En syngende ål, en vanvittig dominoeffekt og en stram leopard-thong er nogle af de ting, der snart vil indprente sig i din hukommelse. Her viser vi nemlig marts' bedste musikvideo-ekskursioner.
Hvilken video, synes du, er månedens bedste? Giv din mening til kende
i kommentarfeltet nederst på siden.
MGMT 'Flash Delirium'
Instruktion: Andreas Nilsson
MGMT er ikke bare gået apeshit på deres førstesingle. Den nye tilhørende video er om muligt endnu mere out there. Men med Andreas Nilssons ferme hånd bag kameraet giver det på sin egen bizarre måde fuldstændig mening. Selvfølgelig skal der komme en syngende ål ud af halsen på Ben!
Erykah Badu 'Window Seat'
Instruktion: Erykah Badu og Coodie & Chike
Erykah Badu fortryder intet. Men det var ikke uden frygt, at hun i den Matt and Kim-inspirerede video smider al klunset for derefter at blive skudt og falde død om, få meter fra hvor JFK blev myrdet i Dallas.
OK Go 'This Too Shall Pass (RGM. Version)'
Instruktion: James Frost, Syyn Labs & OK Go
De har gjort det før. Og nu gør de det igen. Skaber overskrifter verden over med endnu en omgang opfindsom musikvideomagi. Halvandet måneds forberedelse, 60 optagelser over to dage, og så var den der: En fuldstændig vanvittig one-take-optagelse baseret på en gigastor version af en Rube Goldberg-maskine (der udfører simple ting på en kompleks måde).
Fallulah 'Bridges'
Instruktion: Michael Vogt
Ikke så vanvittig en one-take som OK GO, men stadig bedre end blot ok. I denne video lærer man, at man ikke skal lukke folk ind, man ikke kender. Ellers risikerer man ligesom denne uskyldig Vesterbro-borger at blive afbrudt midt i søndagsfreden af Fallulah og hendes dansetrup i færd med en alternativ form for prank: dance & run.
Signals 'What Dreams'
Instruktion: Vice Cooler
Verdens mest simple præmisser er nogle gange også de fedeste. Og i det her tilfælde også det sjoveste/klammeste alt efter graden af ens lol-hunde-love. Peanutbutter i ansigtet, et kuld søde vovser….and action! Bon appetit.
Holbek feat. Khal Allan og Peter Sommer 'Hvor langt skal vi ud?'
Instruktion: Søren Balle
To knivkastende klovne (Mick Øgendahl og Søren Malling) opbygger langsomt et had til hinanden og bliver mere og mere dekadente og selvdestruktive. En knugende intens musikvideo med en klassisk, men kærkommen surprise-ending.
Monsters of Folk 'Dear God (Sincerely, M.O.F.)'
Instruktion: Lauri Faggioni
Lidt klippeklister-animation og ét langt zoom-in – helt fra det ydre rum og ned gennem huden på en mand. Sådan lyder præmissen til denne fine og særdeles stemningsmættede video fra folk-supergruppens debutplade.
Delorean 'Stay Close'
Instruktion: Weird Days
Videoen er præcis, som jeg forestillede mig, den ville være, da jeg først hørte sangen. De baleariske electroppop-toner passer perfekt (næsten for godt?) til de dreamwave-nostalgiske farvenuancer og det solslidte polaroid-look. Som et fjernt men særdeles festligt minde fra en sommer, der endnu ikke er over os.
Trentemøller 'Sycamore Feeling'
Instruktion: Jesper Just
Første video fra Trentemøllers kommende album er en langsom, mystisk sag, der fint komplementerer sangens dvælende væsen. Videoen er instrueret af den internationalt feterede videokunstner Jesper Just, der har skudt videoen i en ægte amerikansk spøgelsesby med kun ni indbyggere og en snart 50 år gammel minebrand under jorden.
Hunx and his Punx
'You Don't Like Rock'n'Roll'
Instruktion: Justin Kelly
I den ene side af kunstspektret finder man Trentemøller-videoen. I den helt anden beskidte grøft finder vi det festlige bøssepunk-band Hunx and His Punx, der har lavet en video til de dage, hvor en leopard-thong og et labert drag-band er det eneste rigtige!
Du kan altid læse om de sejeste musikvideoer og følge med i de
nyeste visuelle tendenser i World Wide Video-sketionen i Soundvenue
Magazine.
Hvilken video, synes du, er månedens bedste? Giv din mening til kende i
kommentarfeltet nederst på siden.