Reportage: Iceland Airwaves

Foto: Christian Klintholm

Efter fire dage med armene i vejret lukkede GusGus årets festival med en manér. Læs hele vores reportage med billeder og tekst fra weekenden.

Med strakt arm og fast grund under fødderne

Gus Gus, NASA, søndag den 18. oktober kl. 23.40

Islændingene elsker deres egen musik. Om det er UMTBS' videospil-strippunkhelvede, FM Belfasts electro-mashup eller en obskur elektronisk kunstner i hjørnet af en bodega, så fester de, lytter oprigtigt og bifalder betingelsesløst. Og når hverken Sigur Rós eller Björk er at finde i Reykjavik disse dage, så er Gus Gus folkets foretrukne nationalhelte. Og der er efterhånden tradition for, at den elektroniske duo lukker Iceland Airwaves af.

Søndag nat føles det som om, jeg har brugt størstedelen af weekenden med min ene arm strakt i vejret. Ingen af os ved vist i grunden ikke, hvad det er, vi råber efter. Som om beatet kommer dalende ned fra loftet, hvis blot vi strækker os nok.

Men Gus Gus er her ikke for at rave. De er her snarere for at vugge os tungt til ro. '24/7', trioens syvende opus, lader til at være en dyster omgang, som den i aften luftes for det hjemlige publikum. Og med den karismatiske sanger Daniel Ágúst Haraldsson som frontfigur og en unavngiven skovhugger af en bonussanger som ekstra indpisk afsluttes festivalen på bedst tænkelig vis.

En enkelt fællessang bliver det også til på 'Add This Song', der forkæler os med rungende bas og laserlys (yeah, laserlys!), inden tæppet falder over årets festival. Hvalen er spist, letøllen er drukket og sweateren klappet. Det eneste jeg mangler for at have opnået den fuldendte Iceland Discovery, er at få bank.

Temaerne i denne weekends reportager har været krise og kærlighed. Og det er svært at modstå Daniel Águst Haraldsson, når han med åbne arme messende forkynder »High on Love«. Lad os sige, at dén vinder. Og med Gus Gus i det meditative hjørne afslutter Iceland Airwaves med at lande på begge fødder.

Famlende tyskere
Wareika, NASA, søndag den 18. oktober kl. 22.40

Som en slags opvarmning til de populære danceskjalde, trakterer tyske Wareika sent søndag aften med et mærkværdigt sammenkog af dub, house, kitschede solkyst-synths og dårlig lyd. Og mødes som et af de få bands på festivalen af en sal af stenansigter.

De tre tyskeres idé er vist at blande alverdens rytmer og lyde ind i en sumpet, dansevenlig electronica. Glimrende idé, men resultatet er højst besynderligt og usammenhængende.

Her nogle balkanblæsere, dér en guitarist i tango-outfit med flagrende arme. Forsangeren trommer på en trækasse og bryder pludselig ud i dyb eurodance-croon, som jeg med hele min forhåndenværende forstand ikke begriber hvor kommer fra. Og det er ikke ment på den gode måde.

En festival rejser sig

»Folk taler rigtig meget om krisen, men jeg glemmer den lidt. Vi teenagere mærker den heller ikke så meget«.

Fotografen Christian og jeg er på jagt efter krisestemning i Reykjavik. Det er svært, når folk er så optimistiske, men den lokale bartender burde være leveringsdygtig. Haraldur, den 18-årige bartender på Karamba, har dog ikke mærket noget kollaps. Som alle andre bartendere på denne ø spiller han også i et band (Retro Stefson, som vi så i går), så han er ekstra glad i låget og har ikke skullet betale for sin billet.

Vi har tunge hoveder efter nattens motionering med de brave islændinge, der lader til at feste, som var hver nat deres sidste. Selv om mange lokale efter eget udsagn har svært ved at finde råd til en stor fadøl, så graver folk dybt i lommeulden, vælter ud i natten og fester fornægtende. Lidt ligesom da de smittede under Pesten låste sig inde på deres borge og gav den fuld skrue. Bare med grum, grådig kapitalisme i stedet for bylder.

Ja, det er et skønt billede, men måske er det for simpelt. Airwaves’ grand danois, Kasper Bjørke, som har været med i mange år som udplukker af danske navne, kan i hvert fald mærke, at islændingene holder sig tilbage.

»Folk hænger mere med mulen og ser ikke hinanden i øjnene, som de plejer. De fester stadig vildere end danskerne, men sidste år crowdsurfede de på selv de små barer. Det gør de ikke i år«, fortalte Bjørke mig tidligere på weekenden.

Iceland Airwaves afvikles over fem dage for 4.000 mennesker, heriblandt 1.000 kunstnere og pressefolk. Landets økonomi kollapsede to uger før sidste års festival, så i år er første år med et nedbarberet bookingbudget. Det kan ses på programmet, hvor relativt små navne som Metronomy og The Drums og skandinaviske helte som Kings of Convenience og The Field er hovednavne. Men det gør ingenting for Kasper Bjørke.

»Nu er festivalen tilbage ved udgangspunktet, hvor det primært var en trainspotting festival. Det er egentlig okay, synes jeg«.

Og en presset økonomi giver plads til navne, der måske ellers ikke var blevet booket. For eksempel Oh Land, som Kasper Bjørke også sidste år prøvede at pushe til festivalen. Men Bjørke skal ikke vænne sig for meget til størrelsen. Det er kun midlertidigt, forsikrer Robert Magnusson, der er head of marketing and PR på Airwaves. Bookingbudgettet er halveret i år, fortæller han, men festivalen lever. Over evne faktisk. For første gang har billetterne været udsolgt flere uger i forvejen, og man har ikke skåret ned på antallet af gæster, som man ellers havde planlagt.

»Og så har vi øget vores fokus på den islandske scene, som er virkelig stærk i år. Heldigvis er vi stadig et godt brand, for sidste års festival kostede os det dobbelte af, hvad vi havde planlagt. Men vi overlever helt sikkert til næste år«, siger Magnusson.

Af de 220 programsatte navne er omkring 160 islandske. Og derudover spiller 200 kunstnere koncerter uden for programmet. Og både på og uden for programmet byder Airwaves på nogle virkelig interessante oplevelser. Nogle planlagte, som en intimkoncert med efterfølgende åbent interview med Choir of Young Believers, eller et unikt møde mellem kammerindie-bandet Hjaltalín og popikonet Páll Óskar (billedet). Og nogle spontane, som når Erlend Øye crasher Kasper Bjørkes dj-set på Kaffibarinn og tilraner sig mikrofonen for at synge coversange.

På den kreative front er der i hvert fald ingen krisetegn, og heldigvis er den islandske scene stærk nok til næsten selv at kunne bære et år på kartoffelkur. Det er ikke mange lande forundt. Og som bartenderen Haraldur på Karamba pointerer: »Der er stadig masser af kærlighed i gaderne«.

En hel ø under ét tag

FM Belfast, NASA, lørdag den 17. oktober, kl. 01.10

»Nothing ever happens in this place«, synger FM Belfast lørdag aften og rammer åbenbart en universel følelse hos publikum på natklubben NASA, der helt bogstaveligt er pakket til smertegrænsen. I hvert fald har folk taget hovedet under armen og hænderne i vejret og skabt den største fest, festivalen endnu har set. Hvor folk, der kom senere end to timer før koncertstart, måtte gå forgæves i køen.

FM Belfast har i tre dage været den gennemgående anbefaling, når man har snakket med islændinge, og de viser sig også at være festival måske største oplevelse. I hvert fald som et antropologisk studie af disse gæve, nordiske festvæsner. Musikalsk er FM Belfasts party-electro og mashup-cirkus også ret effektiv og virkelig humoristisk.

Når de synger om undertøj, smider de tøjet, og når de synger om alle vennerne, ja så vælter alle vennerne ind på scenen. Det gør de faktisk hele tiden, vennerne. For at klappe i takt, rasle med tamburiner, trutte i hinandens horn eller crowdsurfe i bjørnekostume. På den måde er FM Belfast Islands svar på Ungeren-veteranerne Skalar, eller Trentemøller, når han lægger sig i selen. Eller The Kelly Family.

Man kan først trække vejret igen, da islændingene gør plads for den afsluttende danskerfest med Trentemøller og Kasper Bjørke. Gamle hunde, enkelte nye tricks. Rigtigt fint billede.

Straight outta verdensmusikskolen

Retro Stefson, NASA, lørdag den 17. oktober, kl. 00.20

Ifølge programbeskrivelsen spiller Retro Stefson »bossa nova-funk-pop.« Hvad end det dækker over, er der intet bossa nova over bandet i virkeligheden, men derimod mange referencer til vestafrikansk popmusik, og Caribiens reggaetón- og calypsorytmer. Men okay, der er ikke meget såkaldt verdensmusik på Island, og bossa nova lyder da rimelig eksotisk.

Retro Stefson er endnu eksempel på et forbløffende ungt, forbløffende velspillende band fra det islandske vækstlag, hvor man sagtens kan vælte et spillested, selv om man helt åbenlyst ikke er en dag over otte.

De islandske ynglinge bruger deres globale udsyn som en solariekur til deres overvejende instrumentale collegerock, så de lyder som et nordisk version på Foals. Til tider lyder de lidt rigeligt af musikskole, men publikum og jeg vil hellere end gerne lægge krop til denne vitaminindsprøjtning til et ellers etnisk stringent festivalprogram.

Det kan godt være, at Thecocknbullkid spås at være Englands nye Lily Allen, men det er ikke attituden, der har vundet hende det ry. Hvor Allen spytter, ryger og bander som en skibsmatros, ligner Thecocknbullkid alias Anita Blay denne aften en sekretærpraktikant i blazer og med nederdelen hevet op over navlen.

Men de gode popmelodier har de to piger til fælles. Den 23-årige Blay har i studiet rig, fyldig lyd, der burde kunne starte ethvert dansegulv. Men det formår hun og hendes backingband kun til dels at formidle lørdag aften i Reykjaviks kunstmuseum.

Et nummer som 'Hold on to Your Misery’ er ren Jackson 5 og gør sammen med den fantastiske 'Soundtracks' midten af koncerten til en af dagens fineste popoplevelser. Til gengæld er snapsen tyndere i starten og slutningen af showet, og de beskidte beats, der præger dele af hendes ep kom, aldrig frem. Det hele ender, ærgerligt nok, lidt forglemmeligt.  

Spaghetti-western for de nordiske guder
Eivör Pálsdóttir, Havarí, lørdag den 16. oktober kl. 17.30

Der er sket meget med det færøske menneskebarn Eivör Pálsdóttir, siden sidst jeg så hende live. Hun har blandt andet smedet bånd med multimusikeren Högni, som har jaget en rockdjævel i livet på hende. Og for fan, hvor det klæder hende.

Den vindblæste elverpige er væk, og i hendes støvler er trådt en kvinde, PJ Harvey kunne have blandet blod med. I pladebiksen Havarí  skar især 'Undo Your Mind' tænder, mens 'All Blue' fik min ledsagerinde til at fælde en tåre. Det sker efterhånden dagligt her i Reykjavik.

Men Eivör er stadig tæt på naturen. Teksterne handler om træerne og bjergene og havet, og inde bag sin krave af sorte fjer, kan hun skrige som en ravn. Men guitaren twanger, og Högni dundrer på trommerne. Det er spaghettiwestern for de nordiske guder. Og det er groovy stuff.

Træk-i-ben-dans med sveskefingre
Iceland Airwaves Hangover Party, den Blå Lagune, lørdag den 17. oktober kl. 14.00

Tre must-do’s for dig, der er ny på Iceland Airwaves og ikke ved, hvad du skal gøre af dig selv. Sving forbi Sægrefinn på havnen til en tallerken hummersuppe og hvalkebab, køb et rødt træskur på hovedgaden på tvangsauktion og – frem for alt – kurer dit tunge lørdagshoved med tømmermandsfest i den Blå Lagune. 

Det er en nemlig en ubetinget god idé at holde fest for tømmermandsramte, halvnøgne mennesker. Også selv om det regner og vandet smager af salt og turistsnavs. Også selv om man skal stå i badetøj i fem graders kulde med sveskefingre og købe fyrrekroners dåsebajer af en bartender i dynejakke.

Det lyder måske lokalkoloristisk, men faktisk er størstedelen af gæsterne i lagunen danskere. Jævne festivalgæster blander sig med pressefolk og musikere, og hvornår har man ellers chancen for at breakdance under vand med medlemmer af Vinnie Who eller plaske vand med Kasper Bjørke? Bjørkes islandske kompagnon Gluteus Maximus stod i år for bedampede beats.

 

Bekendelser fra en discofob

The Golden Filter, NASA, fredag den 16. oktober, kl. 23.30

 

Jeg bliver personligt frygtelig træt i hovedet af disco. Men lur mig, om ikke Airwaves har rykket ved et af mine ellers brostenssolide dogmer. Jeg taler her ikke om genrens glimmertyngede 80'er-variant, men om den sprudlende musikalske sexbombe af en genfødsel, som discoen de senere år har gennemgået.

 

Indrømmet, jeg har kimset af danske Vinnie Who. Det gør jeg ikke længere efter danskernes optræden på Airwaves fredag aften. Der kan man tale om et band, der er vokset. Men især The Golden Filter spillede røven ud af mine bukser. Med den langbenede diva Penelope i front, programmør Stephen som primus motor og trommeslager Lisa som liveforstærkning er newyorkerne en et af de mest tight spillende bands, jeg har set på festivalen endnu.

 

Og den ekstra trommeslager fungerer forrygende og musikken bliver mere organisk end bandets studieoptagelser. Med tunge, programmerede beats og håndspillede trommer, der fik nogen læsterlige klø, og samling hysteriske synths på toppen tog The Golden Filters deres italo-disco lige til kanten. Særligt hittet 'Favourite Things' og et cover af The White Stripes' 'The Hardest Button to Button' fik publikum på tæerne.

 

Den hvideste gnavpot, der nogensinde har levet

Kings of Convenience, Fríkirkjan, fredag den 16. oktober, kl. 22

 

Det gik ellers så fint, men så begynder han at skælde ud. Folk blitzer Erlend Øye og hans medkonge Eirik Glambek Bøe i ansigtet på et par meters afstand, hvilket duoen ellers havde frabedt sig. Bøe er dog hurtig og poserer i to minutter som en ægte rockstjerne, til stor jubel for publikum. Hyggen er reddet.

 

Kings of Convenience er ikke krukkede, de vil bare gerne lyttes til. Og lytte kan man i den grad i Frikirken, hvor duoen afvikler Airwaves’ indiskutabelt mest hypede koncert. Nordmændenes stuerene folk-popsange lyder fantastisk i kirkerummet og for en gangs skyld klæder det, at publikum bryder ud i afdæmper fællessang på 'Know-How'.

Antihelten Øye er blevet en vaskeægte superstjerne, og har fået opbygget en hel lille hær af splejsede nørdkloner med hornbriller, der slænger sig på bænkerækkerne, snaver i krogene og griner hysterisk, bare Øye byder velkommen.

 

Blitzlysene må han hellere vænne sig til.

 

Automatkejtet surferfars

The Drums, Reykjavik Art Museum, fredag den 16. oktober kl. 20.50

 

Bare det faktum, at The Drums ikke kommer fra Skandinavien, gør bandet til et af hovednavnene på årets festival. Men på en festival som denne, hvor musikaliteten og innovationslysten siver ud fra de mindste ølstuer, har jeg virkelig svært ved at se, hvad jeg skal bruge The Drums til.

 

Det er naturligvis fint at kunne skrive glade ørehængere, som Brooklyn-kvartettens sommerflirtende surfpop er fuld af. Og forsangeren Jonathan Pierce og guitaristen/tamburinspilleren er moderigtigt kejtede i deres sceneoptræden. Så gennemført, at man mistænker dem for at trukket deres kejtethed i en automat.

 

Bandets performance fanger dele af publikum og er til en vis grad med til at sløre, hvor ordinært og gennemtæsket deres opkog af The Ronettes, The Ramones og The Cure egentlig er. Også selv om 'Let's Go Surfing' da er et godt nummer. På Airwaves fremstår The Drums som højkoncentreret middelmådighed. Eller for nu at stille det billedligt op: Hvis Airwaves er et rigt tagselvbord af musikalske lækkerier, så er The Drums farsen.

Med prærievinden i ørerne
Hudson Wayne, 12 Tonar, fredag den 16. oktober, kl. 17.30

En del af 'The Full Airwaves Experience' er at lytte til koncerter udenfor stopfyldte pladebutikker. Man skal komme tidligt for at få plads. Det gør vi ikke. Men det gør intet, for med vinden ruskende i ørerne er stemningen perfekt sat til en gang gedigen kåbøjder-blues.

 

Hudson Wayne spiller americana og forsangeren barytoncrooner helt efter bogen, men stadig så fermt, at selv Bill Callahan ville få plettede bukser, hvis han stod med os her i blæsten. De tungsindige islændinge har en del år på bagen uden at have fået et gennembrud uden for Island. Men når Cody og Murder er blevet så relativt store i Danmark, er der intet til hinder for, at Hudson ikke også kunne blive det.

 

Til gengæld er det ikke et band, der gør noget som helst for at opklare, hvad Island egentlig lyder af. Måske har Arnór Dan Arnarson ret i, at der ikke findes en lyd af Island. Nogle af dem lyder i hvert fald mere af støv og steppebrand end af frisk luft og hvalsang.

 

 

 

Friskluftslyd i bodegaen 

Bedroom Community Day, Kaffibarinn, fredag den 16. oktober, kl. 16-19

To kunstnere, der til gengæld kalder på alle musikkritikernes tænkelige klicheer om, hvordan islandsk bør lyde, er Borgar Magnason og Kippi Kaninus (billedet). Placeret i hæmningsløs kontrast til bodegainteriøret på Kaffibarinn filer Kaninus på elektronik, mens Magnasons effektforstærkede kontrabas synger som 20 hvaler på vej gennem bølgerne (jamen, det gør den altså).

 

Det er også ubehjælpeligt introvert, og det er højst mærkværdigt at se to kunstnere med publikum/bargæster helt oppe under hagen være så utilnærmelige. Så går det straks bedre med Valgeir Sigurdsson, den anden af pladeselskabet og kunstnerkollektivet Bedroom Community’s acts denne eftermiddag.

 

Sigurdsson har tidligere arbejdet med blandt andre Bjørk, Bonnie 'Prince' Billy og danske CallMeKat, og gruppen fremfører med elektronik, cello, percussion og klaver soundtracket til filmen 'Drømmeland'. Det er vedkommende og uhøjtideligt, med flere af musikerne siddende på gulvet blandt publikum.

Akustiske tudemikler
Agent Fresco, det Nordiske Hus, fredag den 16. oktober, kl. 15

»Det gik ret godt. Jeg fik da vores guitarist til at græde!«

Arnór Dan Arnarson, forsanger i Agent Fresco, er med rette tilfreds, da jeg snakker med ham efter bandets akustiske koncert i det Nordiske Hus. Agent Frescos normale blanding af progrock, jazz og eksplosiv pop blev barberet ned til gulvbas, flygel, westernguitar og cajun, så kun de skæve taktarter, den tekniske virtuositet og de kammermusikalske kompositioner stod tilbage.

 

En vigtig del af Airwaves er denne form for showcases, hvor kunstnere får mulighed for at sætte deres sange fri i et nyt element. Og for Agent Fresco fungerer det næsten magisk. Guitaristens reaktion var ikke langt fra publikums.

 

»For at komme ud at spille er man nødt til at være på samme plakat som bands, der spiller heavy, pop, jazz og så videre«, siger Arnór Dan Arnarson i et forsøg på at forklare, hvorfor Agent Fresco lyder som de gør. Hvorfor islandske bands lyder som de gør. Men et begreb som 'den islandske lyd' er en slidt kliché, mener han. I dag er der nu også mere dagligstuestemning end vulkaniske eksplosioner over Fresco.

Juvelen på Batteríiđ, torsdag den 15.10, kl. 00.10

I Reykjavik lukker de pressecentret, inden det sidste fly fra København lander, så sent ankommende journalister ikke kan blive akkrediteret før dagen efter. Heldigvis er dørmændene 'all love and no muscles' og lukker gerne to reportere ind på et enkelt pressekort og et smøret smil.

 

Den islandske kærlighed er over alt og bruser torsdag aften ud over svenske Juvelen alias Jonas Petterson, der efter blot et kvarter på scenen crowdsurfer i diskokuglehøjde på natklubben Batteríiđ. Og bliver modtaget så velvilligt af publikum, at han med mikrofonkablet mellem tænderne knalder hovedet i loftet.

 

Spillestedet, der lægger lokaler til torsdagens sidste koncert, ligner et dansk provinsdiskotek, og også her synger pigerne tequilasangen, mens de venter på bandet. Til gengæld venter de faktisk på bandet, og fra første nummer 'Don't Mess' er publikum uforbeholdent i Juvelens vold. Og især den groovy ballade 'Watch Your Step' vækker tydelig genkendelse.

Svenskeren er mere end almindeligt ublu i sin plagiering af Princes hedonistiske 80'er-formel, men det er effektivt og virkelig kompetent spillet, og med et ekstra lag disco i ryggen. Med tre musikere og en korsangerinde er der masser af fyld i lyden, men hvorfor tager bandet sig ikke mere plads? Når de ikke helt er i stand til at yde debutalbummet '1's fænomenale produktion retfærdighed, kunne en solo, lidt jam, eller bare lidt mere ego have pyntet. Det er de ting, der gør Juvelens danske og åbenlyse åndsfælle Birk Storm (og band) så uimodståelig.

Med futuristiske synths og soulfraseringer så bløde som Havarti-ost, peger Juvelen både fremad og bagud, men publikum på Batteríiđ kunne ikke være mere ligeglade. Her danser man i nuet. Fra scenen til baren. Og man flår Jonas Petterson i hans svedige trøje, mens han crooner »I wanna see you move your body.« Det kunne han sikkert ikke med alle de hænder i ansigtet.

Torsdag, 15. oktober

Love is in the airwaves
Der er gået omkring et år siden, Island røg på røv og albuer ind i en økonomisk nærbankerot og dette års Airwaves Festival er den første af slagsen, som har booket sine navne i skyggen af krisen. Det kan naturligvis ses på programmet, men det er nu ikke fordi, gaderne er møbleret med brændende olietønder, som øboerne er nødt til at varme sig ved.

De varmer sig ved hinanden. Og drikker sig påfaldende fulde for penge, de efter sigende ikke har. Og kysser og flirter og lader kærligheden danse. I Reykjavik oplader man sine elbiler midt på gaden. Og man har bibler i kommoden på hotellerne. Det er old school kærlighed – på den motorvejsmotel-agtige måde.

Og musik! Airwaves handler om musik. Og jeg lover at ovenstående (måske) vil være det sidste, du læser om den økonomiske krise på disse sider, der over weekenden løbende vil blive opdateret med artikler og billedreportager fra den islandske hovedstad. Om hvorvidt Reykjavik stadig er Skandinaviens kreative hovedstad, eller om det er de udefrakommende bands, der stjæler lampelyset.