Erland Oye, lørdag den 23. februar 00.15
Erland Oye
Hvad rykker mest i Norge lige nu? Spørgsmålet runger i Oslos gader. Det hackede sig ind i min hukommelse allerede torsdag, okkuperede de sidste ressourcer på min chip fra fredag og drev mig rundt mellem Oslos spillesteder tre dage i træk.
Nu står jeg foran en pissekumme på et lille toilet på et lille spillested lidt uden for centrum. Med en fadøl og en masse nye bandnavne i hovedet, men stadig uden svar på spørgsmålet. Og så sker miraklet...
Det lyder helt sikkert cheesy, men jeg husker det faktisk som lidt af et mirakel, da Erland Oye vader ind på toilettet.
»Han må have svaret«, tænker jeg. Det lyser ud af hans musikalske driblinger med Kings of Convenience og The Whitest Boy Alive, ud af de hornfarvede fessorbriller og hans lavmotoriske dans på scenen, at han om nogen er på bølgelængde med begrebet indie. Men ak...
»I dont know«, siger han til min store skuffelse.
»Jeg tror, at Slagsmålsklubben har været festivalens højdepunkt indtil nu«.
Han piller nogle servietter ud af servietautomaten, mens jeg ser nederlaget i øjnene og synker det faktum, at Slagsmålsklubbens hidsige elektroshow (og tro mig, det er mest et show) ikke stemmer overens med min opfattelse af en musikalsk åbenbaring.
Det tager åbenbart mere end tre dages koncertjageri og en indie-fessor at finde den nye lyd i byens larm. Men i den følgende smøre er alligevel et forsøg.
Casiokids (N) og Truls And the Trees (N), lørdag den 23. februar
Casiokids
De danske og især de svenske bands har snuppet en stor del af opmærksomheden på årets udgave af by:Larm. Faktisk så stor en del at norske musikbranchefolk i fredagens udgave af Verdens Gang rasede over, at de norske bands bliver overset.
Men hvis de sure mænd havde kølet temperamentet med en kold fadøl og troppet op på spillestedet Rockefeller lørdag aften, havde de set et fyldt spillested, opmærksomhed fra norsk såvel som udenlandsk presse og et par norske band, som uundgåeligt må tiltrække sig opmærksomhed.
Med en knasende synth, grønne lysekæder, pixelerede projektioner (og navnet, arghh!) viste Casiokids sig først som endnu en ny familie i den unge slægt af neon-ekspressionister og klubbørn. Men de undgik at falde i genrens klichéfyldte farvand eller dybe sorte hul af elektronisk monotoni og flød ovenpå. Takket være cellisten, koklokken, der fik klask som en sambarøv på komedie, og en meget betagende kombination af VJ-projektioner og skyggespil.
Da jeg senere på aftenen talte med en af festivalens arrangører, fortalte han, at mediernes og de udenlandske branchefolks store fokus på Sverige (og til dels Danmark) skyldes, at de udenlandske bands er mere etablerede og i forvejen kendte, mens de norske for en stor dels vedkommende er helt uprøvede og usignede. Det bekymrede åbenbart ikke Casiokids.
Den norske gruppe Truls And the Trees er endnu en grund til at skrive om lørdagen i Oslo... men først lidt om torsdag i København.
Man er nemlig nødt til at smugle mindst én karton papvin med i flyet til Oslo. De norske spritpriser er ikke alene svimlende og burde kulegraves af Konkurrencestyrelsen... de har faktisk også potentiale til at spolere end god festival. Derfor overholdt jeg ovenstående festivaltip, da jeg torsdag tog fra København.
Jeg havde lidt besvær med at komme fra Kastrup på grund af vinen, som jeg ikke kunne have med som håndbagage. Til gengæld har jeg hele weekenden nydt godt den sure Ribena Rosso (det lignede tyndt opblandet rød saftevand) jeg købte hos den lokale købmand inden afrejse (nogle koncerter har måske også nydt godt af, at jeg har drukket den). Men lørdag aften slap vinen op. Og hvad stiller man så op?
Truls And The Trees gav mig svaret allerede lidt over ni. Den obligatorisk lille koncertskid eller for den sags skyld en heftig festivalbrandert virkede (næsten) overflødig i selskab med den norske gruppes smittende indiepop. Med en holdopstilling som et canadisk musikkollektiv gik den erfarne musiker Truls Heggero på scenen med syv musikere, bas, trommer og guitar, violin, saxofon, harmonika, tangenter, tambourin og mandolin. Sammensuriet virkede i momenter lige så berusende og smittende som Arcade Fire. Og så er der måske ingen grund til at importere humøret i en papkarton.
Truls And The Trees er egentlig et sideprojekt til Heggeros førsteprioriterede band, Lukestar, men hvis Truls lytter til de omkring 800 publikummer på spillestedet denne aften, til snakken i krogene eller anmeldelserne, så gør han mere ud af The Trees.
Veto (DK), lørdag den 23. februar kl. 21.30
David Krogh Andersen, Troels Abrahamsen
Jeg kender kun få, som altid kan mønstre en stribe blondiner med blanke øjne og blankochecks i bukserne, når han træder op på en scene. Han kan gøre det til hver en tid. Han har gjort det i Danmark, han gør det lige nu i Norge, og han ville sikkert også kunne gøre det i resten af Skandinavien.
Men det er ikke kun på grund af hans underspillede, jyske charme, at Troels Abrahamsen er populær. Det er så sandelig også på grund af af hans evne til at programmere et beat, skrive en tekst og sende den af sted med en vokal desperation, som virker både intelligent og ærlig. Og da han gik på scenen med Veto lørdag aften i Oslo stod det klart, at disse evner ikke er forsvundet i de to år, der er gået siden udgivelsen af bandets første album.
Veto spillede to numre fra det nye album, som udkommer i maj måned i år.
Med en knaldhård lilletromme som driftsikker firetakts-motor, knasende synths som varemærke og en vokalpræstation som garniture slog Troels Abrahamsen takten an for det nye album. Et album, som efter alt at dømme, kører i nogenlunde samme spor som det første (bandet forklarer selv, at albummet også lyder som James Bond, Twin Peaks og Prodigy), men også et album som vil holde til presset fra både blondiner, anmeldere og almindelige musikentusiaster.
Speedmeetings, lørdag den 22. februar
Alt var forberedt ned til mindste detalje, da jeg klokken halv fem gik ned mod konferencelokalet. Min båndoptager lå gemt i et tomt take-away-kaffe-krus, som jeg havde fra formiddagskaffen. Jeg havde en cd i et plastikcover klar i skuldertasken, og mit alibi lå på ryggraden.
Jeg ville undersøge, hvordan musikbranchen fungerer. Og hvad var mere nærliggende end at give sig ud for at være manager for et dansk band og snige sig med til et af by:Larms speedmeetings, et af de korte arrangerede møder, hvor pladebranchens ping'er møder hinanden, smiler, udveksler visitkort, cd'er og skaber nogle af de kontakter, som afgør musikernes fremtid.
Allerede torsdag havde en amerikansk foredragsholder under overskriften 'Getting the Most Out of by:Larm' skitseret, hvordan musikbranchen fungerer. Og ikke mindst hvordan man begår sig i den.
»It's all about networking«, sagde hun til stor forundring for sådan nogle halvromantiske tumber som mig, der troede, at musik handlede om musik og ikke om forretning. Selvfølgelig handler det om forretning...
»It's the music business«, som hun gentog igen og igen, mens Power Point-præsentationen bag hende blæste de bedste forretningstricks op på et hvidt lærred.
Jeg kunne læse, at man altid skal have et visitkort klar. At man aldrig må aflevere en demo, hvor bandnavnet er skrevet i hånden. At man altid skal snakke mere om den anden end om én selv. At man altid skal forsøge at røre ved folk, give dem et håndtryk eller lignende, så de husker én. At man aldrig må blive fuld. Og så det gyldne råd...
»Always, aaalways be polite. Even if they are rude to you. Say hello, present yourself, ask what they are doing and offer to buy them a drink«.
Sådan fortsatte amerikanerens introduktion til festivalen by:Larm og resten af musikbranchen, som ud over musik, Jack D uden is og blondiner uden trusser også er speedmeetings og markedskræfter.
NB: Jeg har fået en del visitkort denne weekend, men det lykkedes mig desværre ikke at komme med et til af de omtalte møder.
Boys In A Band (Fao), Salem al Fakir (S), Kleerup (S), fredag den 22. februar
Spillestedet Indigo, Oslo
Færøske Boys In A Band fylder spillestedet Indigo helt ud. Og lidt til. De fylder forsiden af dagens avis med et foto af forsanger Zachariasson og overskriften »If you came to Oslo to party, there was only one place to be«. Forude for festivalen har den færøske gruppe også fyldt en del i andre aviser, musikmagasiner og på festivaler verden over, uden at jeg helt har forstået hvorfor.
På hjemmestereoen lyder Boys In A Bands tidstypiske danserock ikke meget mere interessant end den hvide skjorte, Zachariasson bærer under sin musegrå cardigan. Men af en eller anden grund virker musikken helt anderledes, smittende og syret (takket være Heri Schwartz's Hammond keytar) og er et velkomment indslag denne aften i Oslo. Jeg har desværre ikke tid til at høre hele koncerten, for et andet sted i byen er Salem Al Fakir ved at gøre sig klar til at gå på.
Han har også fyldt en del i medier og i folkemunde under og inden festivalen, solgt guld i Sverige og været nomineret som bedste opkomling til MTV's European Music Awards. Men i modsætning til færingerne lever den svenske Eran DD ikke op til forventningerne... medmindre man altså havde forventet Prince inkarneret som en svensk flødebolle siddende foran sit piano, flankeret af en guitarist med lommerne fulde af uld og forudsigelige guitarsoli og en satinskjorteklædt bassist med omtrent samme showmanship-appeal som Shubbernes Michael Hardinger. Videre til næste koncert.
Kleerup havde ryggen mod muren og front mod et halvtomt og tamt spillested, da han klokken 00.30 gik på scenen. En engelsk journalist havde anbefalet mig at høre den tidligere jazzmusiker, men det viste sig, at hans houseprojekt var ligeså glat som et discogulv, at synthfladerne passede ligeså godt ind på det tomme spillested som Jean Michel Jarre på en nordjysk pløjemark, og de Kraftwerk-stiliserede projektioner af digitale bogstaver heller ikke kunne fange hverken mig eller de andre publikummer denne aften. Men på den anden siden... det er svært at fange publikum, når der stort set ikke er nogen.
Bloodgroup (IS), fredag den 22. februar kl. 22.30
Raggi og Lilja, islandske Bloodgroup
Jeg skulle have taget ecstasy.
Det må være det eneste, der manglede til koncerten med den islandske gruppe Bloodgroup. Alt andet - det vil sige en syntetisk bas med en bund der slog min naturlige kropsrytme både off og up beat, en trommeslager med fluorescerende neon-stikker og en stemning der var som pisket i grønt skum fra Ibiza - sørgede bandet for.
Islændingene tonsede ud over det musikalske landkort uden genredefinerede pejlinger eller hæmninger. Bandet beskriver selv musikken som elektro-pop, men af til lød det mest som et italiensk mobildiskotek på vej gennem Rios favella for at optrevle traditionen for uhøjtidelige tekno-kompositioner og for straks at sætte kursen videre mod house-byen Chicago. Der var ingen grænser og ingen hæmninger denne fredag aften, og det fattede publikum. De gik geyser, og svedende og med armene over hovedet fulgte de den rullende bas fra den digitale maskinpark og de vokale krigshyl fra club-trash-divaen Lilja, der lignede en narkoman (på den gode måde) og vred sig som en pole-danser, mens trommeslageren lænede sig ud over elefanthegnet.
Lykke Li (S), fredag den 22. februar kl. 23.30
Lykkelig svensker
Køen uden for spillestedet denne fredag aften understreger hendes popularitet. Svenske Lykke Li er blandt de mest hypede på årets by:Larm, og rygterne om den fantastiske koncert, hun samme dag har spillet i en lokal pladebutik, har trukket alt for mange til.
»Det var meget bedre i eftermiddags... meget mere intenst«, fortæller en lokal. Men det unge poptalent svigter alligevel ikke de fremmødte.
Som en sort kat sniger hun sig ind på mikrofonen med en tambourin, sin småhæse stemme og feist'iske kvindelighed som de stærkeste kort denne aften. Det er nok også hendes stærkeste kort i spillet om det store gennembrud, som hun står midt i. For selv om målgruppen for hendes musik er lige så bred som radiobølgerne og skabelonen er skåret med svensk popsaks, så er hendes styrke de skæve og personlige detaljer i hendes stemme, det finurlige i koklokkerne og det rå i de tørre tæsk, hun giver tambourin og bækken med sin trommestik.
Og det hele kommer frem denne aften. At dømme efter bifaldene - det er den første koncert, hvor jeg hørte nogen råbe »hela« - svigter det unge poptalent hverken de fremmødte, hypen eller de mange musikbranche- og pressefolk.
The Floor Is Made Of Lava (DK), The Fashion (DK) torsdag den 21. og fredag den 22. februar
Toby, The Floor Is Made Of Lava
I de smalle sidegader hører man det. I elevatoren på det hotel, hvor musikverdenens mappedyr og pladeselskabernes pinger er indkvarteret, hører man det. Man hører det over rundstykkerne om morgenen og torsdag aften på de små spillesteder. Jo, folk snakker om de danske bands på by:Larm.
»They are amazing«, siger en engelsk musikjournalist om danske The Fashion. Hun står sammen med en kollega fem meter fra scenen på det lille spillested John Dee og venter på at de danske drenge får sat håret og halstørklæderne og går på.
»De lyder lidt som The Rapture... altså, det er jo egentlig ikke dansemusik, men man får lyst til at danse alligevel«, siger hun.
Der ikke tale om en dansker-hype, men den britiske journalists nærmest forelskede blik taget i betragtning er der tale om en udmærket start for det danske ungdomslandshold i musik, som ved denne lejlighed også tæller Veto, As in Rebekkamaria, The Kissaway Trail, Afenginn, Goodiepal og The Floor Is Made Of Lava.
Og det varmede lidt ekstra om nationalfølelsen, da en af festivalarrangørerne under morgenmaden og morgenavisenlæsningen pegede på netop The Floor Is Made of Lava og anbefalede sin sidekammerat at høre dem.
Men følelsen fortog sig dog kort efter, da jeg mødte en af de engelske journalister fra The Fashion-koncerten.
»Der var ikke rigtigt noget nyt i deres musik«, sagde hun, da jeg med stor forventning i stemmen spurgte til gårsdagens koncert.
»Men jeg kunne godt lide den måde, han dansede på«.
Serena Maneesh (N), torsdag den 21. februar kl. 23.00
Emil Nikolaisen, Sarena Maneesh
»I really liked it«, siger den tidligere forsanger i Dead Kennedys, Jello Biafra.
Jeg møder ham på et lavloftet spillested i indre Oslo. Den norske gruppe Serena Maneesh er netop gået af scenen.
Mindre end et kvart døgn tidligere skitserede punklegenden vores fælles problem, nemlig at vi er mange, som stadig slæber rundt på en fordom om, at Norge stort set kun er A-ha og black metal. Men allerede her lidt i midnat maner Serena Maneesh alle fordomme i jorden...
Fra den lave scene sendte den eksperimenterende noise-rock-gruppe kaskader af støj ud over publikum, som kunne følge de langsomme post-rockede opbygninger mod rungende dissonans, ned i dale med harmoniske pusterum og op igen mod rasende klimakser. Det indadvendte fra My Bloody Valentine, støjen fra Sonic Youth og det droniske fra Neu! var tydeligt hos bandet og forsanger Emil Nikolaisen, som flagrede rundt på scenen med hippie-bandana om hovedet, arme og guitar svingende langs siderne og at dømme efter hans shamanistiske trip/dans med en stor bakke psilocybinsvampe rumlende i maven.
Men de poppede elementer, som på pladerne titter frem midt i støjen, var svære at få øre på, og man kan derfor spekulere lidt over, om den positive omtale, som bandet har fået af Pitchfork og resten af den udlandske musikpresse, nogensinde vil bonne ud i et lidt mere folkeligt gennembrud.
Som den tidligere forsanger i Dead Kennedys sagde efter koncerten:
»De havde sagt til mig, at det var eksperimenterende. Det var rigtigt«.
First Floor Power (S), torsdag den 21. februar kl. 21.30
Søster Wilson og First Floor Power
Som altid er det klogt at lede efter de billigste øl fra Netto, de allermest højkravede fodermester-gummistøvler fra Jylland og bedste bands fra Sverige, når man drager på festival.
I Norge er der ikke nogen billige øl og heller ikke brug for gummistøvler, så jeg fandt i stedet den svenske gruppe First Floor Power torsdag aften. Gruppen er måske mest kendt for forsangeren Jenny Wilson... men nu er hun gået ud, og spørgsmålet er, om der er andet, gruppen kan blive kendt for. Svaret er både ja og nej.
Ja, fordi den skæve indiepop, bandet slog sig op på lige efter årtusindeskiftet, er slået endnu skævere og slået fast som dybt charmerende, og fordi den karismatiske Karl-Jonas Winqvists havaii-skjorte, smittende entusiasme og musikalitet af og til glimtede som Wayne Coyne fra Flaming Lips. Nej, fordi den nye frontkvinde Sara Wilson ikke matchede søsteren Jenny, og fordi ingen af de nye sange (First Floor Power udgiver nyt album til april og spillede stort set kun sange fra det) lød som et nyt 'Dog Day' eller 'Love Will Come Knocking'.
Festivalåbning, torsdag den 21. februar kl. 17
Jello Biafra, living Dead Kennedy
Byen larmer, men fortiden spøger stadig. Selv om den norske festival by:Larm ifølge rygterne »kun vil booke indiepop«, og selv om en borgmesterfidus i gråt jakkesæt for lidt under en time siden omtalte Oslo som »Nordens musikhovedstad« i sin åbningstale... ja, så tyder meget på, at Norge stadig har svært slippe af med rygtet som et metal-land.
»I USA kender vi bedst Turbonegro og så selvfølgelig deres black metal«, siger Jello Biafra, tidligere frontmand i Dead Kennedys, da jeg møder ham på hotelgangen.
Den gamle punkdinosaurus, som er iført tyndt hår, måne og knælange læderstøvler, har for et par minutter siden underholdt den norske og internationale musikbranche i forbindelse med by:Larm... selv om han faktisk ikke kender noget til det, som det hele handler om, nemlig ny norsk musik.
»Jeg følger ikke rigtigt med«, siger han og nævner Sods og Gasolin, formentlig som en slags afledningsmanøvre eller smiger.
»Jeg kender også Aha... men jeg kender ikke nogen, der har købt en cd med dem«.
Og han har fat i noget. Selv om årene og Oye har gjort noget for norske musik, så har landet stadig har svært slippe af med rygtet som et metal-land. Men hvem ved, måske kan denne weekend lave om på det.
Festivalen by:Larm afholder koncerter med ikke færre end 250 bands fra Norge og resten af Skandinavien.