Interview: First Floor Power

  • Jeppe Kiel Revsbech
  • 20. august 2008, 08:59
  • Interview
  • Print

Denne weekend løber TrailerPark-festivalen af stablen i Copenhagen Skatepark på Vesterbro, København. Et af de optrædende bands er den svenske indiepop-trio First Floor Power. Læs interview med Karl-Jonas Winqvist og Sara Wilson fra gruppen om seks album, der har ændret deres liv.


Daniel Johnston - 'Hi, How Are You' (1983)

Website

Winqvist: »Jeg arbejdede i en pladeforretning i Malmø på det tidspunkt og havde ikke rigtig turdet tage skridtet fuldt ud og begynde at skrive min egen musik. Men de her sange gav mig så meget inspiration og mod. Sangene lød fuldstændig unikke i mine ører. Tænk, at det kan række med et gammelt orgel og en skramlet indspilning og så stadig være så smukt. First Floor Power har faktisk lavet en coverversion af 'True Love Will Find You in the End'. At vi siden også fik lov at være support for ham, første gang han spillede i Sverige, var ekstra stort for os«.


Nina Simone - 'The Best of Nina Simone' (1990)

Website

Winqvist: »Ja, albumtitlen lyver lidt, for det er egentlig snyd at tale om hendes bedste numre, når man ved hvor meget fantastisk musik, der findes på Nina Simones andre plader. Men den her opsamling var mit første indblik i hendes verden, som stadig ikke stopper med at fascinere mig. Der en ren og ukunstig styrke over de her sange. Nogle gang lyder hendes stemme som det sørgeligste, man har hørt. Andre gange er den stolt og stærk. Og så svinger det! Intet kan nogensinde få mig til danse som originalversionen af 'Sinnerman'«.


World Party - 'Goodbye Jumbo' (1990)

Website

Winqvist: »Folk bliver som regel overraskede, når jeg fortæller dem, at 'Goodbye Jumbo' har betydet meget for mig. Det kan da også godt virke lidt underligt at dyrke en plade, der så åbenlyst låner fra klassiske popbands som The Beatles og The Rolling Stones. Men det her album var virkelig noget specielt for mig, da det udkom. På det tidspunkt var det meste af musikken, som blev vist på MTV, overfladisk og ligegyldigt - i hvert fald når jeg kiggede med. En dag kom så pludselig videoen til 'Put the Message in the Box', og jeg blev omgående forelsket i den her fine popsang og det enkle, men effektive budskab. Gennem hele pladen finder man intelligente og humoristiske tekster, perfekte pop-arrangementer og klokkerene refræner. Den har inspireret mig mere, end man tror«.


Neutral Milk Hotel - 'In the Aeroplane Over the Sea' (1998)

Website

Winqvist: »En moderne klassiker i mine ører. Det her album lyder ikke som nogle andre, og da det udkom, var det legesyge musikalske univers simpelthen en befrielse for mig. Sådan føles det også i dag. Nogle af mine venner kan overhovedet ikke døje pladen. Andre elsker den lige så meget som jeg. Den efterlader ingen uberørt, hvilket gælder for al stor musik«.


Captain Beefheart & His Magic Band - 'Trout Mask Replica' (1969)

Website

Wilson: »Det her en uhørt dragende og nyskabende plade, som jeg rent faktisk synes, alle burde stifte bekendtskab med. Zoot Horn Rollos guitarspil er fantastisk og fremført med en originalitet, som få besidder. Det er et album, som har inspireret mig meget de seneste år«.


Bob Hund - 'Omslag: Martin Kann' (1996)

Website

Wilson: »Bob Hund har betydet meget for mig musikalsk. At jeg vælger 'Omslag: Martin Kann' handler nok mest om, at det var den første plade, jeg købte med dem. Jeg var 16 år og blev vældig opslugt af musikken og teksterne. Jeg synes egentlig, at stort set alt, de har lavet, er opløftende og inspirerende, og at musikken holder lige så høj kvalitet i dag«.

Artiklen har tidligere været bragt i Soundvenue #21. Tegn abonnement her.



  
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05