Múm - en god gammeldags dannelsesrejse

Islandske Múms historie minder nærmest om en god gammeldags dannelsesrejse. Fra lydeksperimenter i isolation på en fjern Atlanterhavsø, over horisontudvidende, international opmærksomhed og centrale bandmedlemmers afsked til hjemkomst og nyvunden spille- og legelyst på det spritnye album. Mød dem her.

Han lyder afslappet, som han sidder der, Gunnar Örn Tynes, og slubrer kaffe uden for sit hus i Reykjavik. Som en ganske almindelig mand i slutningen af 20'erne med en søvndrukken appetit på livet. Helt gennemsnitlig kan han dog ikke siges at være. For som grundlægger af det albumaktuelle electronica-outfit Múm kan han uden indvendinger påberåbe sig sin store del af ansvaret for den renæssance og internationale succes, islandsk musik de sidste godt ti år har oplevet.

Direkte adspurgt fremkalder titlen som musikalsk pioner sammen med Björk og Sigur Rós dog en lidt ambivalent følelse:
»Selvfølgelig er det rart, men det er også lidt sjovt, for i Island er vi faktisk ikke et band, der er accepteret i populærkulturen. Islændingene kender måske godt vores navn, men jeg tror ikke, at særlig mange af dem har hørt vores musik - eller måske kan de bare ikke lide den slags musik. Hvis du vil gøre det godt i Island, bliver du nødt til at spille meget simpel popmusik. Og den musik får ingen opmærksomhed i udlandet«.

Modsat den radiovenlige hitlistepop, som Tynes med slet skjult foragt hentyder til, har Múm siden debuten i 2000 med 'Yesteday Was Dramatic - Today Is OK' formået at gøre opmærksom på sig selv uden for Islands grænser. For selvom albummet i første omgang kun kunne erhverves i vulkanøens pladebutikker, fik mange udenlandske lyttere hurtigt ørene op for dets uskyldsrene og stemningsmættede sammenkædning af sprøde soveværelses-programmeringer, duglette beats, susende reallyde og melankolsk dragende vuggeviser.

Året efter resulterede det i distributionsaftaler for albummet i England og Japan, og som en direkte konsekvens af hypen udkom Múms andet album, 'Finally We Are No-One', i 2002 internationalt via det respekterede, engelske indie-label FatCat. Endnu en gang akkompagneret af klappende anmelderhænder. Samme år valgte forsangerinden Gyða Valtýsdóttir til gengæld at forlade gruppen for at hellige sig kunst-studier i Reykjavik.

Som to instruktører
På 'Summer Make Good', der udkom i foråret 2004, lød Múm så pludseligt som et band i krise. Hvor melodierne på de to forgængere var ubesværede og umiddelbart indtagende, forekom sangskrivningen i tredje forsøg mest som famlende og uforløst. Derfor lugtede det også så småt af opløsning, da Gyðas tvillingesøster Kristín Anna ligeledes forlod gruppen i starten af 2006 for at forfølge en solokarriere.

»Det var ikke rigtig dramatisk nogen af gangene. Ingen smækkede med døren. Det var noget de begge to blev nødt til at gøre, og alle kunne se, at det var en ærlig beslutning. Det var overraskende begge gange, men på en måde forstår jeg godt deres valg. Og den slags ting tvinger én til ændringer«, fortæller Gunnar Örn Tynes og tvillingesøstrenes exit.

Før indspilningerne af deres fjerde album var Múm dermed reduceret til sit oprindelige udgangspunkt: Tynes og kumpanen Örvar Þóreyjarson Smárason. Det ændrede dog ikke voldsomt meget i deres måde at arbejde på. Ikke mindst fordi gruppen undervejs i processen fik fem nye medlemmer.

»Bortset fra begyndelsen har det aldrig kun været os to, for vi har altid haft en masse andre folk involveret. Nu er vi bare mere som to instruktører«, siger Tynes, og selvom han ikke vil gå så langt som til at kalde det en frisk start, medgiver han gerne, at arbejdet med 'Go Go Smear the Poison Ivy' har været en overordentlig positiv oplevelse: »Vi havde det virkelig sjovt med at lave det. Da vi lavede 'Summer Make Good', vidste vi, at det næste album som en kontrast ville blive mere lyst. Måske var det derfor, vi så så meget frem til at lave det«.

Múm har alle dage været kendt for deres alternative valg af indspilningssteder i jagten på auditiv inspiration. Mest bemærkelsesværdig er historien om indspilningerne af 'Summer Make Good', hvor bandet tilbragte mere end en måned i et fyrtårn på en afsidesliggende ø, hvortil instrumenter og andet teknisk isenkram måtte fragtes med fiskekutter og helikopter. I denne omgang var Tynes og Smárason også omkring denne afsondrede lokalitet, dog kun i den indledende sangskrivningsfase - og med en del mindre udstyr. Til gengæld foregik en stor del af tromme-optagelserne på en lillebitte finsk ø. Ligesom duoen undervejs tilbragte et par uger på en ferielukket, islandsk skole, hvor de gik på strandhugst i skolens instrumentsamling. Noget der især kan høres i brugen af klassisk klaver, der er overraskende udbredt på 'Go Go Smear the Poison Ivy'.

Barnligt er godt
Et andet karakteristisk træk ved albummet er den legende lethed, hvormed sangenes harmonier gådefuldt glider ind og ud hinanden på samme løst strukturerede måde som hos den amerikanske neo folk-kvartet Grizzly Bear. Og spørger man til, hvordan Múm skaber sine sange, står det klart, at den lydlige nysgerrighed også afspejler gruppens arbejdsmetode.

»Den bedste måde at sige det på er, at hvis vi havde arbejdet som bønder, ville vi have været meget dårlige bønder. Vi ville smide en masse frø ud i baghaven og se, hvor der kom smukke blomster. Vi arbejder meget på den måde, kaster en masse idéer ud. Nogen idéer er så mere specielle end andre, og dem giver man mere opmærksomhed, så de kan udvikle sig, præcis som de vil«.

Og netop evnen til at give slip på voksenlivets krav om rammer, regler og rette linjer har igennem hele karrieren præget Múms output på flere niveauer. Dyrkelsen af temaer som nostalgi, barndomsminder og eskapistiske eventyrligheder har præget tekstsiden, ligesom den naivistiske leg med ord og mening på 'Go Go Smear the Poison Ivy' udover den knudrede albumtitel har resulteret i gådefulde sangtitler som 'These Eyes Are Berries', Marmalade Fires', 'I Was Her Horse' og 'They Made Frogs Smoke 'Til They Exploded'. En fordomsfrihed, Tynes og resten af gruppen stolt holder fast ved.

»Måske er det bare os, måske er vi bare lidt barnlige. Det er noget, der har fået en negativ klang i forhold til at udvikle sig og blive voksen. Jeg synes ikke, at det er noget dårligt. At være barnlig er en meget positiv ting. Man er mindre hæmmet, mere fri og man bekymrer sig ikke om, hvad andre folk synes om én«.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue Magazine #16, september 2007.