Den 13. august indtager amerikanske Vampire Weekend Store Vega med deres iørefaldende afropop. Læs interview med gruppen her.
Talking Heads flirtede med det i starten af karrieren. Paul Simon gjorde det i 1986 med pop-milepælen ‘Graceland’. Og noget tyder på, at afrobeat nu er på vej tilbage i popmusikken. Med sangtitler som ‘Cape Cod Kwassa Kwassa’ lægger amerikanske Vampire Weekend i hvert fald ikke skjul på deres kærlighed til 70’ernes tilbagelænede, sorte genre.
»Den har bare en speciel vibe, som opstår i brugen af velkendte vestlige instrumenter på nye spændende måder«, fortæller manden bag Vampire Weekends specielle vibe, trommeslageren Chris Tomson. Den specielle vibe vender vi tilbage til.
Først spoler vi tiden tilbage til 2006, hvor bandets medlemmer møder hinanden på universitetet. Med en fælles lidenskab for The Beatles og The Zombies, danner de Vampire Weekend med ønsket om at lave fed popmusik kombineret med afrobeat. Alt sammen dyppet i et sirligt tekstunivers og et visuelt udtryk komplet med farverige pullovers, preppy sejlersko og studentikose beretninger om kommasætning og campus-flirts.
Om bandmedlemmerne rent faktisk er østkyst-overklassebørn, undviger Tomson lidt at svare på, men indrømmer dog, at »hvis vi spillede den musik, som vi gør, og lignede The Velvet Underground, ville det i hvert fald være en smule utroværdigt«.
En uudtømmelig afro-kilde
Men tilbage til vibe’n. Groovet er nemlig, udover forsanger Ezra Koenigs flabede vokal, en af de mest markante attributter på Vampire Weekends selvbetitlede debut – præcis som det er i den afrobeat, som gruppen er inspireret af. Ligesom resten af bandet, voksede bandets groove-maskine dog ikke op med afrikanske rytmer i ørerne, men i stedet med den amerikanske radios forudsigelige rockmusik.
»Det blev den eneste måde, man forestillede sig popmusik på«, sukker Tomson. Det specifikke vendepunkt for ham var en tilfældig koncert i high school med det Brooklyn-baserede afrobeat-orkester Antibalas. »Koncerten var helt fantastisk. Derfra dykkede jeg ned i Fela Kuti og har siden måtte indse, at der er uoverskueligt meget fed afro-musik. Det er simpelthen en uudtømmelig kilde«.
Samme afro-beundring kunne man høre sidste år, da Blurs Damon Albarn fik den legendariske afrobeat-forfader og Fela Kuti-trommeslager, Tony Allen, indover på sit sideprojekt, The Good, The Bad & The Queen. Også det britiske dancepunk-outfit Foals har fået afro-hjælp på deres kommende debut, i dette tilfælde fra førnævnte Antibalas. Alligevel ser Tomson ikke umiddelbart en specifik »afrobeat-bevægelse«. »Ligesom os, er der dog bands, der er begyndt at reagere mod den musik, der de sidste par år har genbrugt de samme inspirationskilder. Selvom det ikke er dårlig musik, så er det blevet kedeligt«, udtaler han med en slet skjult hentydning til den garage- og postpunk-genoplivelse, dette årti vil blive husket for.
Om unge indie-fans er klar til at udskifte Joy Division med Fela Kuti, er Tomson ikke et sekund i tvivl om. »Fantypen, der kun elsker en genre, er ved at uddø – til dels på grund af internettet og musikjournalistik, men især på grund af globaliseringen. Fremmede ting er ikke længere så fremmede, og vi er ikke bange for ting, der lyder ubekendte. Verden bliver mindre«. Vampire Weekend kan med debutens afropop-perler derimod kun blive større.