Reportage: Spot

Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk) & Line Mathiesen (Video)

Årets Spot Festival er ovre. Soundvenue var selvfølgelig til stede fra Jørgen Leth holdt åbningstale torsdag aften og til festivalen lukkede ned igen lørdag nat. Læs reportage med tekst, fotos og video.

Hvem spottede hvad på Spot?

David Fricke, Rolling Stone, og Daniel Seligman, stifteren af festivalen Pop Montreal

De udenlandske og danske journalister og branchefolk har pakket indtryk og promoer ned i deres rullekufferter og er forduftet fra festivalpladsen i Århus. Men hvor i det krøllede program har de sat deres krydser og plusser? Hvordan tog den danske musikscene sig ud set gennem branchens lup? Og hvilke bands gjorde det største indtryk?

»Efterklang og Murder«.
»Murder og Efterklang«.
»Efterklang... og Murder«.

Nogenlunde så ens var svarene, da jeg lørdag eftermiddag (inden aftenens koncerter) spurgte Daniel Seligman, stifteren af festivalen Pop Montreal, David Fricke fra det amerikanske musikmagasin Rolling Stones og Informations journalist Ralf Christensen til deres bedste koncertoplevelser på festivalen. Og mod weekendens slutning stillede det samme spørgsmål til Doris Vanistendael fra Vice.

»Jeg kunne virkelig godt lide hans stemme og afslappede attitude«, forklarede en tømmermændsramt Daniel Seligman om Murder.
»Og så er de dygtige musikere, de kender deres instrumenter... i modsætning til mange bands, der ikke kan spille, men har travlt med at kalde sig indie og finde sig et koncept«.

David Fricke havde også Efterklang som dagens duks.
»Jeg kendte dem i forvejen, men havde aldrig set dem live. Det er helt klart en af mine favoritter«, siger Fricke, da jeg møder ham på vej mod en af Spot Festivalens scener.
»Og så spillede Blue Van en koncert, som ikke var planlagt... uhh, dem er jeg vild med«.

Doris fra Vice nævner også Efterklang i den første sætning, derefter Slaraffenland, Said the Shark og Snake & Jet's Amazing Bullit Band, og Ralf Christensen en streg under det foreløbige facit for de bedste koncerter.
»Efterklang. Le Fiasko. Det er virkelig godt, meget varieret og med en spirituel kvalitet, som man ser i mange danske bands for tiden. Og så selvfølgelig Murder«.

800 branchefolk og journalister, heraf 200 udenlandske besøgte årets Spot Festival.
Otto Lerche


Da en glinsende røv slog Spot ud af kurs

Lizzie og en danser

Den glinsende røv rammer mig næsten i hovedet. Sådan føles det i hvert fald, da jeg lørdag eftermiddag står et par meter fra konceptsilden Lizzie, læner mig ind over scenen for at tage et billede, og en af hendes to go-go-dansere i sort heldragt træder et par skridt frem, vender ryggen til mig og resten af publikumerne og vifter os om næsen med sin røv.
»Hvad handler det her om?«, tænker jeg ved mig selv, selv om Lizzie allerede har forklaret, at det handler om at danse.

»Denne sang handler om at danse... dans og vær glad«, sagde hun, inden nummeret gik i gang.

Glad? Tja, jeg føler mig nu snarere lidt deprimeret. Ikke fordi, man ikke må danse eller vifte med røven på Spot Festivalen. For min skyld ingen alarm. Men koncerten mangler noget (det er ikke en stripperstang), og både dansen, musikken og Lizzie virker lidt for koreograferet til en festival, som vil »støtte op om nyere bands og kunstnere, der kvalitetsmæssigt kan begå sig på det internationale marked«. Mens jeg overvejer, hvilket marked Lizzie kan begå sig på, introducerer hun det næste nummer.

»Det handler om et forhold, hvor man ikke kan være sig selv«, siger hun i mikrofonen.
Jeg kender følelsen, men er lidt i tvivl om, hvorvidt en af Lizzies popsange kan få mig til at være mere mig selv. Så mens danserne gør gør sig klar, og en fra publikum råber »af med tøjet«, forlader jeg koncerten for at ringe til festivalens leder, Gunnar Madsen, og spørge, om han kan hjælpe mig med at forstå, hvorfor Lizzie spiller på Spot.

»Det er Gunnar«, siger festivallederen, da han tager sin mobiltelefon.
Hej, det er Otto Lerche fra Soundvenue. Må jeg stille et enkelt spørgsmål?
»Ja«.
Har du været til Lizzies koncert?
»Nej, jeg er lige et andet sted«.
Nå, der var ellers dansere. Hvad synes du om det?
»Nu var jeg jo ikke til koncerten, men jeg synes da, at det er udemærket at have et forhold til sin scenografi, og at man tænker over, hvordan man skal stå frem på scenen. Men jeg ved jo ikke, hvordan det virkede«.
Det virkede ret underligt... det virkede som om, de havde glemt en stripperstang...
»Nå, ja det lyder lidt underligt«.
Hvad synes du om det?
»Arj... det er jo lidt svært at tage stilling til, når jeg ikke har set koncerten. Jeg kan afvise, at Spot skal være en stripperfestival, men jeg kan også afvise, at vi skal screene alle kunstnernes sceneshows«.

Gunnar Madsen har tidligere forklaret, hvad festivalen skal være. Han har den seneste uge haft travlt med at svare på kritik. Nogle mener, at festivalen booker for etablerede navne, og de nævner Vesterbro Festival som det nye mødested for undergrunden. Men måske er problemet ikke, at festivalen booker etablerede navne som Figurines, men at den booker etablerede navne som Lizzie.
Otto Lerche


Wildbirds And Peacedrums, lørdag den 7. juni kl. 22.20

Wildbirds And Peacedrums

Undervurder aldrig energien i et slumrende instrument. Det må være læren af koncerten med svenske Wildbirds And Peacedrums lørdag på Spot Festivalen.

Jeg har ellers altid lært, at energi er noget vildt. At der er energi på scenen, hvis forsangeren sætter ild i røven på sig selv, hælder vand i håret og sender det ene riff efter det andet ud fra scenen eller hele tiden spørger publikum, om de er derude. Men der findes også en helt anden energi. Den er skjult i det næsten stumme instrument, den oplades i kontrasten mellem stilstand og eksplosion og forløses med dobbeltkraft, når stilheden brydes. Som en vulkan pakket ind i silkepapir. Det er denne energi, som gør den svenske tromme-vokal-duo Wildbirds And Peacedrums til Spot Festivalens absolut bedste oplevelse.

Bandet består af Mariam Wallentin på vokal og Andreas Werliins på trommer. Det er ikke nemt at fange lyden, fillettere den og servere bandets lyd i enkelt sætning eller et enkelt ord. Slet ikke når man ligesom alle andre publikummer har rejst sig fra sit sæde, når man har smidt kuglepen og blok på gulvet og fuldstændig opslugt af koncerten skiftevis klapper, hujer og kniber sig selv i armen.

Man kunne måske kalde det spirituals med nerve som punk. Bjørk i en White Stripes-konstellation eller Cat Power i en afrikansk stammedans. Karakteristisk for lyden er den nedbarberede konstellation, som giver meget plads til de enkelte elementer, de fine små klokker, de næsten lydløse håndklap og især til Wallentins vokal. Den står ofte alene i begyndelsen af numrene, bygger langsomt op, mens stilheden maser sig på mellem linjerne (så meget, at jeg bliver nervøs for, at man kan høre, når jeg vender siderne på min blok) for til sidst at trække de ekstremt varierede trommer - en blanding mellem trommesoli og kanonsalutter - med og eksplodere i råbesang. Se, det er energi.
Otto Lerche


Radio Dept., lørdag den 7. juni kl. 22

The Radio Dept.

Deres debutplade 'Lesser Matters' er blevet kåret til det bedste svenske album i nyere tid, og det siger alligevel en del for en nation, som har høstet så stor succes inden for den internationale popkultur.

Og jeg er lang hen ad vejen enig. Jeg elsker Radio Dept.'s plader som få andre, og deres atmosfæriske shoegaze blandet med ultra-melodisk pop er i en klasse for sig. Derfor var det også en stor skuffelse at opleve dem live i Musikhuset.

De to guitarister og den enlige keyboardspiller stod nærmest som forstenede under hele koncerten, og det er måske nok kendetegnende for shoegaze-genren, men Radio Dept. virkede nærmest ugidelige og ligegyldige i dere optræden. Den inderlighed, som er så fremtrædende på deres plader kom slet ikke til udtryk, og det virkede som om, at bandet bare cruisede på overfladen.

Det er sjældent, at et band med så mange inderlige numre leverer dem så sløjt. Hvis sangene skulle fungere som vuggeviser, så fungerede de i hvert fald fortrinligt, for min sidekammerat faldt i søvn imod slutningen af koncerten.

Forhåbentlig var det kun en dårlig dag for Radio Dept., for de kan så meget mere.
Jakob Rom Johansen


Choir of Young Believers, lørdag den 7. juni kl. 19

Choir of Young Believers


Man behøver ikke nødvendigvis hedde J. Mascis eller Frank Zappa for at være original. Og man behøver heller ikke at gøre som dem.

Det beviste den danske gruppe Choir of Young Believers, som fredag spillede på Spot Festivalen. Med det percussive - bandet har to trommeslagere - og strygerne som de store styrker viste den dygtige sangskriver Jannis Noya Makrigiannis, at man sagtens kan lave interessante og originale numre inden for rammerne af en vers/omkvæd-struktur.

Men det vidste vi faktisk godt. Choir of Young Believers vandt i år prisen som årets talent til prisuddelingsshowet P3 Guld, blev årets håb ved uddelingen af årets Steppeulv-priserne, og siden udgivelsen af ep'en 'Burn The Flag' sidste år har hans evner som sangskriver været kendt af de fleste. Og mange har ventet spændt på næste kapitel af den afdæmpede, romantiske og let folkede poprock og ikke mindst på at høre frontmandens skrøbelige vokal igen.

Vokalen imponerede dog ikke denne fredag. Den var fin, på en gang sfærisk og nær, men manglede kant. Især i de helt afdæmpede passager, hvor vokalen stod næsten alene, var det svært at holde intensiteten og kontakten med publikum i det åbne telt midt på pladsen. Samtidig virkede numrene lidt ens i længden. Måske fordi, jeg ikke kender numrene fra det nye album så godt endnu. Måske fordi, teltet midt på pladsen ikke var den bedste scene for en koncert, som i den grad spiller på det romantiske, næsten højtidelige og intense. Og selv en god sangskriver med gode sange, må se noget af magien forduftede under teltdugen og videre ud i sommervarmen.
Otto Lerche


Are We Brothers?, lørdag den 7. juni kl. 18
En festival er mere end bare musik fra de dertil indrettede scener. Det er også gøgl og diverse gakkede indslag. En mindre flok ungersvende fattede guitaren og gav en lille sang, mens de gik rundt i Musikhusets svingdør. Slaraffenland-drengene brugte et nummer på at løbe rundt blandt publikum i Musikhusets store sal, og under The Floor Is Made of Lavas koncert blev der crowdsurfet.

Helt så løssluppent var det ikke under Are We Brothers?-koncerten, selvom bandet gik på med masser af energi, og bassisten hoppede lystigt rundt. Selvom bandet kalder deres musik for beatwave, så drejede det sig ærligt talt om temmelig ordinær rockmusik. Og helt trist blev det, når de satte tempoet ned og kastede sig ud i ballader, der nærmest gled over i blues.

Og netop som jeg havde opgivet alt håb om, at Are We Brothers? kunne berige mig med noget som helst, fyrede de to super catchy numre af, som gik direkte i hjertekulen. Hvis dog bare alle deres sange var af den kaliber, ville vi have at gøre med et band med stort potentiale.
Jakob Rom Johansen


Le Fiasko, lørdag den 7. juni kl. 16

Le Fiasko



Jeg er fanget i spændingsfeltet mellem støj og symfoni. På scenen vender forsangeren Cæcilie Trier sig væk fra klaveret og griber sin cello. Blæserne lægger sig som en tæt tåge bag de støjende guitarer, mens det syv mand høje orkester langsomt bygger nummeret op.

Jeg står tilbage med en følelse af at forsvinde ind i musikken. At jeg om lidt glemmer at tage noter, fordi lyden okkuperer al min opmærksomhed. Med en overbevisning om, at koncerten med Le Fiasko er en af de bedste på Spot Festivalen indtil nu. Men samtidig undrer jeg mig over, hvad det egentlig er, der er så fængslende ved bandets avantgarde-blanding af støj, postrock og næsten symfoniske numre. Der er ikke mange hooks. De dramatiske opbygningerne er lange og sangene endnu længere. Og der er ikke nogen numre, jeg kan huske bagefter.

De postrockede og gribende opbygninger er en af forklaringerne. Stilhed-støj-æstetikken en anden. Og som hos de beslægtede Efterklang og Under Byen er den helt store styrke ved Le Fiasko stemningen. En stemning, som uundgåeligt spreder sig, når man pakker et støjrockband ind i et symfoniorkester og lader publikum overvære, hvordan det sprækker. En stemning som virker 95 % af tiden, men også en stemning som kunne nydes af endnu flere, hvis bandet dyrkede hooks og temposkift lidt mere.
Otto Lerche


The Wong Boys, lørdag den 7. juni kl. 13

The Wong Boys

Spot Festival er kun lige begyndt, og nu er den næsten allerede slut igen. The Wong Boys havde fået den hårde opgave at åbne sidstedagen allerede klokken 13 og forsøge at få liv i et dvask publikum. Flere havde endda slæbt plastiskstole med til koncerten, men det lod ikke til at genere duoen Frank Ziyanak og Stefan Kvamm.

Fra laptoppen pumpede beskidte, elektroniske rytmer, og duoen gik frisk til sagen med masser af 'her kommer jeg'-attitude og god energi. Befriende at se nogle danske musikere med noget attitude. Og det havde The Wong Boys masser af, mens de spyttede deres brovtende mandehørms-sange ud over scenen og Stefan Kvamm dansede rundt.

Efterhånden kom der også mere gang i publikum, og et par unge piger dansede forsigtigt, mens Frank Ziyanak sang »get your fuck on, get your fuck on!«. Og selvfølgelig sluttede koncerten med, at han tørrede sveden af panden med et par trusser.

Missionen lykkedes: The Wong Boys trykkede den af og vækkede publikum, der kan gøre klar til en ny fest.
Jakob Rom Johansen


Jong Pang, fredag den 6. juni kl. 23.45

Jong Pang

Moon Gringo-frontmanden Anders Rhedin har samlet et band omkring sig bestående af musikere fra en række andre okestre. Den succes Moon Gringo ikke formåede at skabe selv , forsøger de nu at skabe i Jong Pang. Og det kan man på sin vis kun påskønne.

Jong Pang leverede på Voxhall nogle fine melodier og lækre rytmer, men mere end det, blev det desværre ikke til. Det virkede som om, at Jong Pang havde en masse gode ideer, men orkesteret formåede ikke helt at forløse dem. For eksempel sang Anders Rhedin helt fantastisk i enkelte numre, men hans vokal blev sjældent fulgt helt til dørs, udover et forkølet kor. Måske det bliver bedre, hvis musikerne får muligheden for at spille mere sammen og koordinere vokalere.

Ind imellem fik den god melodi lov til at kigge frem, men melodierne fik ikke lov at blomstre. Jong Pang er en god idé, men musikerne skal turde føre eksperimenterne ud i livet, og det gjorde de ikke i tilstrækkelig grad i aften.
Jakob Rom Johansen


Our Broken Garden , fredag den 6. juni kl. 23

Our Broken Garden

»Jeg blev nødt til at købe en øl«, forklarer min sidekammerat under koncerten med danske Our Broken Garden. Nu står han med sin fadøl, men det ser ikke ud til at have hjulpet det helt store... han keder sig. Og jeg har det lidt på samme måde.

Gruppens cv er ellers imponerende. For det første har forsangeren Anna Brønsted de seneste år turneret som musiker med både Efterklang og Lise Westzynthius, for det andet har et af gruppens numre boltret sig på toppen af Det Elektriske Barometer de seneste fem uger, og for det tredje har det engelske selskab Bella Union udgivet gruppens ep.

Men trods det, så var vi et par stykker, der ikke blevet revet med af den halvordinære poprock med den (for) pæne vokal og de forudsigelige guitarsoli. Tusmørkerocken var velspillet og stemningen intens, men det var lidt som at stå og se på en solnedgang, der er gået i stå. Det bliver kedeligt efter ti minutter.

Måske er jeg uden for målgruppen? Måske havde den begejstrede del af publikum forstået mere? Måske skete der noget på scenen, som jeg slet ikke opfattede? Jeg ved det ikke, for jeg tænkte mest på, om jeg skulle hente en kasse øl.
Otto Lerche


SMALL, fredag den 6. juni 21.45

Small

For godt et år siden var jeg til en koncert med et forglemmeligt band, der hed Harmony Boys. Jeg afskrev dem lynhurtigt, for deres popsange var uendeligt uinteressante, og jeg skænkede dem ikke nogen videre tanke. Indtil idag. I dag blev jeg belært. Harmony Boys har skiftet navn til SMALL, og i stedet for banale indiepop-sange, gør SMALL sig i ekstrem støjrock.

Jeg havde absolut ingen forventninger, da jeg gik til koncerten med SMALL, men hold da kæft hvor hvor tog bandet dog røven på mig. SMALL spillede ekstremt højt, og formåede at flette fantastisk flotte melodier ind i deres støj-kaskader.

Forhåbentlig når SMALL længere ud end Spot, for bandet leverede en fuldkommen forrygende koncert. Lad os endelig opleve mere.
Jakob Rom Johansen

Figurines, fredag den 6. juni kl. 19


No And the Maybees, fredag den 6. juni kl. 19.45

No And The Mabyes

Så kom armene op i luften. Spot er som bekendt en branchefestival, branchen er som bekendt fyldt med journalister, og journalisterne kan man kende på deres korslagte arme.

Men fredag aften stak den danske gruppe No And the Maybees en pilfinger i siden på stivstikkerne, spillede på smilebåndet og fik publikum til at danse og kaste armene i vejret.

Opskriften er egentlig meget simpel, genren er indiepop, og hovedingrediensen hedder Beach Boys, duh-wuh-kor og en sommerlyd pisket i jordbærflødeskum. Selv kalder bandet musikken for højloftet kammerpop. Takten slås an af bandets stående trommeslager, som også synger, spiller synth og trigger små hooks fra sine digitrommer. Trommeslageren position i midten af sangene og på midten af scenen var meget symbolsk: Alle bandets tre musikere spiller en central rolle melodisk og vokalt, og hverken bas eller trommer er henvist til en plads på side/rytmesporet.

På hjemmestereoen lyder No And the Maybees meget som førnævnte Beach Boys, men på scenen formår den danske trio at give den lette sommeranretning en dyb bund, en dansevenlig opdatering og tilfører den alternative sommerpop et par nye takter, men uden at disse nye takter virker decideret nyskabende.
Otto Lerche


Electrojuice, fredag den 6. juni kl. 17



Under the Sherry Moon, fredag den 6. juni kl. 17

Under The Sherry Moon

»Du starter, Martin«, siger guitaristen og kigger på trommeslageren.
»Gør jeg det?«, spørger Martin.

Det var lidt som at være med i øveren, da Under the Sherry Moon spillede på Spot Festivalen fredag eftermiddag. Guitaristen gik rundt på scenen i bare tæer, trommeslageren var iklædt en hvid undertrøje, musikken var løs og lo-fi. Og så spurgte de hinanden, hvem der skulle starte den næste sang.

Så var det vel dårligt? Nej, slet ikke. For det første er kassettebånds-æstetikken en del af udtrykket hos Under the Sherry Moon, for det andet er sangene så forbandet godt skruet sammen, at det sløsede udtryk bare virkede charmerende.

Under the Sherry Moon er en nedbarberet konstellation en guitarist, en trommeslager og Signe Marie Schmidt-Jacobsen i front. Men trods den lave bemanding er udtrykket - der ud over trommer, guitar, tangenter og vokal også indeholder banjo, harmonika og legetøjsguitar - legesygt. Nogle gange støjer det som Sonic Youth, andre gange er det skrøbeligt som Cat Power, men for det meste er det bare gode sange opsat som legesyg, charmerende og eksperimenterende cirkuspop.

Og selv om sangene på mange måder kommer bedre til sin ret i et par på hjemmestereoen end denne fredag eftermiddag, så var det fedt at få lov til at komme med i øveren.
Otto Lerche


When Saints Go Machine, fredag den 6. juni kl. 15

When Saints Go Machine

Vejret kan være en forbandelse for en festival og et band. Hvis det regner holder en del af publikum sig væk, og hvis det er for godt, kommer de gud hjælpe mig heller ikke. Sidstnævnte virkede til at være tilfældet for danske When Saints Go Machine, der åbnede løjerne på Officersscenen. I hvert fald virkede der til at være mere interesse for plastic- og sækkestole i det forrygende solskin end lyst til at høre musik. Derfor var der kun godt kvart fyldt under koncerten, og foran scenen var der adskillige ledige kvadratmeter.

Det var dog også noget af en utaknemmelig opgave for et udpræget partyband at spille klokken 15 en solbeskinnet eftermiddag, og mon ikke responsen fra publikum havde været anderledes bedre, hvis de havde spillet nogle timer senere, når mere alkohol var røget indenbords, og publikum var mere dansestemte?

When Saints Go Machine gjorde i hvert fald et godt forsøg for at spille en fest i gang med deres elektroniske og funky popsange. Nikolaj Manual Vonsild pumpede optimistisk sin knytnæve ud mod publikum, men responsen udeblev, og det var en kamp bandet ikke kunne vinde. Synd for dem, for de gjorde egentlig en udmærket figur.
Jakob Rom Johansen


The Late Parate i tourbussen, fredag den 6. juni

Rune Vigil, The Late Parade

»Det hjælper allerede«, siger Rune Vigil og tømmer det lille plastikglas med whisky.

Forsangeren i den danske gruppe The Late Parade er nervøs inden aftenens koncert på Spot Festival. Og nu sidder han med en spegepølsemad og en wisky og prøver at dulme nerverne.

Lige som mange andre danske bands har The Late Parate pakket tourbussen med trommer, guitarer, forstærkere, madpakker, demoer. Og høje forventninger. Ligesom mange andre band er det første gang, at de spiller på Spot Festivalen. Og ligesom mange andre bands er de nervøse.
»Jeg er mindst lige så nervøs, som jeg ville være før en Roskilde-koncert«, bedyrer Rune, selvom de store solbriller og undertrøjelooket får ham til at ligne en helt kølig rockstar.

»Koncerten betyder meget for os, så jeg er da helt klart nervøs... nervøs fordi, vi har arbejdet hårdt op til den her koncert, fordi den er et trin på den stige, som de fleste små bands prøver at kravle op af, og fordi vi ved, at der kommer nogle udenlandske branchefolk, bland andet fra Belgien, for at høre os«.

Men det er jo bare en koncert på en halv time på en lille festival med omkring 3.000 deltagere. Er det ikke bare en koncert som alle mulige andre?
»For nogle er det måske bare endnu en koncert, men for os er det noget andet. Der kommer jo ikke nogen belgiske journalister på Lades Kælder«.

Men langt de fleste af de bands, der kommer på Spot, kommer jo aldrig til slå igennem, og selv om de måske slår igennem, så er det de færreste, der sælger så mange cd'er, at de kan leve af at spille musik...
»Tja, men det er jo heller ikke derfor, vi gør det. Vi kommer ikke til at kunne leve af det her de næste fem år, men vi vil jo gerne have noget anerkendelse for det, vi laver. Og vi synes, vi har gang i et fedt projekt, som vi gerne vil dele med andre. Det er måske det, det handler om«.
Otto Lerche


The Tellers (B) kl. 20.40, A Switch Box Tale (DK, AL, CH, ML, F), torsdag den 5. juni kl. 21.30

A Switch Box Tale

På åbningsaftenen gik arrangørerne af festivallen lidt ud over det strengt nordiske koncept og gav chancen til flere europæiske bands. Det viste sig at være en god idé, i hvert fald med belgiske The Tellers. Efter en lidt sløj start spillede fik bandet mere energi ind i numrene, hvor Pavement og The Libertines var klare referencepunkter. En fin start.

Det var straks værre med A Switch Box Tale, der er et projekt, som er lavet i forbindelse med det europæiske år for interkulturel dialog. Her samarbejder danske kunstnere som As in RebekkaMaria, Pharfar og Morten Varano med musikere fra Guadelupe, Algeriet, Mali og Frankrig.

Samarbejdet har primært fundet sted i cyberspace, og efter to dage i øvelokalet fik projektet sin dåb på Spot Festival. Man skal påskønne kulturel udveksling, og måske var det et spændende eksperiment for musikerne, men for publikum var det noget af en prøvelse at være vidne til.

Mama Draba fra Mali begyndte med afrikanske rytmer, inden Cali P fra Guadelupe tog over med en gang reggae - det var såmænd til at overkomme. Men ligemeget hvor meget jeg forsøger at efterleve Jørgen Leths ord om at åbne sanserne for andre kulturers musik, så er det altså svært at blive begejstret over en algiersk folkesanger med langt nakkehår, der vrikker med hofterne i læderbukserne!

At As In RebekkaMarias banale klaver-ballade udgjorde det bedste fra A Switch Box Tale siger vist alt. Heldigvis lurer der forhåbentlig bedre overraskelser de kommende dage.
Jakob Rom Johansen


Festivalåbning, torsdag den 5. juni 2008 kl. 19.30

Jørgen Leth fortæller om voodoo i Haiti

Så blev det første weekend i juni og den 14. udgave af Spot Festival kan begynde. Den formelle åbning af festivallen fandt sted i Musikhusets fine rammer, hvor digteren, journalisten og levemanden Jørgen Leth var inviteret som prominent gæstetaler. Han læste en længere historie om voodoo i Haiti op fra sine papirer, og hvad det havde med musik og Spot Festival at gøre, står hen i det uvisse. Det skulle da lige være udgangsreplikken, hvor Leth fortalte, at han nyder at lytte til voodoo-trommer og en opfordring til at være nysgerrig over for andre kulturers musik.

Spot Festival fungerer som en showcase, hvor der blandt publikum er 200 folk fra musikbranchen i ind- og udland, som bliver præsenteres for dansk og nordisk musik, der skal have en chance i det store udland.

Men hvem skal man så håbe på får gennembrudet på Spot? Man kan i hvert fald undre sig over, hvad dansksyngende kunstnere som Thomas Buttenschøn og Peter Sommer laver på en festival med dén målsætning. Dúné har spillet på festivallen de sidste to år uden det store held, og i år får de chancen igen. Veto er store på hjemmebanen i Danmark, men kan de imponere de rigtige folk fra USA og Europa? Svenske Radio Dept. er et glimrende band, men deres indadvendte musik er næppe hitlistepotentiale.

Nuvel, det gælder bare om at være nysgerrig og snuse sig frem til de gode oplevelser.
Jakob Rom Johansen