
I sidste uge gav vi jer mulighed for at stille jeres bedste spørgsmål til Veto, og nu har electrorockerne ved ved tasterne. Læs deres svar her.
Alma Kristine Vrå Hjort: Hvordan er det at være en del af den danske musikbranche?
Troels: »Det er dejligt at være en del af en generation af musikere, der ikke er forgøglede af sushi-hype og rock'n'roll-myter men derimod har et sundt og hensigtsmæssigt syn på, hvad det kræver at være fudtidsmusiker. Det er vigtigt at få noget realitet ind i en branche, som på mange måder er totalt desillusioneret«.
Bo Birk Smith: Det lyder generelt til at have været en god proces, men hvornår var i mest pressede under indspilningerne af 'Everything Is Amplified'?
Troels: »Det har været en god og udviklende proces for os, men det har helt sikkert været allermest presset i de sidste par uger op til, at pladen skulle være færdig. Der skete en masse ting både på det praktiske og det personlige plan, som gjorde, at det blev en form for rullefald ind i det nye år. Vi er efterhånden ved at komme til bunds i det hele, så det lysner for enden«.
Marie Grønnegaard Wachner: Hvor har I hentet jeres inspiration til 'Everything Is Amplified'?
Troels: »Det lyder langhåret, men jeg tror faktisk, at vi har hentet enormt meget inspiration fra processen i at lave pladen. Hvis man først går igang med at afsøge ting, man ikke har gjort før, gøre ting anderledes og tænke på andre måder, så følger det, der manifesterer sig, helt automatisk med og bidrager tilbage til udviklingen i tanken. Det er ret svært at beskrive, men det virker som forstærkende vekselvirkning, der som et Newton-pendul sender nye tanker ind i en proces, som igen returnerer ny inspiration ind i tankerne«.
Perry MacLeod Jensen: Hvordan føles det ikke længere at være et lille undergrundsband men være blevet et stort etableret dansk navn? Har det ændret jeres tilgang til musikken, at jeres publikum er blevet større, og forventningerne større?
Troels: »Det lyder som falsk beskedenhed, men jeg tror virkelig ikke, vi føler, at vi er 'store'. Derfor påvirker det os heller ikke i så høj grad. Desuden har vi altid forsøgt at holde 'det ydre' adskilt fra 'det indre'. Det giver de bedste muligheder for at lave musik, man mener«.
Tilde: Spørgsmål til Troels. Hvad er det sværeste ved at være blevet et kendt ansigt? Hvornår ved man, om man kan stole på folk?
Troels: »Det mærker man hurtigt på folk«.
Peter Højbjerg: Hvordan undgår I, at Troels Abrahamsen får vetoret?
Jens: »Ved at bestemme lige så meget som Troels gør. Jeg tror i grunden, det er samme måde, Troels undgår, vi andre får vetoret«.
Jonas Jung: Hvorledes vil jeres fremtid være rettet eller ikke rettet mod udlandet? Har i større ambitioner for de internationale scener, og vil I i større grad fokusere på et gennembrud der efter at være blevet et 'etableret navn' i Danmark?
Troels: »Vi er, som så mange andre, godt klar over, at en karriere som udøvende musiker ikke særligt nemt lader sig gøre, hvis man kun fokuserer på Danmark. Landet er simpelthen for lille til at kunne have arbejde nok til alle dem, der spiller musik. Derfor er det naturligt at søge udenlands for at have et større område at arbejde i«.
Mathias Maagaard: Hvilken af scenerne vil I helst optræde på, når vi snakker Roskilde Festival 2011?
Troels: »Arena kl. 23:00«.
Clara Mørch: Hvad er jeres største drøm eller mål som band?
Troels: »Vores vigtigste mål er at blive ved med at have lyst til at spille sammen«.
Matias Milling: Hvordan har I det med, at Troels ofte bliver fremhævet som bandets leder? Er det rimeligt nok, eller ville I hellere betragtes som ligeværdige bandmedlemmer?
Jens: »Hvis der er nogen, der betragter Troels som en form for 'leder', skal de bare gøre det. Det er ikke noget, der som sådan går os på. Vi er en del af en musiktradition, der har et stort fokus på forsangeren i et band – det ville sgu være spild af kræfter at rende rundt og forsøge at ændre det. Internt i bandet er vi heldigvis alle lige – og det er det, der gælder for os«.