Opsamling 2009: Twins Twins

Phoenix 'Wolfgang Amadeus Phoenix'
»Jeg fik en infektion i år. Vel er pladen her ikke lige udødelig i alle passager, der er for eksempel visse sange, jeg ynder at springe over, men kun for at nå frem til andre. Jeg begærer mine hits. Og forholder det sig ikke nærmest de facto sådan med de (pop)værker, der for alvor vinder terræn, at der er sange, som tager medaljerne i det lange løb? Jeg kender kun lidt til andre lytterfaringer. Jeg forstår ikke folk, der hævder, at 'Lisztomania' og '1901' ikke er giga pophits. For de er jo giga pophits. Også 'Girlfriend' har haft en vis betydning til dette års mærkelige fester. Når vi taler guitarpop, har jeg svært ved at se nogen gøre det mere luksuriøst end dem her. Knepper Phoenix? Ja, det gør de. Men de kalkulerer i det mindste ikke med mine følelser og mine billeder. De hvirvler et potentiale op, og jeg er selv med til at bestemme, hvad jeg gør med det«.

Health 'Get Color'
»Dette band er næsten ligeglad med sangskrivning. Men så er der en lyd. Det er nok nærmere den, det handler om for Health«.

Dirty Projectors 'Bitte Orca'
»Er der ingen, der sammen med mig vil hævde, at 'Sung Tongs' er vigtigere end 'Merriweather Post Pavillon'? Mere snigeren pionerisk, mere esoterisk? Lidt kontrær blev jeg måske og fravalgte Animal Collective, selvom de naturligvis godt kunne have været til stede her. I stedet udpeger jeg Dirty Projectors og deres åbensindede elitepop. Måske har jeg fået min overdosis Brooklyn-sværmerier, men de udgår jo også i højere grad fra benævnelsesafhængige medier, end fra bandsene selv. Måske lige bortset fra opportunistiske Neon Indian. Jeg har lyttet meget, nysgerrigt til 'Bitte Orca' og har spekuleret over rørthed. Bliver jeg rørt af 'Bitte Orca', kan jeg elske den? Måske ikke. Måske hænger det ikke sådan sammen for mig, at jeg bliver rørt af så højt et bevidsthedsniveau. Til gengæld eksponeres jeg for en vital mangfoldighed, og hørt sådan er det en fantastisk plade«.