Interview: The Antlers

I morgen giver The Antlers deres første, for længst udsolgte koncert herhjemme på JazzHouse som en del af vores Soundvenue Sessions-koncept. Læs interview med det seje Brooklyn-band her.










»Når du spiller live, indser du, hvor svært det er at huske teksterne! De betyder meget for mig, men ååh, der er også virkelig mange ord. I aften skal vi spille det næstsidste nummer på pladen, og det er jeg meget nervøs for«. Frontmand i The Antlers, Peter Silberman, har nerverne udenpå tøjet i en grad, så det skinner igennem telefonnettet og hele vejen over Atlanten. Jeg fanger ham på dagen for bandets releasefest med tilhørende koncert i Mercury Lounge i New York. Et ikke helt beskedent sted for et ungt band. Men tingene er også gået hurtigt for The Antlers.

»Det kom som et chok for os. Efterspørgslen blev større og større, og til sidst kunne vi nærmest ikke følge med længere. Vi sad jo bare derhjemme og sendte pladen ud til de folk, der havde bestilt den«, fortæller den beskedne frontmand om debutalbummet 'Hospice', som bandet udgav på egen hånd i marts. Hurtigt blev både første og andet oplag udsolgt.

Men nu er det slut med hjemmearbejdet. French Kiss Records, der også huser Passion Pit og The Dodos, har taget det unge band til sig, og nu genudsendes 'Hospice' altså for tredje gang. Og med et rygklap i form af en 8.5-anmeldelse fra den gyldne møggreb Pitchfork og en forestående nordamerikansk turné ligner tredje gang lykkens gang.

Drømmen er blevet virkelighed for Peter Silberman, der flyttede til New York for at være alene med sin musik. Ikke desto mindre var det en følelse af at være det forkerte sted, der jog unge Silberman over East River til ethvert indiebands shangri-la, Brooklyn. Men han føler nu ikke, at hans band tilhører nogen særlig Brooklyn-scene, og der er da også langt fra abeburet i Animal Collective til The Antlers' sprængfarligt storladne mini-symfonier, der nok skal gå lige lukt i hjertekulen hos fans af for eksempel Arcade Fire.



Bandfølelsen er vigtig for Silberman. Både for musikken, men også for den unge sangskriver som lige så godt kunne have udgivet 'Hospice' alene og scoret al opmærksomheden og alle damerne selv. Men sådan skulle det ikke være.

»Jeg havde en klar intention om at få et band med. Jeg var blevet så træt af at gøre alting selv. Noget så simpelt som at øve er bare meget sjovere, når du er i et band. Det stinker virkelig at øve alene! Jeg hader det. Men med bandet er det fedt. Det er nok sundt, at ideerne ikke kun kommer fra dit eget hoved hele tiden«.

Resultatet er et både smukt og storslået album, blottet for fjolleri og andre kronisk ironiske beskyttelsesskjold. Komplet med litterære attributter i form af prolog og epilog og med fuld smæk på både falset og crescendo er den unge trio ikke bange for at gå i flæsket på livets mørkere sider. Deraf også hospitalstemaet der gennemsyrer 'Hospice'.

»Forholdet mellem en patient og en sygeplejer på et hospital kan godt sammenlignes med andre menneskelige forhold«, siger Silberman. »Der vil altid være én, der er mere afhængig af den anden, for ingen er lige stærke hele tiden. 'Hospice' er det ekstreme af dette samspil. Der hvor du går hen for at dø.
Der hvor der ikke længere er nogen vej tilbage«.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #33.