De seneste uger har Soundvenues læsere haft mulighed for at stille spørgsmål til Mike Sheridan. Nu har den danske electronica-yngling været ved tasterne. Læs hans svar her.
Robert Lund: Tror du, din alder har været en fordel eller ulempe for din karriere?
»Det store aldersspørgsmål! Det, at jeg er startet som meget ung, har været en fordel, fordi jeg har kunnet nå at lære nogle ting, der har gjort, at min lyd er den, den er i dag. Da jeg først startede med at vise mig ude i nattelivet med min Macbook under armen og mit techno-livesæt, der var det også lidt en gimmick, at jeg blev booket til nogle ting.
Det, at jeg så kunne følge festen til dørs, bevirkede så, at jeg har kunnet skubbe nogle grænser og nå lidt længere ud til folk. Dengang jeg startede med at spille på klubber, havde jeg jo mine forældre med rundt, og det, at jeg ikke kunne nå at høre hovednavnene kl. 1 om natten, gav mig også blod på tanden. Mine forældre har passet utroligt meget på mig, og det er jeg dem meget taknemmelig for.
Jeg har fået mere respekt overfor nattelivet og musikbranchen, fordi en ting er alderen, en anden ting er outputtet. Det handler om at kunne sit kram, og hvis ikke jeg kunne det, så ville jeg heller ikke være nået så langt. Når det så er sagt, har jeg bare en skidegod historie oveni«.
Lukas Kaldan: På din Myspace-profiltekst står der, at du i en tidlig alder møder Anders Trentemøller: »Trentemøller bidrager med produktionstips til den unge musiker, Sheridan kvitterer med tips om Macbook og Ableton Live«. I hvilken sammenhæng mødte du ham, og hvor meget kendte du til ham i forvejen?
»Jeg mødte Trente til Stella Polaris i 2004, tror jeg, og spurgte ham, om han kunne komme med et godt tip, da min første 12"-single var på vej ud. Han sagde, at han havde hørt lidt af min musik gennem en fyr, og at han var imponeret. Til P3 Guld i 2006, hvor han skulle optræde med 'Moan'-singlen på tv første gang i remix-udgaven, kunne han ikke få sin computer til at makke ret, og da han kiggede på min Mac, sagde han, at sådan en skulle han vistnok også tage og få sig.
Det anskaffede han sig og ringede til mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe lidt til. I samme periode sad jeg sammen med Thomas fra Lulu Rouge og legede lidt med noget musik – ham havde jeg allerede fået over på Ableton Live (musiksoftware, red.), så Trente fulgte trop. Da min plade så var færdig, snakkede jeg med ham om, om ikke han ville lytte lidt på det og komme med noget sparring. Faktisk var han den, der kom med det input, at 'Natteravn' skulle ligge som første nummer på pladen, og det tog jeg til mig. Mere er der egentlig ikke i det. Det bliver spændende at høre, hvad han kommer med næste gang... Og jeg tror også den ting, han skal lave på Roskilde, bliver vild«.
Kasper Holm: Hvad for noget musik hører du lige nu?
»I øjeblikket lytter jeg til The Weepies og sidder og gennemlytter mine egne nye ting, som jeg skal spille ude henover sommeren. Jeg har lige færdiggjort min nye single, som Mads Langer synger på. Det bliver spændende at se, hvad der sker med den!
Ellers lytter jeg til Goldfrapp, og mere når jeg ikke lige for tiden. Er lidt begyndt ikke at høre så meget musik men nogle gange også lige nyde, at der ikke er noget larm. Lige nu sidder jeg i sommerhus med en computer, der ikke har noget musik på andet end et par projekter, jeg skal gøre færdige. Der er rart med lidt ro«.
Christoffer Griebel: Er du ikke bange for at blive overeksponeret? Mike Sheridan spiller på ITU, vælger musik til DR’s netradio osv. Altså at blive et smart og hipt mærkat man kan sætte på ting, indtil de ikke er smarte mere.
»Jo, jeg kan godt tænke tanken engang i mellem. Men nu kan jeg jo ikke rigtigt gøre for, at folk vælger at bruge mit navn i de sammenhænge. Jeg er glad for mit job på DR og lægger ikke så meget mærke til alle de der radiospots, jeg må bare finde mig i ikke at være hemmelig og undergrund mere«.
Robert Larsen: Hvis du havde helt frie hænder, hvordan ville du så optræde live?
»Henover sommeren gæster jeg et par festivaler med mit lille setup. Jeg har mine to Macbook Pros og en masse software at afvikle fra, to cd-afspillere og nogle controllere og en masse seje visuals. Det tror jeg passer meget godt til, hvor jeg er lige nu. En anden ting er, at det er sindssygt dyrt at lave en festival-turné, så det kræver virkelig, at man har solgt mange plader og har lidt mere kapital at råde over – i hvert fald hvis man vil have lysshow, dansere og andet lir.
I denne omgang har jeg valgt at spille en masse nye ting for folk og lave en lydrejse for dem. Tage dem et sted hen. Jeg har visuals til at understøtte rejsen og en masse muligheder på scenen for at tage folk et andet sted hen. I mit sæt i år på festivalerne kommer folk til at danse, de kommer til at have en fest, og de kommer til at opleve den her lille tur, som jeg er ved at lægge sidste hånd på nu. Folk er ligeså meget en del af koncerten, som jeg er, så nu må vi se, om de er klar til at lege med«.
Karen: Der er generelt altid meget store forventninger til album nr. to, så når du tænker på dit næste projekt; hvordan vil du så gribe det an? Er det vigtigt for dig igen at revolutionere med en helt ny, original Mike Sheridan-lyd, eller vil du give dig selv mere tid til at opnå erfaring, nyde din ungdom og tage pulsen på din egen musikalske udvikling?
»Jeg har et par nye ting, der kommer ud i løbet af de næste par måneder, min nye single 'Too Close' og lidt flere ting, blandt andet nummeret 'Krisehjælp' jeg har lavet med Nicolai Rasted fra Hej Matematik!, dog uden at der er tale om et nyt album allerede nu.
Personligt skal der ske mere med mig, før jeg er klar til at give mig i kast med det næste, men jeg er blevet utroligt motiveret til at lave noget, der er meget vildere end det første. Andet album bliver helt klart noget andet, men som du siger, så skal jeg selv lige have fået pusten, og jeg har en masse, jeg skal nå, før jeg sætter mig ned med næste plade«.