De mødtes på Roskilde Festival, hvor de begge to optrådte, og fandt lynhurtigt takten sammen. Læs interview med Danger Mouse og The Shins-sangeren James Mercers omtalte duo Broken Bells her.
Tilbage i 2004 rendte to mænd ind i hinanden i backstage-området på Roskilde Festival. De fandt hurtigt ud af, at de var gensidige beundrere af hinandens musik. De to mænd snakkede om, at de en eller anden dag burde lave noget musik sammen. Over fem år er gået, og nu er de tilbage i Danmark, hvor det hele startede. De er her for at snakke om den plade, de har lavet sammen under navnet Broken Bells. Hvem der gemmer sig så bag navnet? Det er såmænd den hyperproduktive producer og multiinstrumentalist Danger Mouse, der har teamet op med en af de bedste stemmer i amerikansk indierock, James Mercer fra The Shins.
Egentlig burde samarbejdet ikke komme som nogen overraskelse. Danger Mouse har trods alt siden sit første møde med James nærmest gjort det til sit varemærke, at samarbejde med kunstnere fra alle ender af genrespektret. Udover det succesfulde samarbejde med Cee-Loo i Gnarls Barkley har den 32-årige wonderkid tilført sit midas touch til album med så forskellige navne som Beck, Gorillaz, MF Doom, Sparklehorse, The Black Keys og The Good, the Bad and the Queen. Et imponerende og alsidigt cv der nu med Broken Bells er blevet udvidet med endnu et interessant projekt.
Albummet er blevet til i al hemmelighed det sidste års tid i Danger Mouses hjemmestudie i Los Angeles. Der har ikke været noget forventningspres, og musikken har fået tid til at udvikle sig og blive gennemarbejdet uden hastværk. Noget Danger Mouse virkelig har sat pris på, fortæller han siddende i en sofa ved siden af sin nye partner-in-crime.
»Hvis folk kendte til projektet, og vi var klar over, at folk kendte til det, ville der have været en masse forventninger. Men vores hovedfokus var at lave noget, der var virkelig gennemarbejdet og godt. So what hvis det lyder som os – det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg kan lide det, James laver, og vice versa«.
James uddyber: »Men der er da en tendens til, at man ikke har lyst til at gøre det, som folk forventer af én. Men med den trods følger ikke nødvendigvis god musik. Så det var heldigt, at vi ikke behøvede at bekymre os om det og i stedet kunne koncentrere os om at lave noget, vi synes var godt. Hvis Broken Bells lyder som os, er det da bare fantastisk«.
Frugtbart samarbejde
Broken Bells synes da også at være den perfekte syntese mellem de to kunstneres musikalske udtryk. Når man lytter til albummets ti skæringer, er der ingen tvivl om, hvem der står bag. Danger Mouse har efterhånden udviklet en signaturlyd, hvis hovedingredienser – de knastørre, håndspillede hiphop- og soul-inspirerede beats, dødsens groovy basgange og spacy og psykedeliske 60'er-orgler – danner de lydmæssige rammer om James Mercers karakteristiske, lyse vokalbidrag. Det er en lyd, der både trækker tråde tilbage i tiden, men som samtidig fremstår enormt tidssvarende. Men hvor klar var de egentlig over, hvad de ville lave, da de gik i gang?
»Det var en ret organisk proces«, siger Danger Mouse. »I starten lyttede vi til musik sammen og fandt hurtigt ud af, at vi kunne lide mange af de samme ting. Men da vi så endelig gik i gang med at lave pladen, snakkede vi ikke rigtig om, hvad det præcis var, vi ville. Vi gik bare i gang med at skabe ting og så, hvor det bar henad. Hvilket egentlig er ret overraskende, når man lytter til resultatet. Der var ikke nogen gennemtænkt plan«.
For James, der normalt er vant til at sidde alene med en akustisk guitar, når han komponerer, har det været en meget mere dynamisk måde at arbejde på. »Det hele bliver bare en større fornøjelse, når man har to hjerner til at arbejde på ideerne, så man ikke går i stå. Hvis Brian (Danger Mouse, red.) får en idé, kan jeg måske hjælpe med at finde ud af i hvilken retning, vi tager den. Så man kan multitaske, hvilket gør det hele meget sjovere«, fortæller han begejstret.
»Nogle gange fik jeg en simpel idé, der bare føltes rigtig«, fortæller
Danger Mouse og uddyber: »Så overtog James og begyndte at rode med
ideen på egen hånd. Tog den et nyt sted hen, som jeg ikke havde regnet
med. Og vice versa. Vi er ikke nødvendigvis klar over, hvordan vi når
frem til det, vi gerne vil, men vi ved som regel, når vi er der«.
Gensidig respekt
Når man snakker med dem, fornemmer man en genuin, gensidig respekt mellem de to. Selvom det med tiden udviklede sig til et tæt venskab, var udgangspunktet for samarbejdet, at de var store fans af hinanden. For Danger Mouse var det bedste ved at lave pladen, at han fik en chance for at arbejde med en helt unik stemme.
»Det er lige meget, om det er en simpel sang eller noget meget komplekst. Resultatet er altid originalt. Som fan og lytter har jeg altid kunnet regne med ham, men nu er jeg også selv blevet en del af det. Hver gang det var tid til at optage vokaler, kunne jeg stole på, at der ville komme noget virkelig godt ud af det«.
Og beundringen er gengældt fra James' side. »Brian har en anderledes måde at gøre tingene på. En helt anden tilgang end mig. Han er virkelig kreativ og gør en masse overraskende ting, som jeg aldrig selv ville have overvejet. Der sker altid noget nyt og anderledes. Det har jeg enormt stor respekt for«.
»Jeg har lært meget af vores samarbejde«, fortsætter Danger Mouse. »Det har givet mig mere selvtillid til at gøre de ting, jeg gerne vil. Hvis jeg kan skabe noget, der er på niveau med ham, eller som han kan lide, føler jeg mig mere selvsikker og tør at tage flere chancer«.
Behov for at prøve noget nyt
Som stor fan af The Shins kan jeg ikke dy mig for at spørge James, hvorfor han lige netop valgte at kaste sig ud i at lave en plade med Danger Mouse i stedet for at arbejde på en opfølger til den fremragende 'Wincing the Night Away' fra 2007. Var det en måde at undslippe det forventningspres, der naturligt følger i kølvandet på så populær og rost en plade?
»Ja, det kan man godt sige. Jeg følte en masse forpligtelser overfor hele organisationen omkring The Shins. Jeg var omdrejningspunktet for hele maskineriet, og det drænede mig og tog energien fra mig. The Shins havde været mit liv i ti år, og jeg var nysgerrig for at prøve at have en anden rolle i et kreativt projekt. Da Brian fandt ud af, at jeg prøvede at finde noget andet at lave, foreslog han, at vi slog hovederne sammen og begyndte at skrive sange. Jeg tænkte bare »Hell yeah! Det er perfekt!««.
At samarbejdet viste sig at være så fornøjeligt og frugtbart var ikke givet på forhånd. I det hele taget har det bare været en kæmpe fornøjelse for dem begge at lave pladen, fortæller Danger Mouse.
»Hele processen har været vildt cool. Jeg fandt noget godt i det her samarbejde, og det tændte jeg virkelig på. Jeg har faktisk aldrig nydt at lave en plade ligeså meget, som jeg har nydt at lave denne«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #38.