The Knife - en velkendt hemmelighed

Foto: Elin Berge

For The Knife handler det at udgive sin egen musik mest om kunstnerisk frihed. Muligheden for at lave musik, selv om der måske ikke er et stort marked for den. Og muligheden for at være ligeglad med det. Men det handler absolut også om at holde så meget afstand som muligt til den kommercielle, mandsdominerede industri, som den svenske søskende-duo ser musikbranchen som. Og Olof Dreijer og Karin Dreijer Andersson spilder sjældent en mulighed for at ytre deres kritik.

Som ved de svenske Grammy-uddelinger i 2004. Selv de mest politisk korrekte musikere ville sikkert lægge attituden på hylden en sådan aften og stolt modtage hæderen. Ikke The Knife. Søskendeparret mødte ikke engang op. I stedet sendte de to kunstnervenner, der, inspireret af den amerikanske, feministiske kunstnergruppe Guerilla Girls, var iklædt store gorillamasker, da de modtog prisen for bedste popalbum for 'Deep Cuts'. Takketalen benyttede de til at oplæse statistiske beviser på, at kvinder nærmest er ikke eksisterende i musikbranchen. For så at konkludere, at The Knifes succes skyldes, at de er én kvinde og én mand. 50-50, som der stod på de t-shirts, gorillavennerne havde på.

Olof kan stadig grine af episoden. Specielt når han fortæller, hvordan en af 'gorillaerne' endte med at hoppe op på ryggen af en af programlederne. »Det var ret sjovt. Og 'Deep Cuts' handlede jo utroligt meget om at fortælle om ret seriøse ting med humor, lidt inspireret af Michael Moore. Vi syntes, det var en effektiv måde«.

Og effektivt var det absolut. 'Deep Cuts's synthpoppede og dansevenlige skæringer var nemlig den perfekte indpakning for The Knifes kritiske fokus på vor tids kønsrollemønstrer. Mere end 30.000 svenskere var hooked. Ikke mindst takket være hittet 'Heartbeats', der siden er blevet et hoppeboldspækket, tv-reklame-hit for José González og hans guitarkonverterede version.

En mørk, irriterende plade
Dermed opnåede Dreijer-søskende, hvad de ville med albummet. Efter at debuten, 'The Knife', ikke havde solgt særlig godt, ville de nemlig lave en tydelig politisk plade, der takket være en poppet tilgængelighed kunne nå ud over indiekredsen. Og de mange nye fans faldt nok mest for Dreijer-søskendes karakteriske miks af 80'er-lyde, som olietønder og discobeats med futuristisk synth og Karins vokal, der efter en tur i forvrængningsmaskinen, lød som alt fra en skæv sangskat til en pervers, mandlig chef. The Knife gør sig i hvert fald ingen falske indbildninger om, at de har ændret verden.

»Nu begynder mange ting at falde på plads for os, men jeg har kontakt med virkelig mange kvindelige musikere i Sverige, og jeg kan se, at alt bare gentager sig«, fortæller Karin.

Så det hjælper ikke?
»Nej, men det er det. 'Deep Cuts' var så tydelig, men man mærkede ingen forandring i mentaliteten i modtagelsen, så vi tænkte, at så er det bare at lave en mørk plade, der bare er irriterende«, siger Oluf om deres nye album 'Silent Shout'.

Mission accomplished. Delvist, i hvert fald. For mens 'Silent Shout', der udkom i marts, absolut har en gennemgående dysterhed over sig, så er den langt fra irriterende. Tværtimod. Når man lige har vænnet sig til, at The Knife ikke har fulgt hitformlen fra 'Deep Cuts', så vokser og vokser de 11 numre. Lyden er knapt så 80'er-poppet denne gang, hvor inspirationen mere lader til at stamme fra 90'ernes trance og house. Men Karin, ja, hun er stadig den samme. Som en anden skuespiller, iklæder hun sig den ene vokal-forklædning efter den anden og synger duet med sig selv.

»Det er alle de karakterer, som vi arbejder med. Det kan være nødvendigt, for at sangen skal få sit bedste udtryk. Så vi tester mange forskellige måder at synge på og beholder det, som føles stærkest«, fortæller sangerinden med den markante vokal.

Maskespil
Det er dog ikke kun i lydbilledet, at de to svenskere forklæder sig. Siden 'Deep Cuts' har de valgt kun at stille op til fotografering iført masker. Sidst malede de sig som aber i ansigterne. Denne gang har de selv lavet de sorte masker, der i ren maskeradestil dækker halvdelen af ansigtet og prydes af store, krogede, næselignende næb.

»Når vi arbejder med musikken på den måde, at vi går ind i forskellige karakterer og forsøger at skabe en anden verden og arbejder med illusioner, så havde vi ødelagt det billede ved at optræde med vores egne ansigter. Vi forsøger at adskille det. Hvordan vi ser ud privat, har intet med vores musik at gøre. Musikken skal kunne stå som et værk for sig selv. Derfor forsøger vi at se ud som musikken. Og så vil vi heller ikke genkendes«, fortæller Karin.

Nej, de vil ikke genkendes, og egentlig virker begge søskende som meget private mennesker. De fortæller gerne om musik og holdninger til den, men ethvert personligt spørgsmål præller af og bliver besvaret med en generel observation, som da Karin ikke synes, at det er relevant om hendes syn på kønsroller skyldes egen livserfaring. Men det havde heller ikke passet til The Knife at vide for meget om, hvad der gemmer sig bag facaden. Det er jo netop ideen. Det er musikken, det handler om, og den er en masse snak og tekst værdig.

Men er I ikke bange for, at maskerne får en direkte modsat effekt, fordi der nu kommer en masse unødig fokus på dem?
»Jo, det har jeg selvfølgelig tænkt på«, starter Karin, inden Olof afbryder: »Men hvis man fokuserer på maskerne, så siger det mere om magasinet end om kunstneren. Hvad er der interessant ved en maske? Vi forsøger jo at illustrere musikken, og det synes jeg, de gør godt, så det er et relevant billede«.

Retro er beskidt
Godt så, det var jo også musikken, det skulle handle om.

Karin, du har en gang sagt, at The Raveonettes er kedelige, fordi musikken er lavet bedre før. Synes I, at musik skal se fremad?
Karin: »Har jeg sagt det? Ja, men man vil jo lavet noget, som ikke er lavet før. Jeg tror ikke, at vi kan lide retro. At noget er retro, er lidt beskidt. Men samtidig er det svært. Vi kan jo sige, at vi har elementer fra tider før fremtiden i vores musik, men hvis man sætter gamle ting i nye sammenhænge, så kan man jo også skabe noget nyt. Jeg synes, at det udgangspunkt er mest interessant. At forsøge at lave noget, der føles som, at man forsøger at komme videre og ikke bare står i stampe«.

Olof: »Rent teknisk, så kan man nu med ny software lave en masse lyde, som ikke er hørt før. Så det er utroligt spændende at forsøge at få det til at fungere i musik. Det er rigtig sjovt«.

Er det derfor, I har valgt at lave elektronisk musik?
Olof: »Ja, netop. Det føles, som om Sonic Youth allerede har lavet de lyde, der kan laves med en guitar, så det virker belastende at forsøge at lave flere. Så er det jo nemmere at lave det med en synthesizer. Der kommer jo nye hele tiden«.

Karin, du har også sagt, at det meste kunst og musik er noget lort, men det er værd at se på og lytte til, fordi når man finder noget godt, er det fantastisk.
Karin: »Ja, men god musik er vel blandt det bedste, der findes. Det er sjovt, når man kommer i tanke om det igen, at man egentlig holder utrolig meget af musik«.

Kan man nogle gange komme i tvivl?
Olof: »Ja, jeg tvivler flere gange om ugen på, hvad det er, jeg har gang i, fordi det virker så meningsløst. Og så findes der jo allerede ret meget god musik«.

Så der er ingen grund til at lave mere?
Olof: »Nej, nogle gange kan det føles sådan... Men det er jo sjovt«.
Karin: »Men samtidig synes jeg alligevel, at der er meget musik, der ikke er blevet lavet endnu, og det er vel det, man forsøger at efterkomme«.

Så når du nyder 'Silent Shout', så hold fingrene krydset og håb på, at Dreijer-søskende ikke mister troen på, at der er en dybere mening bag deres musik. For selv om den måske ikke har vendt op og ned på kønsrollerne (endnu), så har den netop bekræftet for mange af os, hvorfor musik egentlig er så fantastisk.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue Magazine #5, udgivet februar 2006.