Spejderrobot streamer hele sit nye album

Den danske electronica-enmandshær Spejderrobot udsender på mandag 'Manden med de usynlige hænder'. Men allerede nu kan du høre albummet i dets fulde længde her på siderne og læse Mikael Elkjærs gennemgang af albummet.






Lyt til 'Manden med de usynlige hænder' mens du læser gennemgangen af albummet.

01. Der er krabbens bevægelser, og der er togets
»Skrev jeg i en periode, hvor min mormor lå på hospitalet. En del af nummeret blev til i toget mellem København – hvor jeg bor – og Silkeborg, hvor hun var indlagt. På det tidspunkt var hun koblet til en maskine, der trak vejret for hende. Det er derfor, at man både kan høre lyden af tog og min mormors respiration på nummeret. Matthias lagde akustiske trommer på, som sidst i nummeret overtager det programmerede beat. Masser af klap og tamburin bringer høsten i hus. Titlen siger, at der er to principper i verden: Krabbens og togets. Et princip er arbitrært og kaotisk, mens det andet er rationelt og forudsigeligt. Indimellem disse to principper er der opvask, at tage en lur på sofaen, kysse kæresten i nakken, indkøb, tøjvask, snevejr, at betale regninger (til tiden), at læse et digt og at drikke sig i hegnet med vennerne. Eller sagt med andre ord: Livet som vi kender det. Det er iøvrigt min mormor, som pladen er dedikeret til. Hende savner jeg meget«.  

02. Håbet og nåden er større end alle ismer
»Endnu et track hvor Matthias' trommer (og Benjamins smukke optagelser af dem) kom til at spille en afgørende rolle. Ved et tilfælde lagde jeg Matthias' trommer en takt foran resten af nummeret, og pludselig var det som om, at han spillede nummeret frem på trommerne. Omtrent samtidig med at jeg arbejdede på nummeret, købte jeg en lille støjgenerator og fandt et freeware delay-plugin på nettet: Begge dele er ud over hele tracket. Nummeret kandiderede længe til at lægge navn til albummet, men jeg tænkte, at det var for langt og besværligt. I stedet valgte jeg den mundrette og kortere titel 'Manden med de usynlige hænder'. Det kan jeg ikke takke mig selv nok for. 'Håbet og nåden er større end alle ismer' handler om at træffe bæredygtige, værdige og rigtige beslutninger for os selv og kommende generationer. PS. Nåden skal i denne sammenhæng ikke forveksles med den af folkekirken trademarkregistrerede Nåde«.            

03. Du kan ikke tælle ned til et lyn
»Er en kommentar til den hollandske film 'Fitna'. I filmen ledsager instruktøren (og politikeren) Geert Wilders Kurt Westergaards billede af profeten med en bombe i turbanen af en nedtælling, der på filmens lydside ender i et voldsomt brag. Meningen er selvfølgelig den, at bomben bringes til sprængning. Instruktøren udtalte senere, at der var tale om en nedtælling til et tordenbrag. Men så vidt jeg forstår, så tæller man fra lynet og OP til tordenbraget (og man tæller, fordi man ikke på forhånd kender tidsintervallet mellem lynet og braget). Så hey, Geert: Du kan ikke tælle ned til et lyn. Baslyden på nummeret var endnu et lykkeligt uheld. Jeg kom til at koble mit udstyr forkert sammen, og pludselig lød bassen meget mystisk. Prøvede senere at genskabe fejlen. Det lod sig ikke gøre. Jeg var meget fristet til at lade nummeret vende tilbage til det indledende groove, men jeg er glad for, at jeg modstod fristelsen og spillede kostbar (Spejderrobot – verden: 1 – 0)«.   



04. Tifingerfascisme
»Skulle oprindeligt have været et remix, jeg lavede for Gunnar Cleemann. Af forskellige grunde (ingen nævnt, ingen glemt) blev remixet aldrig brugt. Jeg kunne rigtig godt lide Gunnars tremologuitar, og jeg spurgte pænt om lov til at bruge den. Tak Gunnar, fordi jeg måtte. De übergejle trommer spilles af Emil de Waal og blev indspillet med to mikrofoner i en kælder på Nørrebro. Vi havde begge jakke og huer på, fordi der var så forbandet koldt i lokalet. Titlen 'Tifingerfascisme' udsprang af et foredrag, jeg holdt på Designhøjskolen om design af sociale processer: Bænke som man ikke kan ligge på – kun sidde på ('bumproof benches' kaldes de), telefonbokse som ikke kan anvendes af kørestolsbrugere etc. 'Tifingerfascisme' handler om, hvordan indretningen af den fysiske verden medvirker til at konstituere den sociale virkelighed: Om den daglige kamp med at betjene pengeautomater, spisepinde og kortspil (der er at betragte som en hån mod alt det, som vi med usynlige hænder står for)«.  

05. Som et plaster af såret
»Var et af de numre, jeg kæmpede rigtig hårdt for (sammen med 'Manden med de usynlige hænder', 'Der er krabbens bevægelser, og der er togets' og 'Du kan ikke tælle ned til et lyn'). Jeg tror, jeg lavede mindst 60 versioner af det nummer. Titlen kommer af de ret brutale lyde, der befinder sig rundt omkring i nummeret. Oprindeligt hed nummeret 'Jeg bærer provinsen i hjertet'. Mundharpen er spillet af Jarno Varsted, som jeg mødte i Berlin, hvor han kom og spillede sammen med Emil de Waal og mig på en klub kaldet Madame Claude. Samme aften spillede en malaysisk purk: Han tævede sit udstyr og skreg ind i en mikrofon om livets grundlæggende kedsommelighed. Det fik mig til at føle mig meget kunstner-agtig. Som meget andet arbejde i dag foregik samarbejdet med Jarno over nettet. Han lagde mundharpe på sporet – jeg modtog mundharpen og klippede den i stykker. Trommerne var længe helt straight, men det virkede rigtigt at flytte lidt rundt på stortrommeslagene, så de ikke lå helt på beatet. Hvis de unge mennesker på gaden skal tale om mig – så lad dem sige dette: »Fuck, hvor er han wonky!««

06. Ilandsproblemer
»Oprindeligt skrevet som et nummer til 'Falder baglæns ind i i går'. Det blev sorteret fra, fordi det (syntes jeg dengang) var for langsomt. Tværfløjten, spillet i introen af  Øyvind Weingaard, er pitchet to oktaver ned. Senere er den afspillet ved tredobbelt hastighed (og lignende electronica-gøgl). Trommerne håndspillede jeg på et samplepad, med rumklang nok til de næste to George Michael-album. Det er ok, synes jeg: At bordet nogle gange fanger. Et eksempel på et ilandsproblem er, at du møder en gammel ven foran Netto og får hans telefonnummer, blot for at opdage at din allerbedste ven dermed kommer til at stå et tastetryk længere nede i din telefonbog. Du mærker, hvordan du ærgrer dig over, at du skal bruge et tastetryk mere for at sende en sms til din allerbedste ven. Fænomenet blev introduceret for mig af en god ven og stammer fra et svensk satireprogram, der hedder 'HippHipp'«.



07. Statsborger
»Var det første nummer, jeg skrev efter at have udgivet 'Falder baglæns ind i går'. Jeg havde store forhåbninger om at lave et album, der havde »mere skønhed og mere kant«, som jeg formulerede det for mig selv. Statsborger blev det nummer, der satte stemningen for de numre, der fulgte. Den dubbede midtersektion var jeg meget længe i tvivl om. Men det var, som om den flyttede ind i nummeret og blev boende. Er stadig i dag meget stolt af trommeprogrammeringerne i slutningen af nummeret og tomheden i klaverakkorderne, det er sådan lidt 'Squarepusher møder Thomas Newman i en mørk gyde og en af dem får sig et læsterlig drag prygl'. Stemmen, der siger »Men måske bliver jeg en gang dansk statsborger«, er fra et gammelt sprogundervisningsbånd, der gives til udlændinge, når de kommer til Danmark. Jeg elsker, at sætningen begynder med 'men'«.     

08. Manden med de usynlige hænder
»Er et resultat af et samarbejde med Torben Westergaard. Torben havde spurgt mig, om vi sammen skulle lave noget. Det, syntes jeg, var en god ide. Blandt de mange optagelser, vi sammen lyttede os igennem, var cellotemaet, der indleder nummeret. Temaet kom oprindeligt fra et nummer skrevet af Torben, der hedder 'Mari Marisha'. Celloen er spillet af Ida Nørholm – hende har jeg (heller) aldrig mødt. Celloerne i nummerets sidste halvdel er spillet af Ask Futtrup: Nådesløst atonalt. Nummerets titel er inspireret af en dreng, der sagde til mig, at jeg havde usynlige hænder. Det, synes jeg, var et smukt og poetisk billede. Alligevel var det ikke uden rysten på de (usynlige) hænder, at jeg valgte at opkalde pladen efter nummeret. Jeg havde lange diskussioner med venner om, om det var at spille handicapkortet. Jeg tænker, at det svarer til afroamerikanere, der kalder sig niggers, eller socialt og kulturelt udgrænsede danskere, der kalder sig perkere. Det handler om retten til at bestemme, hvordan man vil tales om. At vinde sproget og verden tilbage«.   

09. Arabisk maskinoversættelse
»Det sidste nummer der blev skrevet til pladen. Masser af pumpende klaver og mystiske klange klippet sammen i min fars sommerhus i Fjand. En mus åd mine cigaretter. Det tilgav jeg den aldrig. Aldrig! Nummerets titel er en kommentar til et stadigt mere formørket regime, der forlængst skulle have trukket stikket ud på sig selv. Skam er kun et fattigt ord. Et af flere numre på albummet med en regulær lilletromme på som reaktion på det selvpålagte 'ingen lilletromme-dogme', der gjaldt for 'Falder baglæns ind i i går'. Genremæssigt lidt svært at få hold på: AOD (adult oriented dub), symphontronica, dark orchestral tech, stadion-new age. Lapsteel og bas på nummeret spilles af Troels Bech, der, ligesom mig, hader musik«.