At Maria Gerhardt under Djuna Barnes-aliasset er en af landets sejeste dj's, er efterhånden børnelærdom. Men derudover berigede hun os også i år med klummen 'Weekendmusset', der igennem hele 2008 gjorde Soundvenue Magazine til en endnu større læseoplevelse. Læs her om hendes bud på de tre vigtigste udgivelser fra i år.
»Måske det mest stilskabende band i mange år. De rigtige Justice. Den egentlige retfærdighed. De fineste læderjakker og de mest spidsede tænder. Radikale, dekonstruerende og følsomme til det yderste af fingerspidserne. Der er meget, der gennem tiderne er blevet kaldt electropunk, men det her er the real deal. Selvom 8 bit-terror nu også lyder ret sejt. Smadrende og hamrende melodiøst samtidig. Hætten godt ned over de smukke øjne«.
»Svenskerne kan noget. Altså udover at være superhøflige i deres socialitet og bede én om at tage skoene af – til en efterfest. De kan producere effektiv og eksperimenterende popmusik. De her drenges 2. album hedder 'Wermland', men det er en af pladens største energiudladninger, der mere præcist signalerer, hvor vi er rent geografisk: 'Partyland'! Der er masser af klokkespil, Ole Erling-orgel, balkan-referencer og mere nordisk folkemusik at ane i produktionen. Det hele kan minde lidt om de to Brooklyn-bands - den instrumentale trio Ratatat og MGMT – som vel egentlig burde figurere på den her liste, men så forudsigelig orker jeg ikke at være. Derfor har jeg valgt dem her, der er først fremme med luppen – i den gode melodis tjeneste – med en fantastisk hybrid midt imellem klub og centerpub«.
»Endnu en gang må jeg indrømme, at jeg er gemt godt bagom dansen. Der gik vanvittig lang tid, før jeg opdagede det band og det album. Faktisk sov jeg over mig så længe, at jeg ikke engang nåede at bruge mit imaginære Vega-personalekort til at se dem live – for free – her for et par uger siden. Jeg var for mandagstræt og hype-sløv til gratis koncert. Men så kom alle tilbage og råbte op om, hvor sejt det havde været, og hvis noget både kan imponere Anders (Trentemøller) og Kim (Las), så følger jeg slavisk med – de er henholdsvis mit naive emo- og sure indie-alibi. Så kan det nok være, at jeg fik røven ind på iTunes, og så har den ellers kørt lige siden. Superdejligt dovent og la-la - som mig selv uden sol og og stort og smovset som Carpenters og lidt 'wall of sound', og det fixer vi i morgen ikke, D.A.R.L.I.N.G«.
Hvad er det bedste, der er sket for musikken i 2008?
»Det virker som et mellemlagspapir af noget, der er på vippen. Men personligt er jeg da glad for Vesterbro for tiden. Dyrehaven, Ritz, KB 18 og min egen forlængede dagligstue Jolene – er alle åbnet i 2008. Shit! Hvor må de til at tage sig sammen på Nørrebro!«