Opsamling 2007: Baby Woodrose

  • Jakob Bagterp
  • 6. december 2007, 00:03
  • Interview
  • Print

Danmarks måske mest beskidte garagerockband vendte i år tilbage med et mere stuerent udspil. Altså hvis stuerent også betyder farver og striber på tapetet. For 'Chasing Rainbows', bandets fjerde studiealbum, havde lagt en psykedelisk dæmper på de rå riffs, og fra Soundvenues anmelder lød det, at Baby Woodrose havde begået »guld af international karat«. Vi har bedt forsanger Guf finde årets nytilkomne guldklumper frem fra pladesamlingen.


Aron - 'Djævlens horn'

Lyt til numre fra albummet her

Website

»Aron er en af mine ældste venner, som jeg har spillet sammen med i bands som On Trial og Spids Nøgenhat. Lyden af hans sangstemme giver mig øjeblikkelige kuldegysninger, hver eneste gang jeg hører den, og han er tilmed en af de mest geniale danske guitarister nogensinde«.

»Hans seneste soloplade er den tredje - og suverænt bedste i øvrigt. Denne gang med 100 procent danske tekster. Musikken bevæger sig døsigt og sløvt bedøvet rundt i et tusmørkeland, der bringer minder om gamle gyserfilm, befolket af sære væsner, akustiske guitarer og relevante spørgsmål som: »Er vi de sidste her på jorden?««.


The Setting Son - 'The Setting Son'

Lyt til numre fra albummet her

Website

Læs Soundvenues anmeldelse her

»Til en fest tilbage i 2006 fik jeg stukket en hjemmeindspillet demo-cd-r i hånden. Det sker faktisk oftere for mig, end man måske umiddelbart skulle tro. Ni ud af ti gange viser musikken sig desværre at være ret uinteressant, men med denne cd-r som den uimodståelige undtagelse. Jeg blev øjeblikkelig hooked på sangerens stemme og de nærmest charmerende naive sange om kærlighed, tvivl og ungdom. Cd'en indeholdt 22 sange, og da jeg efterfølgende mailede ophavsmanden og spurgte ham, om der mon var mere, fik jeg tilsendt endnu en cd-r med 22 andre, mindst lige så fantastiske sange«.

»Ovenstående album fra i år, som jeg jo er stolt af at kunne sige jeg har 'produceret', er således blot et opkog af Sebastians (T.W. Kristiansen, red.) sange, der er forsøgt realiseret for et bredere publikums sarte ører. De oprindelige demoer er som rå diamanter til sammenligning og har været klart det mest hørte hjemme hos mig de sidste par år«.


Flat Earth Society - 'Waleeco'

»Ja, det virker måske lidt mærkeligt at vælge en genudgivelse af en plade fra 1967 som den mest betydningsfulde i 2007. Men så skal man jo lige huske på at anbefalingerne her kommer fra en mand, som er så håbløst ude af trit med det nye og moderne, at han ikke ville kunne høre forskel på Thomas Troelsens Private og Duran Duran - om så han ville«.

»Men her er den altså, endeligt genudgivet på cd fra de originale masterbånd og med tonsvis af bonusinfo i bookletten: En plade som oprindeligt var en del af et marketingseksperiment, der indbød syrerock-sultende teenagere til at samle indpakningspapiret fra chokoladebarer af mærket Waleeco (deraf titlen!) og kvitterede med et eksemplar af ovennævnte psych-mesterværk. Jeg tror ikke, det var den store succes oprindelig, i hvert fald er lp'en nærmest umulig at opdrive, men musikken aldeles fortræffelig, hvis man er til den slags«.

Hvad er det bedste, der er sket for musikken i 2007?
»'Chasing Rainbows'!«

Deltag i Soundvenues store brugerafstemning om årets bedste album her og vind et årsabonnement på Soundvenue Magazine.



  
Eksterne links
 
Kommentarer
For at deltage i debatten skal du være logget ind som bruger. Log ind øverst på siden til venstre, eller opret en profil her.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
Breakin' Sound 2012: De 10 mest lovende nye danske navne 10/01
Breakin' Sound 2012: De 10 mest lovende nye udenlandske navne  11/01
30 album du skal glæde dig til 17/01
Guide: Hele historien om Lana Del Rey i 10 trin 20/01
Guide: Modeugefester uden gæstelister 31/01