Med sit knaldrøde hår og uafrystelige røst er engelske Florence Welch vadet direkte ind på hjemlandets poptrone. Læs her om den koncertaktuelle sangerinde der elsker fjer, glimmer, pailletter og make-up - både på og udenfor scenen.
Florence Welch er både hippiebarn, kunstskole-dropout og fandeme også rødhåret – farvet, eller ej. Klicheerne står i kø for at blive nævnt i selskab med den unge brite. I køen kan de hænge ud med hele det engelske anmelderkorps, for de har også kastet deres kærlighed på Florence, som de belønnede med en Critics' Choice-pris til Brit Awards tidligere på året – et sejt rygklap fra en ellers temmelig svigefuld branche. Florence kvitterede med at love, at hun ville vende tilbage næste år og snave med Katy Perry og gå kold ved siden af Leona Lewis.
Med sin baggrund som kunststuderende, sit tonstunge pandehår i flammende dybrød og en ukuelig forkærlighed for virkelighedsflugt ligger det lige til højrebenet at afskrive Florence and the Machine som endnu en excentrisk, engelsk sangerinde, der er droppet ud af kunstskolen for at leve af sin musik. En oplagt sammenligning er Bat For Lashes, men der er sgu langt fra Natasha Khans pastelfarvede elver-psych og til Florence and the Machines mere kantede og vokalbaserede folkpop. Hun er nærmere en blues'et udgave af Kate Nash (endnu en tidligere kunststuderende), hvis bittersøde hverdagsfortællinger om opkast og kiksede forsøg på parforhold klinger videre hos Florence, som dog tilføjer en ekstra dimension af klædelig galskab, for eksempel på debutsinglen 'Kiss With a Fist' der lyder som opfølgeren til Florences yndlingsband The White Stripes' gennembrudshit 'Fell in Love With a Girl' – bare efter hvedebrødsdagene har lagt sig, og hverdagen er sat ind med smadrede tallerkner tilsat en god portion 'domestic violence'.
Hendes tekstunivers er et sammensurium af hverdagspoesi og enhjørninger, som Florence får kanaliseret ud under dække af navnet Florence and the Machine. Men hvor meget er Florence, og hvor meget er The Machine?
»Jeg er The Machine!«, hviner hun med en fuldfed britisk dialekt. Hun slår en triumferende latter op, inden hun uddyber: »The Machine er ikke noget band. Det er mit individuelle projekt med forskellige samarbejdspartnere. Til koncerterne kan det være helt nedbarberet, med mig, der står og hamrer på et sæt trommer, imens jeg synger, men det kan også være en trio eller et syv mand stort band. Så det er en meget fleksibel opstilling!«
Mister sig selv i musikken
Meget er sket, siden Florence tilbage i december 2006 blev spottet på toilettet på Soho Revue Bar i London, hvor hun gav den gas som Motown-diva med en ordentlig kæp i øret, hvilket fik Queens of Noize-dj'en Mairead Nash til at hyre den stive rødtop med den respektindgydende stemme lige på stedet. Siden har hun fået prominent selskab på sommerens NME-tour af bands som Glasvegas, White Lies og Friendly Fires, og så har hun da også lige scoret sig en opvarmningstjans for Blur. Og hendes liveshows går ikke stille for sig.
»En typisk koncert er kaotisk og meget dramatisk. Mine koncerter fungerer som en slags katarsis for mig. Bagefter føler jeg en kæmpe lettelse, fordi jeg har givet mig selv fuldt ud. Det føles som om, jeg mister mig selv fuldstændig i musikken«.
Florence på scenen er som at overvære en solo-fest derhjemme, hvor hun vælter rundt foran spejlet med hårbørsten som mikrofon. En klassiker på alverdens pigeværelser, som i Florences eget tilfælde foregik til soundtracket fra 'Grease': »Så stod jeg der i min hvide natkjole og troede, jeg var Sandy«. Men i dag er Olivia Newton-Johns indøvede dansetrin erstattet af Florences egne sange, ligesom børneværelset derhjemme pludselig har tusindvis af tilskuere. Og den hvide natkjole har fået et temmelig heftigt make-over. For med sine tynde, hvide stænger og lange røde hår er Florence Welch sin egen yndlings-påklædningsdukke. Hun elsker fjer, glimmer, pailletter og make-up, og det er en kærlighed, hun tager med sig på scenen.
»Jeg har altid elsket at klæde mig ud. Og nu får jeg lov at være en Siouxie Sioux-agtig diva den ene aften og en dramatisk gotisk dødsfe i lange, flagrende gevandter den næste. Jeg elsker det! Og jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg skulle have det samme tøj på hver aften«.
Erklæret ordblind og indlæringsbesværet
Florence gør generelt et ekstra nummer ud af sine i forvejen højenergiske koncerter: »Jeg er vild med at dekorere scenen. Der var engang, hvor jeg stod for hele scenens udsmykning, men nu har jeg ikke så meget tid mere. Udsmykningen af scenen minder mig om de gode, gamle dage på kunstskolen«, siger hun med teatralsk nostalgi i stemmen: »Der kunne jeg nemt bruge en hel dag på at stene lidt rundt på scenen og pynte op til koncerten«.
Selvom hun omtaler sine kunstskoledage med en kæk, ironisk distance, er der ingen tvivl om, at Florence var et humoristisk indslag på Camberwell College of Art i London. Hun fik eksempelvis tiden til at gå med at bygge et telt under sit arbejdsbord, hvor hun kunne sove gårsdagens brandert ud, alt imens hun forsøgte at overbevise sine undervisere om, at det var installationskunst. Andre bedrifter inkluderer en kæmpe flødeskumskage med glasur-påskriften »Det bliver kun værre«, og en installation af plastikblomster udformet som to meter høje bogstaver, der tilsammen dannede sætningen »Du er et fjols«. Florence har generelt svært ved at sidde stille og blev i folkeskolen erklæret ordblind og indlæringsbesværet. »I skolen kunne jeg aldrig holde opmærksomheden på noget særlig længe ad gangen, men når jeg hørte en sang i radioen, så sad den bare fast. Så jeg har altid haft musik i hovedet«.
Den alternative attitude til den sorte skole er næppe kommet fra fremmede. Florences mor er kunsthistoriker og tidligere en del af stamklientellet på den legendariske natklub Studio 54 i New York, imens hendes far er »noget af en 'free spirit'«, der arbejder i reklamebranchen.
Hippie-generne fornægter sig ikke
»Min familie er kreative, ja. Men man må også sige, at det er en bunke mislykkede performere, så de er ret begejstrede for, at jeg måske rent faktisk har gang i et eller andet«, siger hun fnisende. »Min bedstemor er den, jeg helst vil imponere med min musik. Desværre døde hun for nogle år siden, men hun besøgte mig i en drøm, imens jeg var på turné med MGMT. Jeg drømte om noget helt andet, men pludselig så var hun der i drømmen. Vi snakkede lidt sammen, og jeg tror, at hun er stolt af det, jeg laver i dag«.
Hippie-generne fornægter sig ikke, og Florence har da også nydt at blive sammenlignet med Grace Slick, Jefferson Airplanes altoverskyggende hippiegudinde med en stemme der ganske enkelt lyder som et naturfænomen. En stemme så kraftfuld at det virker helt urealistisk, at den kommer fra en så lille krop, hvilket kommer til udtryk, når hun spiller live.
»Det kan godt være svært at få den rå energi fra koncerterne ned på plade. Det er derfor, jeg gerne ville have en masse trommer med på pladen. Jeg ville genskabe koncerternes vilde hjerteslag, hvis man kan sige det sådan«. Florence holder en kunstpause: »Stemmen er lungerne, og trommerne er hjerteslagene«, siger hun med en syngende stemme og henviser til debutalbummets titel 'Lungs'. For stemmen er og bliver Florence vildeste attribut, som stadig står tilbage, når sminken er vasket af, og pailletterne får gøgleralarmen til at ringe.
»Jamen, jeg elsker bare at synge!«, fastslår hun. »Når jeg synger, er det som at være et helt andet sted. Og det ændrer sig ikke bare sådan. Hvis jeg er stiv på en bar, så kan jeg stadigvæk finde på at hoppe op på scenen og give en impulsiv akustisk koncert. Det er vigtigt at huske på, at det handler om at have det sjovt. Om at synge og slå på ting. Ellers ender du bare med at forsvinde helt ned i din egen hype«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #32