Small Black – lo-fi-poppere med surferglad onkel

  • Marta Sørensen
  • 2. december 2010, 16:51
  • Interview
  • Print



Small Black skylder en surfbesat onkel meget, selv om det ikke kan høres på deres støvede synthpop. Læs interview med den Soundvenue Sessions-aktuelle gruppe, der i næste uge indtager Loppen.

Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #46. Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få musik og koncertrabatter ved at melde dig ind i HER.



En solbrændt og veltrænet mand med afbleget hestehale kører ned til havet i sin gule autocamper. Han har surfet, siden han var teenager, og nu er han blevet en lokal berømthed på den lille stump af Long Islands kyst, hvor han har sit hus og værksted. Alle i kiosken kender ham. Når han kommer hjem, vasker han bilen og tæsker på en boksebold. Om aftenen ser han 'Waterworld' med sin nevø, Josh Kolenik, og dennes ven, Ryan Heyner, der er medlemmer af lo-fi-bandet Small Black.

»Onkel Matt er min fars bror, og han var afgørende for vores musik«, siger Kolenik om den karismatiske hovedperson i gruppens video til førstesinglen 'Despicable Dogs'.

»Vi indspillede meget af vores første ep hjemme hos ham og fik lyst til at lave en lille dokumentar om hans liv. Han ville gerne være skuespiller, da han var ung, så her kunne han få lov til at prøve det – selv om han egentlig bare laver det, han plejer. I starten var han lidt skeptisk, men vi er jo i familie, så han gjorde det!«

Selv om onkel Matt bruger meget af videoen på at slibe surfbræt, skal det ikke forstås som en hentydning til Small Blacks musikstil, der er mere overstyret synth end surf.


Small Black 'Despicable Dogs'

Fuld af skjulte melodier

»Videoen hænger mere sammen med sangens følelsesmæssige indhold. 'Despicable Dogs' er en øm sang, og jeg elsker min onkel – han har været et forbillede for mig. Så det var et forsøg på at fremstille ham på en ægte måde. Han blev også ret rørt og stolt over videoen. Selv om jeg er en voksen mand, er jeg stadig hans lille nevø«.

Small Blacks hyldest til den aldrende surfer gav pote, for 'Despicable Dogs' fik blandt andet på Pitchfork-kærlighed, mens den selvbetitlede ep fik gode anmeldelser både i USA og Storbritannien. Nu har gruppen fået to ekstra medlemmer i form af Juan Pieczanski og Jeff Curtin, og resultatet er debutalbummet 'New Chain'. Det er en støvet vandring gennem ekko-rystende trommer og syngende syntetiske lag-på-lag. Ligesom en højspændt actionfilm der kører i baggrunden, mens man langsomt glider ind i søvnen.

»Albummet har en større og renere lyd end ep'en, men vi gik til sangskrivningen på samme måde, nemlig ved at sætte lydstykker sammen til sange og strukturer. 'New Chain' er tættere og fuld af skjulte melodier, der dukker op, jo mere du lytter til det«, fortæller Kolenik.

Men hvad synes onkel Matt, der ellers kun hører 70'er-rock? »Han synes godt om det, selv om han ikke helt forstår det eller kan sætte det ind i en sammenhæng. Men han har været til et par af vores koncerter og kan lide musikken for det, den er«.



  
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag