om de dårlige tider, måske fordi de bare har været mere til stede. Ensomheden, forpligtelserne, kærestesorgerne. Det hele lyder lidt deprimerende?
»Ja, det er forfærdeligt. Men alligevel. Enhver nedtur har en optur. Der er også en masse sjov«, forsikrer hun efterfulgt af en tår fra vandflasken, hvorefter jeg spørger ind til en historie, der viser de sjove tider. Man bliver jo næsten urolig.
»Jeg sad engang fast i Paris. Det var meningen, at jeg efter en koncert skulle have taget hjem for at lave de sidste detaljer på albummet, men så eksploderede den islandske vulkan, og det endte med, at jeg var fanget i Paris i ni dage. Så jeg drev lidt omkring, hang ud på kirkegården og drak mig fuld hver dag. Til sidst måtte jeg tomle hjem og endte med at sidde i en bil i to dage med fire total fremmede. Men det er faktisk ikke sjovt, det er traumatisk«, siger hun med et smil og fortsætter: »Men de mest traumatisk oplevelser giver også de bedste historier, så jeg samler sammen til selvbiografien. Alle oplevelserne har jo også indvirket på de nye sange. Det har gjort mig mere direkte. Det er mere mig. Op- og nedturene er reflekteret på det nye album«.
Lykke Li har fundet sig selv. Udviklet sig fra debutens uskyldige lillepigeudtryk. Ikke nødvendigvis til en udelukkende stærk kvinde, men at finde sig selv handler mest af alt om selverkendelse. I Lis tilfælde en selverkendelse af at der er to sider af hende, der fylder og styrer lige meget af hendes person såvel som musik.
Den sårbare, stærke kvinde
Koncerten aftenen forinden reflekterer i høj grad omtalte symbiose. På den lille scene danser og smyger hun sig om et sort stykke stof hængende ned fra loftet, og røgen såvel som det dramatiske lys gør det hele til en yderst intens oplevelse. Der er dog stor forskel på både sangene samt måden den sortklædte sangerinde agerer på.
På ‘I’m Good, I’m Gone’ og ‘Wounded Rhymes’-singlen ‘Get Some’ er hun stærk femme fatale med power og kontrol, mens hun under de nye numre ‘Paris Blue’ og ‘Sadness Is a Blessing’ fremstår ekstremt sårbar. Alene i front klyngende til mikrofonen og med følelsen af at man bare skal prikke til hende, for at hun bryder sammen.
»Sådan føler jeg det også selv, når jeg er på scenen. Men det er også er stor del af, hvem jeg er og min karakter. En ven sagde engang til mig, at jeg var den mest sensitive, stærke person, han kendte. Sårbar, men stadig stærk. Så det er lidt ambivalent«, fortæller Li, hvis hverdag også er styret af de modsatrettede forhold og humørsvingninger.
Og det er præcis sådan, det føles, når man som tilskuer observerer hende på scenen. Balancerende mellem den ene følelse efter den anden. Ind og ud af stemninger. Hoppende rundt med sine trommestikker eller limet fast til mikrofonen med lukkede øjne. En moderne kvinde der kan det hele. På godt og ondt. Og måske er det derfor, at hendes popsange er så effektive. Men nemt, det er det ikke.
»Det er ligesom at være en bokser. Du er nødt til at fokusere og ikke lade noget distrahere dig. Nogen gange er det hårdt, men så hurtigt eller langsomt. Man skal være klar hele tiden. Derfor er jeg også fuldstændig udmattet bagefter, så hvis jeg har en weekend fri, ligger jeg bare i sengen sådan her«, siger hun og holder illustrerende sin iPhone vandret op i luften.
Den svære kærlighed
Musikkens balancering mellem følelser udspringer fra Lykke Lis eget liv. Selv om de sjove og befriende oplevelser er svære at videreformidle, så eksister de, forsikrer hun. En af de absolut største nedture de seneste par år har dog været et forlist forhold, som ligesom turnédepressionen er blevet luftet på hendes Myspace-blog. Jeg spørger, om hun overhovedet har lyst til at tale om det.
»Du kan prøve. Men jeg nævner ikke nogen navne eller noget«, får jeg tørt tilbage.
Men hvad skete der?
»Jeg var sammen med den her lastbilchauffør, men så gjorde han en anden kvinde gravid«, siger hun og trækker lidt på skuldrene.
Pause. Og et undrende blik fra min side.
»Nej, det var bare en virkelig intens kærlighedshistorie, som fik en uventet slutning. Det var en traumatisk oplevelse«, kommer det kortfattet og formentlig mere ærligt.
Inspirerede det dig så til at søge dybere ind i dig selv?
»Det inspirerede mig ikke til det, det tvang mig. Så det er mere kærlighedssange nu. Jeg vågnede op midt om natten og sang de her sange, fordi jeg var så ked af det. Så det her er helt sikkert et skridt dybere ind i mig selv end på det første album«.
Af egen erfaring har jeg altid fundet trøst i musikken efter forlist kærlighed. At andre har oplevet det samme, at finde noget man kan identificere sig med. Og det er ofte noget andet musik, end man ellers går og hører. Lykke er enig, og tilfældet har været det samme med hende.
»Det får dig til virkelig at høre efter. Du lytter til alle de her blues- og soulsange, og du hører teksterne og forstår dem«, siger hun og kommer med et lille skrig for at understrege følelsen såvel som frustrationen.
»Det hele gav mig bare lyst til at høre nogle rigtigt sørgmodige folk. Jeg kan ikke engang alle navnene på de her gamle bluessangere, men også folk som Johnny Cash og Leonard Cohen. Folk der krænger deres hjerte ud«, forklarer hun.
Lykke Li er ikke bange for at dele ud af sig selv. Som hun selv siger, kan hun desværre ikke lade være med at putte alle dele af sig selv ind i både sangene og koncerterne. Og når man har oplevet, det hun har, er det altså ikke så lidt, der kommer ud på den anden side. Men hvad var så missionen, da hun lejede et hus i Los Angeles for endelig at sætte sig ned og skrive sangene til ‘Wounded Rhymes’?
»Mit mål var at skrive det mest hjerteskærende og oprigtige album nogensinde. Fuck me«, siger hun efterfulgt af latter, selv om sandheden stråler ud af hende. »Om det er lykkedes må være op til andre at bestemme, men jeg følte det, da jeg sang. Musikken er jo min sjæl. Det er meget eksorcistisk. Så jeg har gjort, hvad jeg kunne, så må vi se, hvad gud og mp3-bloggerne har at sige«, siger hun om sangene, som ligesom på ‘Youth Novels’ er produceret af Peter Bjorn and Johns Björn Yttling.
Nomadelivet
Snakken falder tilbage på gårsdagens koncert på Södra Teatern i Stockholm. Lykke Lis hjemby, men så ikke alligevel, da hun hele livet har rejst verden tyndt med sin familie og i kølvandet på ‘Youth Novels’ har været mindre tid i Stockholm end nogensinde før. Sidste år var hun ikke hjemme i mere end en måned, og vi kommer frem til, at hun ikke længere har ét, men flere steder hun betragter som hjemme. Los Angeles, New York, Portugal og så Stockholm.
Indspilningerne til ‘Wounded Rhymes’ er den længste periode, hun har været i Stockholm de seneste fire år. Så selv om livet på turné har været hårdt for hende, så lægger nomadelivet til Lykke Lis person.
»Jeg har helt klart været mere fokuseret herhjemme, men nu føler jeg også, at jeg er nødt til at komme væk. Så jeg rejser på søndag«, siger hun tilfreds med øjnene rettet ud af vinduet på et Stockholm indhyllet i snestorm.
Det virker næsten som om, hun er dømt til sin egen skæbne. Dømt til konstant at være på farten og til at opleve livets op- og nedture på vejen. Dømt til at have the blues, men også dømt til at opleve alle de gode ting ved siden af. Og så længe hun kanaliserer alle følelserne over i sine særegne og gennemborende popsange, har vi andre bestemt ikke noget at klage over.
Tanken om igen at tage på turné er dog ikke ligefrem opløftende for Li, der med en snert af fortvivlelse forklarer, hvordan det kommer til at minde om bare at tage bind for øjnene og springe ud i det. Men har hun ikke fået nogle værktøjer fra den første turné, som kan lette den kommende?
»Jeg prøver at lave mavebøjninger«.
Keep in shape. Ja, hvorfor ikke? Hun får et held og lykke med på vejen. Med håbet om en mindre deprimerende turné og færre kærestesorger. Men så alligevel ikke. For hvor skulle de fantastiske sange så komme fra?