Årtiets bedste musikvideoer

  • Print

Soundvenue Decade Issue, hvori vi ser tilbage på årtiets bedste album og største øjeblikke, udkommer på fredag (meld dig ind i Soundvenue Friends og få det leveret med posten). I den forbindelse har vi samlet 15 af de bedste musikvideoer fra det forgangne årti.

I det snart forgangne årti forvandlede MTV sig til en reality-tv-kanal, og pladebranchens økonomiske råderum blev kraftigt formindsket. Ved indgangen til 00'erne så det med andre ord sort ud for musikvideoen.

Men samtidig begyndte internettets kreative frirum at modnes. Blogverdenen blomstrede, kamera- og computerudstyr blev billigere og instruktører lærte, at man blot med en god idé ikke behøver 'November Rain'-agtige budgetter for at lave fortrinlige musikvideoer. I 2005 landede Youtube tilmed som en platform for disse genistreger, og i dag kan vi se tilbage på et årti spækket med herlige videoer, hvad end de er fantasifulde, morsomme, chokerende eller tårevædede.

Hvilke videoer, synes du, er årtiets bedste? Giv din mening til kende i kommentarfeltet nederst på siden.



Fatboy Slim 'Weapon of Choice' (2000)
Instruktion: Spike Jonze


Alles ønskeonkel, skuespilleren Christopher Walken, dansede sig ved årtiets indgang direkte fra kultfilms-verden og ind i alles hjerter med frække hoftevred og supersimpel, genial instruktion fra vel nok de sidste to årtiers største musikvideo-magiker, Spike Jonze. Så var årtiet i gang!



The Avalanches 'Frontier Psychiatrist' (2001)
Instruktion: Tom Kuntz & Mike Maguire


Hvordan skaber man en visuel repræsentation af en sang fra et album, der udelukkende består af over 900 samples? Man lader da hver enkelt sample blive besjælet af levende væsener. Udføreslen, humoren og ikke mindst gensynsglæden er så bemærkelsesværdig, at man ikke kan høre sangen uden at se videoen for sig.



The White Stripes 'Fell in Love With a Girl' (2002)
Instruktion: Michel Gondry


Den visuelle troldmand Michel Gondry gav Lego et ordentlig skud street-cred med sin vanvittige video, der klods efter klods viser plastiklegetøjs-udgaver af Meg og Jack rocke ud. Videoen skød for alvor bandets karriere i gang og var tilmed den sejeste af sin art ...lige indtil for nylig.



Pulp 'Bad Cover Versions' (2002)
Instruktion: Jarvis Cocker & Martin Wallace


I efterdønningerne på ironiens årti, 90'erne, vendte ironikeren over dem alle, Jarvis Cocker, tilbage med en af årtiets sjoveste videoer. I en genial selviscenesættelse fik bandet cremen af celebrity look– og ikke mindst sound-a-likes til at synge deres sang i bedste 'Band Aid'-stil. Liam, Robbie, Bono, de er der alle.





Junior Senior 'Move Your Feet' (2003)
Instruktion: Shynola


De letbenede takter fortsatte året efter med Junior Seniors verdensomspændende hit, hvis 80'er-toner blev fornemt visualiseret gennem en sej fattigmands-animation, der emmede af gamle arkadespil. Shynola fik i år et comeback med den opfindsomme kridtstregs-video for Coldplay.



Carpark North 'Human' (2005)
Instruktion: Martin De Thurah


Også Martin de Thurah fik Danmark på kortet med sin måbende flotte video til Carpark North. Videoen fik velfortjent åbnet omverdens øjne for hans unikke hverdags-detaljerigdom og overnaturlige overtoner, som han også perfektionerede i den famøse Röyksopp-video. I selskab med folk som Adam Hashemi og Good Boy Creative-holdet er der god grund til at håbe, at de gode danske musikvideo-takter fortsætter det næste årti.



Vitalic 'Poney Part II' (2006)
Instruktion: Pleix


Slowmotion-æstetikken blev brugt lige lovligt flittigt, især i det sidste halvdel af årtiet. Denne her sag var med til at inspirere en hel bølge af wannabes, men kun få har med så simpel en idé – i dette tilfælde et par hunde, der smides op i luften – fungeret så fornemt.



OK GO 'Here It Goes Again' (2006)
Instruktion: Trish Sie


Da OK Go lagde deres low-budget løbebånds-video ud på Youtube, spredte den sig rundt om kloden som en steppebrand. En skelsættende video, der for alvor viste hvor meget Youtubes virale markedsføring kan gøre for et band. Nu over 41 millioner views og sidste år den 27. mest sete video på Youtube taler sit helt eget sprog.



Bat For Lashes 'What’s a Girl To Do' (2007)
Instruktion: Dougal Wilson


Rådet for større færdselssikkerhed vil sikkert sige »Hvor er cykelhjelmene?!«. Men ser man bort fra den frygtløse omgang med cyklerne, kan man kun bøje sig i støvet for den seje koreografi i videoen, der i dette årti kun fik alvorlig konkurrence fra Feist og især Sias musikvideo. Dougal Wilson stod desuden også bag årtiets sejeste promovering af powertools med musikvideoen til electrohittet 'Satisfaction'.



Arcade Fire 'My Boody Is a Cage' (2007)
Instruktion: J. Tyler Helms (fan-video)


Arcade Fire lavede et par seje videoer i årtiet, blandt andet et par interaktive, men den bedste var faktisk en fanlavet uofficiel video af Youtube-brugeren J. Tyler Helms. Her parrede han slutscenen i Ennio Morricones 'Once Upon a Time in the West' med canadiernes sørgmodige toner, og resultatet er stærkt tryllebindende.



Justice ‘Stress’ (2008)
Instruktion: Romain Gavras


En video, der formåede at skabe en røre, man ikke har set, siden Aphex Twin og The Prodigy chokerede i 90'erne. Videoen var filmet som en slags mockumentary (ikke ulig 'Man Bites Dog' ), så man måtte knibe sig selv i armen gentagne gange for at huske, at den skildrede vold heldigvis ikke var virkelig. Et hæsblæsende og samfundsrevsende mesterværk.



MGMT 'Time To Pretend' (2008)
Instruktion: Ray Tintori


For tiden hører man meget om, at filmbranchen grundet dalende salg vil satse hårdt på 3D i fremtiden. Allerede for små to år siden var MGMT's hus-instruktør Ray Tintori klar med sit bud på en tredimensionel video, nemlig med sit syretrip til 'Time To Pretend'. På med brillerne!



Gnarls Barkley 'Who's Gonna Save My Soul' (2008)
Instruktion: Chris Milk


Årtiets mest hjerteskærende video - bogstaveligt talt. På én gang en morsom og sørgelig legemliggørelse af et smertefuldt break-up, der ramte fuldstændig plet med sangens eftertænksomme tone. Milk lavede også fine videoer for blandt andre Kanye West, men det her er hans ultimative mesterværk.



Chairlift 'Evident Utensils' (2009)
Instruktion: Ray Tintori


Efter sine 3D-udskejelser var Ray Tintori igen klar til at skubbe grænserne for, hvordan en musikvideo kan se ud. Her går psychpop-trioen ind og ud af midlertidigt fastfrosne, pixelerede frames i en teknik kaldet kaldet 'data-moshing' inspireret af japaneren Takeshi Murata. Kanye West legede også med datamoshing et par uger senere, men Chairlift var der først og bedst. 



Grizzly Bear 'Two Weeks' (2009)
Instruktion: Patrick Daughters


En af årtiets mest konsekvent spændende og alsidige instruktører Patrick Daughters (videoer for Feist, Liars, Depeche Mode) rundede årtiet af med en af de mest mærkværdige musikvideoer. Bandmedlemmernes ansigter er bizart proportionerede, så de ligner forvoksede alterdrenge, der (ganske passende) synger himmerige ind i en smuk kirke.





  
 
Hold øje med Vitalic Mere om Vitalic
Kommentarer
Jens Grelck

Who's gonna save my soul, er i hvert fald et godt bud på en af mine absolut yndlingsmusikvideoes inden for de seneste mange år...

Mikkel Brodersen

Må sige mig enig i utroligt mange af de videoer på listen, men må desværre også ærgre mig gevaldigt over at Unkle's video til "Rabbit in your headlights" ikke er at finde på listen. Først og fremmest er det jo en kodylt lækker sang med den evigt fantastiske Thom Yorke på vokalen og ikke mindst er det en visuelt smuk og storladet oplevelse at se musikvideoen udvikle sig! Tjek den ud hvis i ikke har set den :)

Thomas Toet

er det bare mig eller er bat for lashes-videoen ikke ret meget inspireret af Goddards 'weekend'?

Simon Jarnit

Ved ikke hvor enig jeg er i video nummer 1 på listen; og skulle der være en jusTice video skulle det da næsten være D.A.N.C.E.
Her er nogle af de videoer der har haft indflydelse på mig i 00'erne!

Dansk:
(Seriøst) Oh No Ono: Swim
(Alternativt)Je m'appelle mads: Thomas Helmig (-Seriøst WTF?)
(Smukt) Kashmir: Rocket Brothers

Udenlandsk
(Seriøst)The Mars Volta: The Widow
(Alternativt) Flying Lotus: Parisian Goldfish
(Smukt) Beirut: Elephant Gun

Johan Sylvest

Hvordan kan i glemme Animal Collective's legendariske video til "Peacebone"??? www.youtube.com/watch?v=fxv...

Nikolaj Herning Gitz-johansen

Jeg synes også at der mangler et par stykker på listen,
både Oh No Onos Swim og Annimal collectives Peacebone, men også
videoen til Believe af The Chemical Brothers. Det er virkeligt en af de fedeste musikvideoer jeg har set

Sebastian Sharif

Radioheads video til House of Cards

Sebastian Sharif

og lige et nik anerkendelse til Mikkel Brodersen... den er så foruroligende, den video!

Mads Kjeldgaard

Der er kun lavet én rigtig video:

www.youtube.com/watch?v=NFV...

AFrica just wants to have fun !

Mikkel Brodersen

Jeg forstår ikke hvordan man kan mene at den første video er tvivlsom til denne liste! :D Den er så super fed og elsker virkelig Christopher Walken for hans coolness i videoen! :D

Og kom da lige i tanke om hvor stolt jeg er af at være landsmand med Martin De Thurah... han er jo et rent visuelt geni! Thumbs up!

@Sebastian: enig! House of cards er super fed! ellers skal man have fat i videoen til Just af Radiohead! Den er altså også usandsynligt fed imo. :)

Amalie Ehmsen

Tilføjelse

Johnny cash - Hurt
Fever Ray - when I grow up
Royksopp - what else is there
Sigur Rós

Anders Cold

Lasse: Coffee and TV er fra 90'erne :) Men den er fed nok.

Sofie

Blue Foundation - End of the day
Efterklang - Mirado

Josephine Olivia Gammelgaard

Oh No Ono med Swim burde føjes til listen over danske.

For at deltage i debatten skal du være logget ind som bruger. Log ind øverst på siden til venstre, eller opret en profil her.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
Breakin' Sound 2012: De 10 mest lovende nye danske navne 10/01
Breakin' Sound 2012: De 10 mest lovende nye udenlandske navne  11/01
30 album du skal glæde dig til 17/01
Guide: Hele historien om Lana Del Rey i 10 trin 20/01
Guide: Modeugefester uden gæstelister Tirsdag