Sommermixtape: Jacob Bellens

  • Soundvenue
  • 19. juli 2010, 00:00
  • Feature
  • Print

I løbet af juli måned har vi lokket en række seje danske musikere til at sammensætte et personligt sommermixtape. Vi lægger ud med Jacob Bellens' bud.



Euros Childs '1000 Pictures of You'
»Jeg har først for nylig lært Euros Childs at kende i forbindelse med, at jeg spillede en klaverkoncert med ham for nylig. Da jeg sagde ja til jobbet, havde jeg ingen anelse om, hvem han var og endte derfor på Myspace for at se, hvad han havde oppe i ærmet. Dette nummer faldt jeg for inden for de første otte takter, da stemningen og spillet i melodi og tangent-figurer i mine ører er intet mindre end magisk. Nummeret stammer fra hans seneste udgivelse 'Son of Euros Childs', som jeg forhåbentlig har fundet på vinyl inden længe, og jeg vil anbefale alle at tjekke op på ham, da også hans tidligere plader forekommer mig vanvittigt kompromisløse og meget smukke indtil videre. Lær noget nyt og støt en særling fra Wales på samme tid. Så kan det vist ikke blive bedre«.
Lyt til nummeret her:



Dan Turéll og Sølvstjernerne 'Jesus flipper sangen'
»Dette track er af den mere humoristiske skole, men absolut anbefalelsesværdig hvis man nyder lyden af dansk rock fra 70'erne. Det er en fantastisk lille underlig sag, som jeg kun kan forestille mig har taget to minutter for Onkel Danny at skrive, men det gør det på ingen måde mindre værdifuldt i min bog. Teksten og tonen, i måden hvorpå vokalen bliver fremført, er ypperlig og perfekt, hvis man lige går rundt og savner en sang at have på hovedet de næste 20 år. Det er i sig selv en bagatel på en lp, der den dag i dag er nærmest umulig at få fat i, men på trods af det er den værd at investere i, hvis man lige skulle falde over den i en rodebunke et eller andet sted i vores lille land. Køb den, du synger med, før du ved af det«.
Lyt til nummeret her:




Busta Rhymes 'Takin What's Mine'

»En nyklassiker. Stammer fra albummet 'Mick Boogie / Busta Rhymes' måske med undertitlen 'Dillagence' og er, så vidt jeg ved, produceret af hedengangne J Dilla engang omkring årtusindeskiftet. Ind til for et par år siden regnede jeg ikke Busta for at være en synderligt pålidelig solokunstner, men jeg er faldet over hans plader en for en og har langsomt måttet sande, at det bestemt ikke er tilfældet. Siden jeg er begyndt at grave i hans bagkatalog, er det gået op for mig, at vores alle sammens yndlings-gæsterapper sagtens kan selv og derudover er mere produktiv end de fleste af sine kolleger. Nummeret her har været blandt mine favoritter, siden jeg opdagede det. Bøffer på grillen, sol på maven og hiphop på dit stereoanlæg. Det er vel bare sådan, den skal skæres. Ses derude«.
Lyt til nummeret her:



  
 
Kommentarer
Niklas Kiær

TURN IT UP!
Godt at se Dilla involveret.

Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag