Med 'Spinning For the Cause' slog I Got You on Tape for alvor fast, at de hører til i den hjemlige indierock-front, og i næste uge dyster de om hovedprisen til P3 Guld. Vi fangede forsanger Jacob Bellens til en snak om hvilke hiphop-album, han dyrker for tiden, bandets seneste belgiske turné i en nedslidt tourbus og på hvilke Vesterbro-cafer, han drikker sin kaffe.
Det bedste album lige nu?
»'Birth of a Prince' af RZA. Albummet er et par år gammelt, men hans produktioner, tekster og arrangementer er tidløse. Hans arbejde med Wu-Tang Clan har stået lidt i stampe de seneste par år, men hans soloting bliver efter min mening bedre og bedre. Check også hans album under aliasset Bobby Digital. Første gang jeg hørte dem, blev jeg enormt skuffet og smed begge plader ud af vinduet fra femte sal i min gamle lejlighed. Det har siden ændret sig til stor kærlighed«.
Dit yndlingsnummer lige nu?
»'Step It Up' af Akrobatik. Nyere rapper fra New York, ved faktisk ikke så meget om ham, andet end at hans album 'Absolute Value' holder vand og er virkeligt godt. Hiphoppen dør efter min mening aldrig, så længe vi har folk som ham til at holde genren i gang. Tracket og det dertilhørende album fyldte mine ører en god del af sommeren. Det kan anbefales, han har en sindssyg energi, og man bliver ganske enkelt i godt humør af hans nærvær overfor en mikrofon«.
Hvad er din nye yndlingskunstner?
»Er blevet meget glad for Eroll Garner på det seneste. Især pladen 'Concert by the Sea' har været at finde på min pladespiller mange gange hen over vinteren. Det er lidt snyd at kalde ham min 'nye' yndlingskunstner, da han indspillede sine bedste ting i 50'erne og 60'erne. Det handler kort sagt om en meget enkel og smuk klaverjazz fra fortiden, som gør de fleste mennesker, jeg kender instinktivt glade og tilfredse. Meget dejligt«.
Din sidste store koncertoplevelse?
»Taxi Taxi! på Lille Vega til Tigersprings label night her i efteråret 2009. Jeg blev ret overrasket over de to svenske tvillinger og deres sange. De spiller godt og er mildest talt underholdende på en scene, både teknisk og kunstnerisk. Stor tommelfinger op herfra«.
Hvor gik din sidste rejse hen?
»Belgien og Luxembourg, på tour med I Got You on Tape. Vi havde en del problemer med vores bil og kørte 700 kilometer med et forhjul, vi tvivlede stærkt på. Køreturen hjem gik bedre, da først vi havde lært at bruge vores GPS... Koncerterne gik rigtig godt, og vi ender nok med at udgive den aktuelle plade dernede inden længe. Husk: Når man er i Belgien, skal man smage deres muslinger med fritter eller tatar med samme«.
Årets bedste køb?
»To styk Shure SM57-mikrofoner på eBay. Jeg satser på at blive bedre til at optage og indspille i løbet af det næste stykke tid, da jeg med tiden godt kunne tænke mig at have mere styr på den proces, det er at indspille. Gear har aldrig været den største udgift for mig, men det er vist ved at vende. Jeg finder oftere og oftere mig selv ude at shoppe grej, gamle instrumenter med mere. Målet er, at det på et tidspunkt bliver til et par plader, hvor materialet stadig er på demo-stadiet«.

Hvor har du sidst købt tøj?
»Min lokale skateshop hos Thomas i Sidewalk på Istedgade. Såvidt jeg husker en stribet sweater. Han er altid god for en handel og er desuden vældigt sød. Hils ham fra mig når du køber dit nye skateboard«.
Hvilken ny film vil du anbefale andre at se?
»Det er meget lang tid siden, jeg sidst har været i biografen, men glæder mig allerede til 'Terminator 5', når/hvis den kommer. Derudover har jeg endnu ikke set 'Avatar'. Det bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg glæder mig ret meget til på trods af, at de blå væsner, det hele handler om, virker lidt fesne ud fra mit synspunkt«.
Hvilken bog har du sidst læst?
»'As a Man Thinketh' af James Allen, meget anbefalelsesværdig. Idéhistorie eller tidlig selvhjælpslitteratur, vælg selv. Grundstof til tankebanerne og en af de helt store nyere tænkere i det hele taget. Opdagede ham først for et par år siden men har fået læst op på de fleste af hans ting nu og kan læse dem om og om igen«.
Hvad var dit sidste gode måltid?
»Juleaften hos min far: En virkeligt veltilberedt flæskesteg som kom bag på både mig og ham. Den reddede julen egenhændigt«.
Hvilken hjemmeside har sidst udvidet din horisont?
»Learnoutloud.com. Lydbogsmekka for de videbegærlige. Jeg har brugt det en del til at hive mp3-filer ned de sidste par år. Stort set alt er tilgængeligt, og de har desuden en overdrevet sektion, der hedder 'Free Stuff' med gratis downloads af flere hundrede titler. Fantastisk sted og et af mine yndlingssteder på nettet i det hele taget. Hiv det ned, læg det ind i din iPod og gå en tur med en god bog i ørerne. Luksus og fagre nye verden i mine øjne«.
Hvem ser du mest op til?
»Mine venner og kolleger. Derudover min familie og enkelte kunstnere der klarer sig igennem et helt liv uden alt for mange tabloid-historier og sladderpresse associeret med deres navn, samtidigt med at de bliver ved med at lave kvalitet«.
Dit stamsted?
»Darling, Bang & Jensen og Riesen. Alle på Vesterbro. Kommer der jævnligt, da det hele er lige rundt om hjørnet fra mit hjem, og det er hyggelige steder alle som et. Jeg giver en kaffe, når/hvis vi ses«.
Din sidste gode gerning?
»Jeg holder ikke nødvendigvis styr på det, men jævnlig slukning af tændte cykellygter i min bydel i vinterhalvåret tæller vel også?«