The Broken Beats - et band med udløbsdato

  • Cathrine Rodalgaard
  • 19. september 2006, 00:00
  • Interview
  • Print

Deres brudte rytmer bragede igennem den danske lydmur med singlen 'Essentials' i foråret, og nu er de klar med deres danske debutalbum. Men The Broken Beats har været længe undervejs og er måske allerede ved at nå enden.

The Broken Beats har på alle måder levet et turbulent liv med gentagne opbrud, gennembrud og sammenbrud de sidste fem år, og siden bandet blev dannet i Århus i 2001 er det blevet lagt i graven, og derpå gravet op igen hele tre gange, men en ualmindelig drivkraft har hele tiden drevet projektet fremad.

»Jeg traf en beslutning i 2001, om at det her skulle køres færdigt og hver gang det er faldet fra hinanden, så har jeg brugt den beslutning til at komme videre med. Men nu føler jeg, at jeg kan se en slutning på det hele og det har jeg ikke kunnet før. Det er sgu syret. Jeg har måske troet, at vi ville være som The Rolling Stones, når vi var 60, men det kan jeg se nu, at det er det ikke bygget til«, fortæller frontmand Kim Munk, der er bandets sanger, sangskriver og grundlægger.

Drømmene
For The Broken Beats er ikke kommet for at blive, de er et resultat af Kim Munks drøm om at skabe det uperfekte band der kunne det hele, men drømme kan som bekendt komme til at se helt anderledes ud, når de først er gået i opfyldelse.

Bandet har fra starten af været et ambitiøst projekt, der så sine muligheder langt udenfor Danmarks grænser. Derfor sendte Kim Munk da heller ikke bandets første demobånd til hvem som helst, men kun til selskaberne Geffen i USA og Hazelwood i Tyskland. Demoen faldt i det tyske selskabs smag og kort efter stod bandet med en pladekontrakt i hånden, hvilket førte til albumudgivelser i 2003 og 2005. Men selvom målet umiddelbart syntes at være nået og succesen i hus, så var bandets interne målsætninger ikke altid forenelige og i mellem de to udgivelser nåede hele bandbesætningen at blive skiftet ud flere gange og efterlade Kim Munk som det eneste oprindelige medlem.

»The Broken Beats startede ikke ud med decideret kun at være mit projekt, hvor jeg inviterede folk indenfor, men det er det efterhånden blevet. Jeg har hele tiden tænkt, at nu stopper det, nu går det i stykker, nu kan vi ikke mere. Men så har vi alligevel klaret det, og det synes jeg sgu er ret imponerende. Hvis vi var stoppet før, så var vi endt med at gå med en brækket rytme inde i os resten af livet - det er derfor, at vi er her endnu«.

Dansk gennembrud
Men den brækkede rytme er vist langsomt ved at hele inde i frontmand Kim Munk, der hele tiden har jagtet det, at få den musik, som han hører i sit hoved, til at ende på albummet. Et mål som han langsomt nærmer sig, men som også har været besværligt at nå, da der ikke altid har været overensstemmelse mellem Kim Munks musikalske ideer og pladeselskabets ønskede udtryk.

»Med denne tredje plade sagde jeg til dem, at nu ville jeg indspille den selv. Pladeselskabet sagde ok, men da de så hørte den, så syntes de simpelthen, at den var helt igennem elendig og sagde til mig; »But Kim, you can not release this shit, it sounds like crap« og så vidste jeg, at løbet var kørt«.

Den udmelding fik Kim Munk til at beslutte sig for at forlade det tyske pladeselskab og i stedet vende blikket hjemad mod Danmark, som hurtigt fik ørerne op for bandets energiske og alsidige musikalske univers, da nummeret 'Essentials' blev valgt til Ugens Uundgåelige på P3 i maj.

Nu ligger bandets tredje studiealbum 'In Ruin for the Perfect' så klar som deres danske debut, men som få andre debuterende bands, har The Broken Beats allerede nu en klar ide om, at de om to år ikke længere er et band, og albummet kan vise sig at blive det afsluttende punktum for projektet. Kim Munk er begyndt at drømme nye drømme udenfor musikken, som også skal føres ud i livet.

Albummet 'In Ruin for the Perfect' udkommer mandag den 25. september.



  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05