I sidste uge gav vi jer mulighed for jeres bedste spørgsmål til de danske indierockere i The Kissaway Trail, der for tiden er travlt optaget af at turnere i USA. Nu giver de svar på tiltale.
Bo Birk Smith
: Hvordan er det at spille i USA i forhold til herhjemme? Og hvordan går det med at breake derovre?
»Det, at landet er så stort, og at der er så stor forskel fra stat til stat, er en stor udfordring, men indtil videre har folk virket meget åbensindede og taget rigtig godt imod os. Hvis de syntes, det er godt, kommer de hen. Der er virkelig plads til at være anderledes her i USA, og det føles som om, mulighederne er her«.
Roxanne Lærkesen: Hvad har været den største udfordring ved at lave 'den svære toer'? Følte I jer pressede, eller var det en naturlig udvikling for jer at lave 'Sleep Mountain'?
»Det at indspille og vælge sange til albummet var svært. Sangskrivningen var meget naturlig. Man sad aldrig og tænkte, nu skal der skrives en ny 'Smother + Evil = Hurt' eller '61'. Men som sagt var det at indspille og vælge sange en meget svær proces, da der var en hvis person, der manipulerede og ville have alt for meget at sige. Det gjorde, at vi som band tvivlede på os selv, og det tog et stykke tid, før vi heldigvis fandt ud af, at vi gør det bedst, når det kun er bandet, der tager de endelige kunstneriske beslutninger«.
Rasmus fra Varde: Hvor sundt lever man, når man er på tour i USA?
»Ha, ja hvor sundt lever man? Faktisk lige i dette sekund hvor det her bliver skrevet, er et par stykker af os i motionscenter på hotellet, og Thomas er vist i swimmingpoolen. Man bliver hurtigt træt af nem, dårlig mad. Men vi har for eksempel lige kørt 27 timer i træk for at nå til et show, og der røg der altså pizza og McDonalds indenbords. Jeg tror, det mest usunde er alkohol og cigaretter«.
Kamilla Spang: Hvad er det vigtigste for at få samarbejdet i et band til at fungere over længere tid?
»At give plads til hinanden og ikke at være egoistisk. Man må nogle gange føje sig, så hvis der for eksempel er en af os, der har sovet rigtig dårligt, må man give ham den gode plads i bussen :-)«.
Jonas Toft: Hvilke bands lytter I til for tiden? Både danske og udenlandske...
»Broken Social Scene, klassisk, Passion Pit, Jay-Z, Shapes Stars Make, Pixies, Four Jacks og John Mogensen (Og det er ikke for sjov!!!!!)«.
Robert Larsen: Var alle problemerne omkring 'Sleep Mountain' ved at dræbe jer som band? Hvad fokuserede I på for at komme igennem det hele?
»Det må man sige ja til, men problemet i sig selv bragte os sammen, da det ikke var et internt problem i bandet, og vi fokuserede på musikken, som VI ville have den, og det fik os igennem«.
Alexander Julin: Er der et eller flere steder, I især glæder jer til at komme omkring på jeres tour, og hvor ønsker i højest at komme til at spille?
»Bare det at være her i USA er stort, en drøm som man kun har kunnet følge i film, men SXSW glædede vi os til, og det var virkelig fedt. New York og Californien bliver også en stor oplevelse. Jeg tror, at det største for os lige nu ville være at kunne headline vores egen tour her i USA. Det er også målet!«
Andreas Mai: Hvor eller hvad er inspirationen til nummeret 'Enemy'? Et nummer jeg personligt er rigtig glad for og klart et af de bedste på 'Sleep Mountain'. Det skiller sig ud fra resten med sit til tider urytmiske beat.
»Det startede med, at jeg (Thomas Fagerlund, red.)på et engelsk motorvejsmotel, mens vi var på tour med Editors, skrev temaet på et lille BR-keyboard. En morgen to år efter, i perioden hvor vi skrev sange til 'Sleep Mountain', var der en solsort, der blev ved med at pippe ude foran mit indspilningsværelse, og efter at have hørt på den i et stykke tid blev det pludselig til et beat, som jeg manipulerede med en smule. Kan ikke huske, hvordan det blev motorvejstemaet, der fik plads i det beat, men denne sang kom bare til. Mens andre sange må presses ud gennem flere måneder.
Søren og jeg besluttede meget tidligt i indspilningsfasen, at vi ikke ville have tekster i vores cover af den grund, at folk selv skulle finde meningen i sangene. Meget hippie-agtigt, men så snart albummet kommer ud i butikkerne, er sangene ikke længere vores. Det har dog været vildt irriterende at læse anmeldelser, hvor de citerer teksterne forkert, for eksempel i FLY Magazine hvor han tror, jeg synger »Humans in their green livery«, og sviner mig til«.
Andreas Vestergaard: Hvad er der sket med det album i indspillede og derefter droppede? Vil det nogensinde se dagens lys?
»De to bonussange på den danske udgivelse er fra det første udkast. Både indspilning og mix. Når man indspiller, vil der altid være sange, der falder fra. I dette tilfælde var det hele albummet. Men vi lavede ikke 12 nye sange, da vi gik i studiet i anden omgang. Der blev lavet tre-fire nye, og så brugte vi de sange, vi følte stadig holdt«.
Thorbjørn Kappel Hansen: Det er tydeligt at høre, I er meget inspireret af bands som Arcade Fire og The Flaming Lips, men er det også det, I lytter mest til?
»Det er meget muligt, at folk relaterer til de bands, når de hører vores musik, men de har på ingen måde været en inspirationskilde. Vores inspiration kommer af den følelse, vi får, når vi lytter til vores idoler, som for eksempel er Neil Young, Dire Straits, Pixies, filmmusik, Blonde Redhead, Grandaddy og ikke mindst The Beach Boys. Vi forsøger på ingen måde at imitere andre, det ville for os være det samme som at kaste håndklædet i ringen rent kunstnerisk og professionelt, men den følelse, vi får af den musik, der inspirerer os, forsøger vi at frembringe i os selv via vores egen musik. I øvrigt den samme følelse vi forsøger at frembringe i alle andre mennesker også«.