Video-varmup: Placebo
- Soundvenue
- 12. november 2009, 00:01
-
Feature
I aften blæser Placebo taget af KB Hallen. Vi varmer op med nogle af deres sejeste videoer, der blandt andet byder på halve mennskekroppe, sultne hajer, en påvirket Brian Molko og et af verdens største radioteleskoper.
'Nancy Boy' (1996)
Det klassiske singlehit fra Placebos selvbetitlede debut hvor de dengang unge knægte for alvor satte sig igennem og viste verden, at de bestemt ikke lægger fingre imellem. Og der bliver heller ikke holdt igen i dette bizare cirkus af en video, hvor den menneskelige krop i den grad bliver sat på prøve.
'You Don't Care About Us' (1998)
Det starter smukt med betagende selvlysende gobler i en stor fisketank i London Aquarium, indtil en grådig haj kigger forbi, og trion ender som dens frokost til stor fornøjelse for en heppende skoleklasse. Nummeret er taget fra gruppens andet album 'Without You I'm Nothing', hvor blandt andre David Bowie kiggede forbi, og som sørgede for, at USA fik åbnet øjnene en smule for det britiske band.
'Taste in Men' (2000)
Placebos guitarforvrængede bud på en kærlighedssang fra 2000-albummet 'Black Market Music' med et indledende kraftfuldt vink til Pink Floyds 'Let There Be More Light' fra 1968. Og i videoen går trioens erklæret biseksuelle frontmand Brian Molko på damejagt.
'The Bitter End' (2003)
Med albummet 'Sleeping With Ghosts' fra 2003 etablerede Placebo sig som en gruppe, der kunne underholde et fyldt stadion og sælge mange album. Og hvorfor ikke gøre opmærksom på det ved at tage en af verdens største radioteleskoper i brug som scene, iføre sig heftig sort øjen-makeup, store solbriller, man kan spejle sig i, og überstramt tøj, bare fordi man kan.
'Meds' (2006)
Molko håndterer berømmelsen 'the Hunter S. Thompson way' i selskab med forvrængede ansigter, syngende sofaer, blinkende malerier, mikroner med øjne og talende dåser. Nummeret 'Meds', hvor The Kills-sangerinden Alison Mosshart er med på refræn, er taget fra 2006-albummet af samme navn, som i øvrigt også blev det sidste album med Steve Hewitt bag tønderne, som han forlod året efter.
'Battle For the Sun' (2009)
Så runder vi år 2009, og de erfarne rockhåndværkeres seneste album 'Battle For the Sun', der så dagens lys i juni måned. Og på titelnummret byder drengene os indenfor i studiet, hvor der er rig mulighed for, at de nysgerrige kan få et ordentlig kig på gruppens nye mand med trommestikkerne, den kun 23-årige Steve Forrest.
'Ashtray Heart' (2009)
Hvis du lider af epilepsi, er det nok en dårlig idé at trykke play, for trioen bades i tempofyldte farveeksplosioner på tredje-singlen fra 'Battle For the Sun'. Bonusinfo: Nummerets titel 'Ashtray Heart' ikke kun fuldstændig i Placebo-ånden, det er såmænd også gruppens oprindelige navn.
Anmeldelser
Live-anmeldelser