- Anders Cold
- 2. oktober 2006, 00:00
-
Artikel
Med udgivelsen af det nye fremragende album 'The Information' er der god grund til at kigge tilbage og bladre gennem den banebrydende og grænseoverskridende sanger og sangskrivers bagkatalog.
 | | Mellow Gold (1994, Bong Load Custom Records/Geffen)
Stort set hele Becks albumdebut blev indspillet i pladeselskabsejer og producer Tom Rothrocks hus med et budget på 200 dollars. Beck fortæller selv, at de to kun kunne arbejde få timer om dagen, fordi Rothrocks kone altid hjem hen på aftenen og smed dem ud af det kombinerede køkken og studie for at lave mad. Forud for album-udgivelsen, i 1993, blev singlen 'Loser' sendt rundt til college-radiostationer over hele USA. Sangen er siden udråbt til at være det definitive 'slacker anthem' for Generation X og ligger nummer 200 på Rolling Stone Magazines '500 Greatest Songs of All Time'-liste. Et kuriosum på albummet er nummeret 'Truckdrivin' Neighbors Downstairs', der indeholder et sample af et skænderi mellem to af Becks naboer, som endte med at den ene kappede armen af den anden med en økse.
|
 | | Stereopathetic Soulmanure (1994, Flipside Records)
Hvad præcist, der får Beck til at udgive en strictly lo-fi, eller måske nærmere no-fi-opsamling af demoer, live-takes og mærkværdigheder optaget på bl.a. ghettoblastere og diktafoner blot en måned efter debutalbummet vides ikke, men rygtet er, at det især var en reaktion på al hypen omkring 'Loser'. På albummet medvirker blandt andre vagabonden Ken, og genrerne flimrer hysterisk mellem primal hulemands-smadder-grunge, country, folk, spoken word og ren støj. Albummet er mildest talt ikke det mest tilgængelige fra Becks hånd, men højdepunkterne inkluderer blandt andre kult-klassikeren 'Satan Gave Me A Taco' og 'Rowboat', som Johnny Cash senere indspillede et funklende cover af.
|
 | | One Foot In the Grave (1994, K Records)
Dette album er klart Beck fra sin allermest folk'ede og introverte side. Det blev, ligesom 'Stereopathetic Soulmanure', udsendt få måneder efter 'Mellow Gold' på et lille uafhængigt selskab. Albummet er produceret af Chris Ballew fra The Presidents of the United States of America, som Beck mødte da han en overgang forsøgte sig som gademusikant. Det er melankolsk og sparsomt instrumenteret. Dog gæster blandt andre Chris Ballew selv på guitar, og sangeren og bassisten James Bertram lægger sin Marianergravsdybe bas-vokal til på et par af numrene.
|
 | | Odelay (1996, Bong Load Custom Records/Geffen)
Den reelle opfølger til 'Mellow Gold' kunne let have været et radikalt anderledes og langt mere dystert værk, end det er tilfældet. I 1995 døde først Becks morfar, Fluxus-kunstneren Al Hansen, og senere nogle af hans venner, i et trafikuheld. De begivenheder smittede af på de første indspilningsforsøg, som resulterede i en flok melankolske, overvejende akustiske sange. Disse blev dog lagt på hylden, med undtagelse af et enkelt nummer, til fordel for hvad 'Odelay' endte med at blive: En fantastisk samling samplerdrevne hymner til liv, fest og glæde. Albummet er med Becks egne ord 'til minde om...' og inspireret af de mennesker som han mistede i den periode. Samtidig var albummet en triumf for producerduoen Dust Brothers og ikke mindst Beck selv, som ovenpå 'Loser' var blevet stemplet som en døgnflue. De tre hit-singler 'Devil's Haircut', 'Where It's At' og 'The New Pollution' taler for sig selv. Albummet bliver genudgivet i en deluxe-udgave senere i år med et væld af remixes og b-sider.
|
 | | Mutations (1998, Bong Load Custom Records/Geffen)
Mutations var oprindeligt tænkt som et mindre sidespor: En lille 'dørstopper' af en ep, der skulle fylde hullet ud mellem 'Odelay' og den næste langspiller, 'Midnite Vultures', hvortil indspilningerne allerede var i gang. Men undervejs voksede projektet sig større, og Radiohead-produceren Nigel Godrich blev indkaldt til at styre indspilningerne som strakte sig over kun 14 dage. En sang pr. dag. De afdæmpede sange har som mange af Becks andre, et stærkt country-islæt, men for eksempel singlen 'Tropicalia' overrasker med sit smittende bossa-groove. 'Mutations' hyldes af mange fans og anmeldere som værende Becks absolut mest oversete album.
|
 | | Midnite Vultures (1999, Geffen)
Kun et år senere kom så det, der nok må betegnes som den absolut mest rendyrkede fest-skive i Becks bagkatalog. Hvor 'Odelay' trods alt har sine eftertænksomme momenter, er 'Midnite Vultures' et bizart orgie af disco, soul, strittende elektrisk Prince-funk og ja, sågar bluegrass! Produktionen er sovset ind i blæsere, synths og blandt andet også løbske banjoer på førstesinglen 'Sexx Laws'. Albummets tekster oser af tvetydig seksualitet i en sådan grad, at Beck her næsten rivaliserer de senere queer-ikoner i Scissor Sisters lyrisk. »I'm a full grown man/ and I'm not afraid to cry!«, synger han flere steder på albummet.
|
 | | Sea Change (2002, Geffen)
Samarbejdet med Nigel Godrich blev genoptaget på 'Sea Change', der er ligeså low-key og melankolsk som 'Midnite Vultures' var et studie udi vildskab og fest. Det er kort og godt et ægte 'breakup-album', indspillet efter at Leigh Limon, Becks kæreste gennem ni år, forlod ham. Anmeldere faldt i svime over albummet, der midt i al tristessen formår at vise en Beck, der har genopfundet sig selv. Titlen kan tolkes som værende en overgang følelsesmæssigt, men markerer også i høj grad en transition til et helt nyt lyd-univers. De tolv sange er svøbt i smukke, sugende, fløjlsbløde strygerarrangementer af Becks far, David Campbell.
|
 | | Guero (2005, Geffen)
¡Hey guero! ¿qué onda?, eller, hey white boy, what's up? Det er, kunne man gætte på, måske hvad Beck har spurgt sig selv om, under tilblivelsen af sit ottende album. 'Guero' markerede en tilbagevenden til samarbejdet med Dust Brothers, som udover 'Odelay' også legede med på nogle få numre på 'Midnite Vultures'. Altså skulle man forvente endnu en festlig genrebås-nedbrydende sag, og det får man til dels også. 'Guero' kan ses som en tilbagevenden til 'Odelay'-lyden, men visse af sangene bærer tydeligt på mørkere sider, der især popper frem på 'Farewell Ride' og 'Emergency Exit'. I den anden ende af spektret finder man til gengæld skråle-med-hittet 'E-Pro', og de latino-inspirerede 'Qué Onda Guero' og 'Girl'. |
Læs anmeldelse af Becks seneste album, 'The Information'
her.
I det kommende nummer af Soundvenue Magazine, der er på gaden den 25. oktober, kan du læse et stort interview med Beck.