I år lancerede Death By Kite sin kantede postpunk i nye, storladne klæder på ep'en 'Wave I' - førstedel af ep-trilogien 'Wave' - hvorfra 'Open House for Broken Homes' hittede i stor stil på Soundvenue High 5. Læs her bassist Sidsel Marie Hermansen og sanger og guitarist Bjørn Alexander Gøtzsche Langes bud på årets tre vigtigste udgivelser.
Bjørn: »Da det i foråret for første gang kom folk for øre, at *ahøm* Scarlett Johansson havde lavet et album med coverversioner af Tom Waits-sange, var vi vel mange, der på forhånd havde afskrevet dét projekt som et af de mere tarvelige på den i forvejen så hjerteskærende tragiske Hollywood-starlet-kan-ikke-få-nok-og-vil-nu-også-være-sangerinde-front. Men da jeg så rent faktisk hørte albummet, må jeg sige, at det tog på mig på sengen.
Indspillet med musikalsk opbakning fra blandt andre Ivo Watts (This Mortal Coil) og Dave Sitek, som til daglig tjener til føden i TV on the Radio og som producer for blandt andet Yeah Yeah Yeahs, bliver Johanssons overraskende dybe, næsten Marianne Faithfull- eller Nico-agtige recitationer smukt indhyllet i organiske loops og umådelig fjern dreampop og lander et sted mellem en veranda i Everglades og 4AD's julefrokost. Og så bør det næsten også nævnes, at David Bowie leverer vokalmæssig assistance på en af de bedste singler fra i år; 'Falling Down'.
Inkarnerede Tom Waits-fans vil givetvis rynke på næsen af et helligbrøde som en electropop-version af 'I Don't Wanna Grow Up', og der er da også langt fra mesterens egen legesyge og frydefuldt barnlige originalversion til den kølige Johansson-udgave. Ikke desto mindre synes jeg faktisk, at nyindspilningerne fungerer virkelig godt i deres egen ret, som det kun de bedste coverversioner kan, nemlig som fortolkninger og nye bud på hvordan en gammel traver også kunne have lydt«.
Bjørn: »I den øjensynligt uudtømmelige pøl af skotske (og irske) rockbands - Idlewild, Glasvegas, Snow Patrol, I'm looking in your direction... - der med højstemte vokaler og buldrende trommer længselsfuldt kalder fra glen til glen, er der i mine øjne især to, der klarer sig igennem og kommer helskindede ud på den anden side. Det ene er verdens højest spillende band, The Twilight Sad, og det andet er det åndsbeslægtede men mere tyste Frightened Rabbit.
Hos sidstnævnte ledes tankerne, til trods for en umiskendeligt skotsk accent, oftere end mod andres tilstræbte katedralske U2-højder, i retning af amerikanere som (fyfy!) Dashboard Confessional, Death Cab For Cutie og The Shins - omend der her lykkeligvis styres behændigt udenom højlandsemo-klichéerne. Men også svensk indierock står på referencelisten: Tiger Lou, Shout Out Louds - ja selv skånske Bob Hund genklinger sine steder. Det må være noget med den så berømte 'nordiske tone'.
Frightened Rabbit er dog hverken det ene eller det andet, og selvom den dybe tallerken ikke bliver genopfundet, står man alligevel tilbage med en samling fremragende sange om frustreret kærlighed, der på allereleganteste vis formår at formidle den inderlig- og ærlighed som, når det fungerer, omgiver den dér særlige regnvåde, nordbritiske lyd, vi kender og elsker, men som også så let kan blive alt for meget. Det gør det heldigvis ikke her«.
Sidsel: »Beach House laver den slags musik, som man forelsker sig i lige med det samme, og som man så regner med, at man bliver træt af lynhurtigt, fordi man hører det hele tiden, og sådan plejer man jo at ødelægge det meste for sig selv, men så bliver man ved med at elske det, selvom det egentlig ved første indtryk lyder ret ens, og det er det også, og så alligevel ikke. For det er både enkelt og meget nuanceret på samme tid. Det er både tidløst og meget moderne. Og meget blødt og fint og meget hardcore og råt samtidig. 'Devotion' er helt klart det album fra 2008, jeg har lyttet mest til - jeg synes efterhånden næsten, man kan betegne det som en moderne klassiker. Og så er forsangeren Victoria Legrand en af de største stjerner lige nu, efter min mening«.
Sig hej til Death by Kite på deres bandprofil her