Interview: Jay Reatard

På mandag gæster Jay Reatard Lille Vega med sine smittende melodiske punkrocksange. Læs interview med den hyperenergiske amerikaner her.











Hvis man skal tro rygterne, kan Jay Reatards koncerter involvere skænderier med bandet og slåskamp med publikum. Manden, der pløjer sig gennem det ene album efter det andet med et utal af forskellige bands, virker til at have en ustoppelig appetit på livet. Men det viser sig, at Jay Reatard ikke kun er den ultimative inkarnation af rock'n'roll.

Bag det fandenivoldske ydre viser sig nemlig også et mere indadvendt og nervøst gemyt. Blandt andet fortæller han, at han bliver urolig, inden bandet tager på turné. »Jo længere du kommer væk hjemmefra, jo mindre kontrol har du over, hvad der sker. Jeg er total kontrolfreak«.

Det er blandt andet en af grundene til, at han har droppet sine mange sideprojekter. Han føler, han har langt friere rammer, når han arbejder solo. Nok er det spændende at arbejde med andre mennesker, men det er også ret frustrerende: »Jeg kan fandeme ikke engang lave mad sammen med andre, jeg kan ikke se tv med en anden person«, som han selv bemærker grinende, »så det er svært at skrive en sang med andre«.



Punkrock og lange gåture
Og det med at skrive sangene er også et punkt, hvor Jay afviger fra den typiske punkrocker. Han bliver nemlig inspireret til sine sange ved at gå ture. »Jeg går en hel del, fem-seks kilometer om dagen, nogle gange mere. Jeg går bare rundt og skriver sangene i mit hoved«. Turene har ikke andet formål end turen i sig selv. »Jeg er en ret nervøs person, så hvis jeg går, gør det mig mere afslappet«.

Men på andre områder er han helt klassisk punkrocker. Han er droppet ud af skolen og frygter for nogensinde at skulle arbejde. Da jeg spørger ham, om han nogensinde fortryder, at han kvittede skolen, tager han en tænkepause og svarer så: »Selvfølgelig. Men ikke rigtigt. Jeg tror ikke, jeg fortryder det nu, men jeg tror, jeg vil senere. Det er svært at være en 50-årig punkrocker«.

Jay har tjent penge på at lave musik, siden han var 21, og for hver dag, der går, bliver det nemmere. »Jeg vågner op hver dag og er glad for, at jeg ikke behøver at gå på arbejde og beholder frygten i baghovedet for, at jeg måske bliver nødt til det i morgen, og det holder mig motiveret til at blive ved med at arbejde hårdt«. Han mener nemlig ikke, at der er nogen, der har lyst til et 9-17-job: »Selv de folk, der gør det, har ikke lyst til det«.

Føj koncerten til din kalender HER.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue Magazine #24.