Crystal Castles er indbegrebet af anti. Slåskampe er hverdagskost og forsøg slet ikke at nævne ordet mode for de to electropunkere.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #43. Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få musik og koncertrabatter ved at melde dig ind i Soundvenue Friends.
Man skal ikke mange ture rundt på nettet for at kunne kortlægge Alice
Glass og Ethan Kaths spor af ødelæggelse og skandale gennem verden. En
destruktiv aura følger nemlig med electropunk-duoen Crystal Castles,
hvor end de tager hen på deres nærmest uendelige turné.
Bandets galionsfigur Alice Glass indrammer sine smukke og ungdommelige
øjne med en fed eyelinerstreg. Men lad dig ikke narre: Hun er klar til
at nedstirre den mest badass motherfucker, der kunne finde på at krydse
hendes vej. Og derfor har hendes spinkle næver i bandets korte levetid
set rigeligt med slåskampe.
»Jeg vil have piger til at indse, at de kan gøre, hvad de vil. At de
kan være lige så punk som en kæmpe, fucking hardcore fyr, der lader som
om, han er frygtløs og kan gå ind i et publikum og gå amok«, siger
Alice Glass og holder en kort tænkepause. »Al kaos er godt. Jeg stræber
efter de kaotiske øjeblikke«.
Det lader også til, at du oplever en del af dem?
»Ja«, fniser hun med sin ungpigestemme. »Det skulle jeg da mene«.
Punkeren og den stille dreng
Punk-looket er på ingen måde gået tabt med den canadiske duo. Ethan
ligner resultatet af en stylist, der har fået udstukket opgaven: 'Lav
en fransk indieversion af The Ramones', mens den slanke og nærmest
gotiske Alice med den kølige attitude ligner alle hipsterpigers
drømmelook. Det ville dog være forkert at afskrive Crystal Castles som
punkkorrekte, cool kids. Man ville overse bandets voldsomme baggrund.
Alice løb som 14-årig hjemmefra for at blive besætter, for at skide hul
i det hele sammen med ligesindede og bo på sofaer og gader og i
forladte bygninger fulde af asbest.
»Jeg boede på mine venners sofaer og prøvede at finde penge til øl og
mad hver dag. Det var meget fra dag til dag. Sådan er det også nu, men
nu får jeg i det mindste gratis drikkevarer. Det var meget trøstesløst
før Crystal Castles. Men det gav en fornemmelse af sammenhold, at der
var andre som mig, som ikke vil leve det liv, som folk går ud fra, man
vil leve. Folk som ikke nødvendigvis har tænkt sig at tage på college,
at blive gift og så dø. Folk der selv vil finde ud af at leve livet«.
Dengang blev den nu 21-årige sangerinde draget ind i punkmiljøet i
Toronto. Hun spillede i et hardcore punkband, der hed Foetus Fatale,
som udelukkende bestod af piger. Og med den konstellation provokerede
de deres mandlige punkkolleger, der mest sang nedladende om kvinder så
meget som overhovedet muligt.
»Jeg ville bare vise alle, at jeg var pisse ligeglad med, hvad folk
gjorde. Fuck dem. Punkscenen i Toronto var domineret af misogyne,
sexistiske, homofobiske røvhuller. Så jeg prøvede bare at være så
irriterende som overhovedet muligt for at provokere de idioter, der
tilhørte den bevægelse. De havde overtaget alle de billige barer i
byen, så vi var tvunget til at være i nærheden af dem hele tiden,«
fortæller Alice Glass, og man kan næsten høre, hvor djævelsk hendes
smil bliver, inden hun slutter: »Så jeg påtvang dem mit selskab så at
sige«.
Det var her, en genert fyr ved navn Ethan Kath kom ind i billedet. Med
en cd fyldt med elektroniske beats dukkede han op til en Foetus
Fatale-koncert. Han syntes, bandet lød ad helvedes til, men han elskede
den på det tidspunkt 15-årige Alice Glass' rå udtryk og benhårde
sangstil. Han gav hende en cd med de finurlige beats, han havde brygget
på ved siden af sit The Stooges-coverband. Alice sagde ja til at synge
over dem, og de fandt hurtigt ud af, at de passede sammen som ærter og
gulerødder, og efter det var Crystal Castles en realitet.
En fucking politihelikopter
Når Crystal Castles spiller koncert, omdanner de spillestedet til et
epilepsifremkaldende stroboskoblys-helvede af et rave. Men hvis
mandschauvinister blandt publikum tror, at de kan slippe af sted med at
rage på Alice Glass, mens hun crowdsurfer, bare fordi lyset er
blændende, skal hun nok få dem til at tro om igen med en knytnæve lige
i fjæset. Og da der findes den slags idioter i enhver storby, de
spiller i, er det ofte, hvad det ender med – som minimum.
»Der er som regel én, der tror, han kan tage fat i mig og slippe af
sted med det. Så jeg kan godt lide at disciplinere sådan nogle typer og
gøre et eksempel ud af det og dermed sige til alle: »Se den her fucker.
Det her er, hvad der sker, hvis I tror, I kan slippe af sted med den
slags lort««, fortæller Alice Glass.
Er der også en form for tilfredsstillelse ved det?
»Ja, man kan virkelig mærke, at man er i live, når adrenalinen kører, og man er alene mod alle«.
Men Alice Glass' kamp mod røvhuller blandt publikummer er ikke den
eneste form for ballade, bandet bliver viklet ind i. Den Crystal
Castles-relaterede tumult findes i lige så mange variationer og
afskygninger, som der er byer på bandets kæmpemæssige tourplan. Nogle
gange er det endda som om, at de inspirerer folk til at gøre vanvittige
ting. Engang hvor bandet spillede på et gammelt basketballstadion i Los
Angeles, kunne Alice fra scenen se folk tage et stort fald ned fra
balkonen for at slippe for siddepladserne og i stedet at nå
dansegulvet. Politiet lukkede koncerten. Der findes ikke den type
optøjer, som Crystal Castles ikke har været en del af.
Var der ikke også engang noget ballade, hvor der var en politihelikopter involveret?
»Jo. Det var også til et show, som blev lukket. Jeg kan ikke engang
huske, om vi nåede at spille eller ej, men vi elskede det. Det startede
med, at der var nogen, der kastede en flaske efter politiet, og så kom
urobetjentene, og efterhånden kom der en fucking helikopter. Vi syntes,
det var fantastisk, fordi vi ved, hvor dyrt det lort er«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #43.