Nephew er trætte af pis. Også deres eget. Gruppens seneste album 'Danmark Denmark' er en mosaik på 12 stykker over fædrelandet med Grundtvig og Knud den Store blandt hovedrollerne, hvor dansk hykleri får en bredside, og hvor der er blandet mere blod og smerte i sangskrivningen end tidligere.
De kan næsten ikke nå højere. De har spillet på Roskilde Festivals Orange Scene, fået high-five af Timbaland og har med deres ørehængende patosrock og dansk-engelske sproghybrider været et af de sidste fem års bedst sælgende danske bands. Herfra hvor de står, kan Nephew nu se ud over deres fædreland, og det er blevet til 'Danmark Denmark', en stemningsrapport fordelt på 12 sange, som passende udkommer Grundlovsdag.
Man kan passende starte med slutningen. Sidste nummer på 'Danmark Denmark' hedder 'Hurra' og er en depressiv sag. Skal det forstås sådan, at Danmark anno 2009 ikke er noget at råbe hurra for?
»Nej, det synes jeg ikke. Der er al mulig grund til at råbe »hurra« og »yippie yeah,« som vi gør i det nummer«, forklarer forsanger Simon Kvamm, da jeg møder ham og bandkammeraterne René Munk Thalund og Søren Arnholt. »Men jeg har skrevet det ud fra følelsen af at have alting uden at kunne føle glæde ved det. Det er en følelse, vi alle i bandet kan genkende«, siger han, mens de to andre nikker bekræftende.
Hvis første nummer på 'Danmark Denmark' kan ses som en overskrift over resten af pladen, så er Nephew »decideret træt af pis« ('D.T.A.P.'). Allerede fra første tekststrofe langer Simon Kvamm ud efter dobbeltmoral og hykleri, men ifølge bandet selv er meningen med albummet ikke at revse deres landsfæller sønder og sammen.
»Det er snarere en plade, der tager udgangspunkt i en undren over, hvad der sker i vores samfund. Vi ser ud på landet, men ender med også at pege fingre af os selv«, forklarer trommeslager Søren Arnholt.
»Når jeg synger om at stemme rødt og betale sort, handler det lige så meget om mig selv som om andre. Hykleriet er vi selv ret gode til«, tilføjer Simon Kvamm og fortæller, at trods titlen er pladen ikke et komplet atlas over Danmark. »Sangene er 12 stemningsrapporter fra Danmark, om hvad vi ser i samfundet, og om hvordan det føles at komme her fra«, siger han.
Lugten af kulturkanon
Nummeret 'New Year's Morning' er en oversættelse af Grundtvig-digtet 'Nyårsmorgen', og 'Descendants of King Canute' refererer til vikingekongen Knud den Store. Det hørmer lidt af kulturkanon. Jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig stødt på mine postmoderne manchetter, men det virker nu alligevel en anelse nationalkonservativt.
»Det siger du, fordi 'nationalkonservativt' de senere år er blevet et fyord, men det er jo interessant, at Danmark på Knud den Stores tid kunne gå i krig alene og uden problemer erobre Norge, Sverige og England. Nu er situationen en helt anden, men Danmark er alligevel et land i krig«, siger tangentspiller René Munk Thalund og uddyber: »Vi forsøger at trække nogle tråde langt tilbage og se på, hvad det vil sige at være dansk, men samtidig sige noget om den situation, landet er i lige nu. Grundtvig-teksten handler om en åndelig opvågnen. Den er et billede på et folk i åndelig dvale, der skal have et spark i røven for at vågne op. Det kunne også være en aktuel opsang nu«.
Simon Kvamm er enig: »'New Year's Morning' handler også om at se lidt mere opbyggeligt og positivt på vores samfund. Prøv at se på det land du bor i, prøv at tage ud til Vesterhavet, prøv at lade være med per automatik at synes, dit sprog er så grimt«.
Men I synger jo Grundtvig på engelsk.
»Ja, det er jo så det sjove touch«, siger Simon Kvamm. »Det er en tidligere højskoleforstander, der hedder Kristian Schultz Petersen, som har oversat Grundtvig til et flot højsvungent engelsk. Vi har valgt at bruge det for at vise, hvad Grundtvig også kan. Folk er generelt altid i opposition, og det er sjældent, man peger på, hvad der er godt. Det har vi prøvet lidt på med denne plade«.
Altså vikingerne?
»Okay, det var måske ikke så godt, at de plyndrede og horede overalt, men de var et eksempel på en kraft og et gåpåmod, som måske kunne være inspirerende i dag«, siger Simon Kvamm.
Blod og smerte
Nephew er et band, der deler vandene. Mens gruppen af nogen hyldes som fornyere af dansksproget rockmusik, er der andre, der affejer dem som 80'er-pastiche og Simon Kvamms tekster som overfladisk vrøvl. Det kan man mene er retfærdigt eller ej, men 'Danmark Denmark' freder ikke umiddelbart Nephew for den slags kritik. Depeche Mode-melankolien hviler stadig over bandets stadionstore armbevægelser, og teksterne er rige på referencer til populærkulturens kontrafejer som James Bond, Tony Soprano og Courtney Love. Og selvom drengene selv siger, at revselsen også er rettet mod dem selv, kan albummet sagtens høres som en bredside mod danskerne.
I Janteland skal man som bekendt passe på med at stikke snuden for langt frem. Kan I ikke risikere, at danskerne giver igen og bare lader være med at købe pladen?
»Det er jo den risiko, man er nødt til at løbe«, siger René Munk Thalund. Søren Arnholt nikker.
»Når man stiller sig op på en kasse og råber, må man også forvente, at folk er uenige. Når man udsender sit blod og sine knogler og tanker i form af et album, går man ind i en diskussion, og den er vi 100 procent klar til at tage«, siger han og Thalund fortsætter: »Folk har selvfølgelig ret til at sige, at vi lyder som det 'gamle Nephew', men så har vi omvendt lov til at sige, at de tager fejl«.
Hvad har dette album, som de andre ikke har?
»Mere blod«, siger Simon Kvamm. »Vi har tidligere arbejdet med et meget koldt univers, for eksempel på 'Interkom kom ind'. Voldsomheden ville vi gerne bibeholde i musikken men med mere blod og smerte«.
Selv hvis han ville, kan Simon Kvamm ikke løbe fra sit 'funny guy'-image som Drengen fra Angora. Men faktisk er han den af de tre Nephew-medlemmer, der denne formiddag er mindst rundhåndet med vittighederne. Han har tidligere sagt, at engelske tekster skaber en større distance til lytteren end dansk. På 'Danmark Denmark' er sprogene blandet mindre, og der er flere numre på rent engelsk end tidligere. Er det fordi, det er et mørkere album?
»Nej, det synes jeg ikke, det er, men dem, jeg har spillet pladen for, har godt nok spurgt, om man virkelig bliver så ked af det af at få et barn«, griner Simon Kvamm. »Der ligger ikke noget sprogligt koncept bag pladen, men det er rigtigt, at engelske tekster lægger en form for filter mellem mig og lytteren. For eksempel ville den smerte, som jeg udtrykker i 'Hurra', have været næsten vulgær på dansk«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #31.