De amerikanske syrepoppere i MGMT har tilbragt en stor del
af året i tourbusser. I forbindelse med deres koncert på Store Vega, fangede vi forsanger Andrew VanWyngarden til en snak om bandets største oplevelser i år,
inklusiv tre alligatorer, en udflugt til de japanske bjerge og en
iskold koncert i Slovenien.
1. Release af 'Congratulations' (den 12. april)
»Det
var en meget mærkelig tid for os, for vi havde lavet det her album, som
vi var meget stolte af, men så opdagede vi, at alle andre folk ikke så
på det på samme måde. Men da vi kom i gang med at give koncerter, fik
vi det noget bedre med det«.
2. Den første amerikanske headline-tour (april)
»Vi gennemførte også vores første headline-tour i USA i år, sammen med
vores australske venner i Tame Impala. Det var fedt! Højdepunktet på
anden del af vores USA-turné var for mig, da jeg så en alligator. Det
var i Florida, og det var virkelig cool! Vi skulle spille i Clearwater,
og der var et hul i jorden med vand i i nærheden af spillestedets
parkeringsplads, og der var tre alligatorer: En lille en, en mellemstor
og en ret stor. Det var meget spændende«.
3. Fuji Rock Festival (30. juli - 1. august)
»Det er helt klart en af mine yndlingskoncerter i år. Det foregår oppe
i bjergene, det regnede, og det var tåget, og så var der alle de her
crazy japanske fans. Alle camperer der, og det er en virkelig cool
festival. Jeg tror ikke rigtig, at vi havde forventet den reaktion, vi
fik der: Folk var virkelig begejstrede for de nye numre. Det var nok
sommerens højdepunkt for mig. Og jeg så Roxy Music spille!«
4. Brixton Academy (29. - 1. oktober)
»Vi turnerede noget mere i USA, og så spillede vi i Irland og England.
Vi spillede tre udsolgte koncerter på Brixton Academy. Det var en
rimelig stor ting. Det var sjovt at komme til London og spille på sådan
et historisk spillested. Selv om den britiske presse gav os en masse
lort for vores nye album, så smurte vi lorten ud i deres ansigter med
tre udsolgte shows!«
5. Slovenien (27. november)
»I forrige uge var vi i Slovenien for første gang, og det var faktisk
en ret god koncert, men jeg var lidt overrasket over, at vi skulle
spille udendørs. Det var virkelig, virkelig, virkelig koldt, og det
sneede. Men trods vejrforholdene var det et godt show. Guitarsoloerne
var meget mere vilde, end de plejer, for vi havde ikke fem fingre at
spille med, vi havde kun en stor klump!«