Iceland Airwaves 2007

Foto: Lærke Posselt (www.posseltphotography.com)

Det er helt symbolsk, at Island ligger i midt i en seismisk hyperaktiv zone. Selvom der er langt mellem de musikalske døgnkiosker, har hovedstaden Reykjavik sin egen berettigelse på landkortet. Hvert år sender Iceland Airwaves lydbølger ud i verden. Internationale navne som Bloc Party, Of Montreal og !!! er lokkemad, mens lokale navne fylder hullerne ud. Soundvenue rapporterer løbende fra festivalen.

FM BELFAST REDDEDE DAGEN
FM Belfast, Gaukurinn
Lørdag den 20. oktober, kl. 01

Lokalbandet FM Belfast har fundet sig sin en helt egen niche: Død, ketamin og knækkede ryghvirvler. Ja, den er god nok. Iført flødedrengsuniformen butterfly, pullover med grå og brune nuancer fik de alle covernumre til at lyde af 'Pump up the Jam' og techno-barbershop ved hjælp af Árni Rúnar Hlöðverssons programmeringer: The Teenagers' 'Fuck Nicole' og Rage Against the Machines 'Killing in the Name of' ('Lotus'), mens danske Kasper Bjørke kunne oplevet sin egen 'Back and Spine' i helt ny forklædning. Og selvom gimmicken ikke rækker til mere end en håndfuld numre, fik hobbyprojektet for medlemmer af blandt andet Múm og Skakkamanage rummet til at give sig hen i dans, beruselse og knækkede hæle.


Butterfly, konfetti og alt for mange på scenen med FM Belfast.

JÆVNE BLOC PARTY
Bloc Party, Reykjavik Art Museum
Lørdag den 20. oktober, kl. 24

Die hard-fans af Bloc Party må have fået fadøllen galt i halsen, efter at lagt have øre til bandets seneste single, 'Flux'. Kele Okerekes stemme gennem et Cher-filter? Trancede synthesizere? Hvorfor?

Heldigvis sang Okereke uden manipulationer, da bandet med deres første koncert på Island rundede festivalens største scene af. Og kun en enkelt gang havde Gordon Moakes skiftet den firstrengede bas ud med synth-tangenter. Heldigvis. Men det var ikke i nærheden af de højenergiske takter, de viste, da de spillede under teltdugen på forrige års Roskilde Festival, også selvom Matt Tong, branchens måske mest svedende trommeslager, igen sendte en haglbyge af rockrytmik ud.

London-bandet har knap en måned til at pudse formen af, inden de gæster KB Hallen den 6. november.


Ikke siden Bruce Springsteen har en Fender Telecaster siddet så godt: Bloc Party-frontmanden Kele Okereke.

COLLEGE-ROCK UDEN HØJDEMÅLER
Annuals, Reykjavik Art Museum
Lørdag den 20. oktober, kl. 23

En af de koncerter, der aldrig lagde til anker et positivt sted i hukommelsen var med amerikanske Annuals. Bandet er centreret om Adam Bakers sangskrivning, og han trak denne aften sit femspand af hårdtarbejdende backingmusikere unødigt gennem ild og vand. For hvad der lyder tilforladeligt på den ellers fine debutskive, 'Be He Me', fandt aldrig sit drømmende indierock-antrit. På scenen blev det i stedet manipuleret med store armbevægelser uden tjek på højdemåleren og uden sans for at holde igen på udtrykket.

Og mens Bakers stemme snoede sig gennem vers og omkvæd, der aldrig fandt en melodi, man ikke kunne synge med på, løb gruppen midt i guitarsoloer og bluegrass-indslag længere og længere ud i horisonten. Det var et farvel uden håb om gensyn, for aldrig har så mange collegerock-kalorier været forbrændt uden egentlig grund.


Annuals hovedmand, Adam Baker (til højre), og hans femspand i en umulig kamp med eget materiale.

OFFROAD I LYDBØLGERNE
Lørdag den 20. oktober

Det var dagen derpå. Pandelapperne knitrede af indtryk, røverhistorier og tømmermænd, mens morgenmaden blev indtaget med ske. Køen til koncerten med Trentemøller på Reykjavik Art Museum blev efter lang diskussion målt til 'meget, meget lang', for slet ikke at tale om hans dj-set på Kaffibarinn, der var enhver dørmands mareridt. Presset var så stort, at enkelte bogstavelig talt valgte at springe den over. Vinduet til første sal på den lille klub stod åbent, så ja, hvorfor ikke klatre op ad gavlen og klemme sig ind gennem karmen?


Ansigt til ansigt med Reykjavik!, et af byens mange hardcore-bands.

Den lokale gejsersuppe i udbrud
Dagens rygte var, at både Deerhoof, Ra Ra Riot og islandske Jakobínarína havde givet energiske koncerter, og mens Jenny Wilson efter sigende ikke havde levet op til favoritrollen ved at misse to chancer ud af tre koncerter, så var der helt andre boller på den lokale gejsersuppe.

I en baggård til byens hovedstrøg, Laugavegur, hvor Gucci-forretningen uden at blinke ligger skråt overfor en stripbar, startede aftenen i et øvelokale. Hardcore-bandet Reykjavik! og de mere indiepoppede Skakkamanage havde inviteret vennerne med efter en koncert i musikforretningen 12 Tónar. Det er den slags musik, man kun kan drikke slavewhisky til. Uden is.

OF MONTREAL RAGEDE UKLAR MED NUTIDEN
Of Montreal, Reykjavik Art Museum
Fredag den 19. oktober, kl. 24

De lignede nogen, der skulle være sat af på Hawaii. Eller i fortiden. I stedet blev det lufthavnen Keflavik, et regnskyl og år 2007, der tog imod blomsterbørnene Of Montreal. Kvintetten var ligeglade og publikum lige så, for de var ikke kommet for at vride tårekanalen, men lukke den største scene med et festligt syrebrag.

Braget udeblev til dels, men syren ætsede sig ind i hukommelse som en oplevelse uden sidestykke. Men mere om musikken senere, for et band, der får Oh No Ono til at virke jordbundne, må være fra forstanden: Guitaristen Bryan Poole gav Bootsy Collins kamp til stregen med fuglevinger, solbriller og buksevidde nok til at falde ind i mængden på Woodstock i 1969, mens frontfigur Kevin Barnes underholdte med så mange falsetkruseduller, at rutsjebanen i Tivoli er nærmeste slægtning, og bukser så stramme, at højre og venstre testikel kørte separate udstillinger på Reykjaviks kunstmuseum.

Barnes og band koncentrerede indsatsen om det seneste og samtidig mest eksperimenterende udspil til dato, 'Hissing Fauna, Are You the Destroyer?', der med indiehittet 'Heimdalsgate Like a Promethean Curse' om psykofarmakaens (u)lyksaligheder tydeliggjorde, at hans depressionsdiagnose skrev albummet. Nu er han tilsyneladende på benene igen, men selvom hans udstråling var smittende, glippede publikumskontakten midt i et sammensurium af The Kinks, Rufus Thomas, Curtis Mayfield og Scissor Sisters.


Fra venstre: Kevin Barnes og Bryan Poole i færd med at pushe musikalsk LSD til Islands ungdom.

EN APPETITLIG MÚM-FULD
Múm, Reykjavik Art Museum
Fredag den 19. oktober, kl. 23

Det er altid de fantastiske fabler, der knytter sig til islandske Múm, og fredagens koncert op til midnat var ingen undtagelse. For det er netop i hjemlandet, hvor planter kan slå rødder i en klippevæg, hvor skyformationerne kolliderer med bjergene i horisonten, og hvor vulkanerne sover tungt, at de kommer til deres fulde ret.

Men det var svært at sige, om bandets luftige elektroniske lyd, nu med flere akustiske sammenføjninger, havde konsolideret sig nok efter sangerinden Kristín Vlatýsdóttir forlod bandet op til udgivelsen af den seneste plade, 'Go Go Smear the Poison Ivy'. Denne aften i den nye formation og med nye sangere var potentialet heldigvis tæt på at være fuldt udnyttet. For når man hører Múms sirenesang for første gang, er det som at blive født under vandet. Genfødslen var ikke mindre eventyrlig.


Múm i kollektiv trance.

VILD MED DANS
Prinzhorn Dance School, Nasa
Fredag den 19. oktober, kl. 22.15

Dreng og pige mødes og sød musik opstår. Normalt. Men ikke i tilfældet Prinzhorn Dance School, for det var bestemt ikke med en gulerod som belønning, da trommeslageren satte sig til rette og svang pisken. Der er snarere den slags musik, der opstår, når en straffefange får smuglet et par trommestikker gemt i et franskbrød ind i cellen, og skriver tekster om kakerlakker på en diæt af vand og brød.

Egentlig er de krediteret som en duo: Tobin Prinz på guitar og Suzi Horn på bas. Tredjemanden blev i sin tid koblet på ud fra devisen, at han »skulle spille trommer, men netop ikke 'spille trommer'«, hvilket matcher deres eget énfinger-system på gribebrættet.

Ligegyldigt om det er af teknisk nød eller et dogme, så var det interessant at se, hvad man kan få ud af skalaens 12 toner, når man helst kun bruger én, måske to, men max fire. Og hvad der virkede unødigt lo-fi på deres for nyligt udkomne debutplade, så antog de isolerede riffs en helt anden smældende energiudladning med hjælp fra 1.000 watts lydtryk, der fik benene til at vikle sig ind i sidemandens kringlede dansetrin.


Suzi Horn havde justeret basanlægget til et sted mellem 'evil' og 'bad'.

REYKJAVIK FIK BESØG AF MYSPACE-GENERATIONEN
Best Fwends, Slow Club, The Teenagers, Friendly Fires og Late of the Pier, Nasa
Torsdag den 18. oktober, kl. 20-01

Kan man få et stykke med ungdom? På Nasa, en af vulkanøens største scener, havde Myspace-generationen overtaget torsdagsprogrammet med alt, der ligger indenfor en hånds rækkevidde: Percussion på en klapstol, en rytmisk vejafspærring, en arvet synth fra fars loft, et sample af fortiden, et museklik eller et kejtet greb i nosserne.

Verdens mest ukendte duo
Men lad os gemme det bedste til sidst, da den amerikanske duo Best Fwends lignede noget, der var kommet ind med tidevandet. De var drenge, når de er værst: Clearasil, pornoblade og lugten af sure sokker. Deres mikrofonstemme var knap gået i overgang - de var snarere Beavis & Butthead høje på lightergas, mens en cd spillede det ene skingre punkelectro'ede backing-track efter det andet. Ulideligt. Måske de skulle tage konsekvensen og nedlægge deres Myspace-profil.

Forinden havde legetøjsudgaven af The White Stripes ellers leveret aftenens mest charmerende indslag. »Det er første gang, vi har rejst med fly«, erklærede 'verdens mest ukendte dreng/pige-duo', britiske Slow Club, inden guitaristen Charles plukkede store akkordbuketter på sin akustiske guitar. Han stod ved siden af medsangerinden Rebecca, der spillede overlegen simpel percussion på lille- og stortromme, håndklap og klapstol. Det var fattigmands-country fra en sidegade til Oxford Street. Spilleglæden var smittende og sangene havde hjertet på rette sted. Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, de indfinder sig i Heathrows udenrigsterminal.


Quentin Delafon fra The Teenagers læser op fra sit indre synderegister: 'Fuck Nicole'.

Fraværende teenagere
I den anden ende af hype-skalaen var forhåndsinteressen til franske The Teenagers statistisk stor. De er det band, der, sammenlignet med aftenens andre bands, mønstrer flest venner i cyberspace. Mest på grund af deres lumre teenage-romantik på 'Fuck Nicole' og omkvædet fra 'Homecoming': »I fucked my American cunt«. Gode numre, men halvvejs i koncerten havde et pakket Nasa mentalt lyst til at klikke videre og søgte derfor mod udgangen. Teenagers' mp3-repertoire havde ikke fået tilføjet nævneværdigt nyt, de virkede fraværende, og man kan i det mindste forlange, at trioen rent faktisk har øvet sig, inden de tager hjemmefra. Måske The Teenagers er blevet for gamle.


Friendly Fires i rytmisk krydsild.

Med gourmetsampleren tilfælles
Aftenens sidste programpunkter var afsat til to unge britiske bands, begge med rødder i Nottingham, der bevæger sig i hvert sit rockmusikalske territorium. Forsangeren Ed MacFarlane fra Friendly Fires, skridtede rundt i jeans, mens Samuel Dust fra Late of the Pier var trukket i et par sølvfarvede, tætsiddende spandex-bukser. Friendly Fires ramte hårdt i mellemgulvet med rytmisk krydsild, som kun The Rapture har gjort det muligt, mens Late of the Pier slog progrock-takten an på træplanker fra en vejafspærring. Tilfælles havde de en sampler, der minutiøst var forprogrammeret med lydbidder og digitalt opkast fra en gourmetmiddag i 80'erne. En begejstring over at fucke med forældregenerationens arvegods, som kun drenge i teenageårenes på-tværs-alder kan mønstre.

Og ja, det bedste kom denne aften til sidst og beviste, at Oscar Wilde måske alligevel ikke havde ret i, at »ungdommen er spildt på de unge«. Heldigvis. Friendly Fires og Late of the Pier viste, at tiden er moden til at prøve noget nyt.


Nottingham-bandet Late of the Pier er opdraget med farmands glamrock-pladesamling og gamle synthesizere.