I sidste uge gav vi jer mulighed for at stille Efterklang spørgsmål. Nu har den travle gruppe taget et afbræk i deres igangværende tur til USA for at svare på dem.
Kasper Holm: Apropos 'Modern Drift'-videoen, kan I så godt lide Per Kirkeby?
»Det kan vi i hvert fald, men der er ikke helt band-enighed om, hvor meget vi kan lide ham. 'Modern Drift'-videoen kommer mere ud af vores begejstring for Jørgen Leth. Vi elsker hans film, og Tour de France er intet uden ham. Faktisk er albumtitlen inspireret eller måske nærmere stjålet fra en af hans film. Vi er også vilde med Kristian Leth, og det var sådan, at 'Modern Drift'-videoen kom i stand«.
Mathias Maagaard: Havde I i overvejelserne til 'Magic Chairs' tænkt, at 'Tripper'-lyden skulle tilbage – tunge synths og elektroniske beats? I er jo i en konstant udvikling, og det kunne jo være, at I havde overvejet lidt at gå tilbage.
»Vi havde en tanke og idé om at tage de bedste elementer med os fra tidligere udgivelser, deriblandt en del af de elektroniske elementer fra 'Tripper'. På det område var målet denne gang i højere grad at splitte den akustiske og elektroniske verden lidt fra hinanden, modsat de seneste års arbejde med at få dem til at smelte sammen«.
Buster Ask Taudal Andersen: Hvem er Danmarks lækreste band? Og hvem er den lækreste i Efterklang?
»Det må være Oh No Ono. Ikke nok med at de laver vidunderlig musik, men de ser også brandgodt ud. Indenfor vores fire vægge synes jeg, vores guitarist Frederik Teige klarer sig ret godt for tiden. Han er netop blevet klippet og ser simpelthen så skarp ud! Nu mangler han blot en moustache...«
Roxanne Lærkesen: Hvor finder i jeres inspiration? Billeder, film, tøj?
»Den kommer mange steder fra. En fantastisk film som 'Antichrist' eller en god sang som 'Streets of Philadelphia', et album som 'Graceland' (Paul Simon) eller en koncert med Deerhunter kan for eksempel sætte ting og sager i gang og få det til at krible i fingrene«.
Maria Møller: Hvad har gjort, at jeres meget alternative specielle lyd fra 'Tripper'-albummet er gået over til noget, der er mere imødekommende og mainstream? Ikke at det er en dårlig ting overhovedet at være mainstream, for jeg er selv meget imponeret over 'Magic Chairs', men i forhold til debuten tror jeg, dette album er langt mere udadvendt for mange, i forhold til 'Tripper' som var mere speciel og med mindre vokal.
»Det er svært at svare præcist på, hvad der er sket, og hvorfor lyden har udviklet sig, som den har gjort. Vi har grundlæggende altid ønsket at eksperimentere og forny os selv for hvert album/projekt. Mest af alt fordi det som regel er en intens proces at lave et album, så når vi står på den modsatte side, føles det umiddelbart forløsende at bevæge sig et nyt sted hen. Ikke for at glemme os selv, men for at udfordre kernen i det vi laver«.
Bella Thorshave: Hvad er jeres største drøm?
»Lige nu og her: En koncert på månen og et undervandsstudie i det caribiske øhav«.

Frederik Buhl Kristensen: Jeg læste en artikel i Politiken for et par år siden, hvor de havde interviewet flere internationale spejdere under Spot Festival. I var dem, der blev allermest fremhævet, og I blev rost for at skille jer ud og ikke falde ind i mængden. Det er ikke den eneste gang, jeg har hørt det. Hvad er det, I kan, som adskiller sig fra resten af den danske musikscene?
»Det vil jeg lade være op til folk selv at afgøre. Det er til gengæld vidunderligt at opleve så mange seje bands, som Danmark i øjeblikket fostrer. Det føles virkelig som om, en ny dansk scene er blevet etableret, og det er simpelthen det bedste, der er sket siden, tja...«
Kasper GP: Hvordan er det at være signet på sit eget pladeselskab? Skaber det nogen interessekonflikter i forhold til de andre signede bands?
»Det er fantastisk! Der er naturligvis en masse arbejde i forbindelse med at udgive vores egen musik. Rasmus er udover at være bassist også vores manager, og det er også ham, som tager sig af Rumraket, så han har nok at se til. Vi har altid gjort de bands og artister, som udkommer på Rumraket, opmærksomme på, hvordan det hele hænger sammen, og vi har aldrig prøvet at spille med flere muskler, end vi har. Kun arbejdet med artister som vi syntes om, og som forstår os både som Rumraket og som Efterklang. Vi vil det bedste for de bands, vi arbejder med, og nogen gange ved vi godt, at det bedste er, at de bevæger sig andre steder hen. Det er mere en vennekreds end et pladeselskab, kan man vist godt sige«.
Philip Bender: Hvad er den bedste oplevelse, I har haft med at spille live? Hvis I skulle tilføje en kendt musiker til jeres line-up, hvem skulle det så være og hvorfor?
»Et af de helt store højdepunkter var sidste års South by South West-festival i Austin, Texas. Det var kulminationen på en virkelig dejlig USA-turné og samtidig også her, vi og 4AD, som udgiver Efterklang udenfor Skandinavien, besluttede os for at arbejde sammen. Det var en drengedrøm, som gik i opfyldelse. Lige for tiden går vi og venter på, at vores violinist Peter Broderick får fikset sit knæ, så han kan komme tilbage til vores live-band. Han er da ret kendt!«
Teis Gørtz: Tillykke med 'Magic Chairs' og de flotte anmeldelser. Det er egentlig mere et spørgsmål til Casper – har du nogle planer om at udgive noget i dit eget navn på et tidspunkt, eller vil du forsætte med at lave remakes og remix af andre bands?
»Tusind tak! Jeg har ingen konkrete albumplaner på nuværende tidspunkt, men jeg har en drøm om en dag at få samlet nogle af de idéer og løse ender, som jeg har liggende rundt omkring«.
Kasper Holm: Tvivler I aldrig på jer selv og bandet?
»Absolut, det sker af og til, men det sker lige så ofte, at vi bliver bekræftet i det, som vi foretager os«.
Mafiabøssen: I flere interviews får man fornemmelsen af, at Efterklang er glade for ost. Derfor mener jeg, at 'Ostesangen' fra Sebastians musical 'Skatteøen' burde indgå i en Efterklang-version på den kommende turné. Hvad skal I have for det?
»Det er fuldkommen korrekt, eller det vil sige, en del af os er ret så glade for ost. Hvis I skaffer Sebastian, så ligger vi musik og korstemmer til, aftale?«