Nordstrøm - perfektionistisk electropop

  • Cathrine Rodalgaard
  • 21. august 2006, 00:00
  • Interview
  • Print

Nordstrøm har allerede indtaget P3 med den uundgåelige single 'Berlin', og nu vil de indtage dine dagdrømme med deres debutalbum. Men hvem gemmer sig bag det polerede ydre og hvad har de på hjerte?

Hvad gør man, hvis man bliver træt af den gængse pop-rocks bandkonstellation? Hvis man er Troels Holdt og Lars Malm, så køber man en M-box, en laptop, finder keyboardet frem og støver de gamle plader af. Nordstrøm er navnet på det nyeste stjerneskud på den danske pop-himmel. Med et ben plantet i den dansksyngende nutid og et i 1980'ernes elektroniske synth-lyd er de klar til at erobre dine øregange med debutalbummet 'Dagdrømmer'. For Nordstrøm er dansksproget electropop, der nok får en til at dagdrømme om 1980'erne, men ikke glemme, at man befinder sig i en højteknologisk nutid.

Da duoen blev signet på EMI, for bare et halvt år siden, kom de ikke tomhændede ind af døren, men havde to års arbejde med i bagagen. For siden Nordstrøm blev dannet i 2004, har de to bagmænd, Troels Holdt og Lars Malm, siddet hjemme foran computeren og arbejdet med deres musikalske udtryk, hvilket betød, at de havde numre til et helt album liggende klar, da den eftertragtede pladekontrakt blev underskrevet.

De to år i hjemmestudiet blev brugt på at danne Nordstrøms eget lydbillede, hvor godt ikke var godt nok, men skulle være helt perfekt. Inspirationen blev hentet hos electropoppens gudfædre i Pet Shop Boys samt hos danske Love Shop og deres banebrydende brug af det danske sprog i popmusikken, der tilsammen lagde grunden for at udvikle duoens lyd:

»Vi har bevæget os fra det guitarbaserede til det elektroniske. Det allerførste nummer, vi lavede som Nordstrøm, er det der hedder 'Inkonsekvent'. Hvis man hører det nummer fra start til slut, så er det næsten hele udviklingen i vores musik, som man kan høre: Det starter helt akustisk og slutter meget elektronisk«, fortæller Troels Holdt.

Electropop med danske tekster
Men lige så fremtrædende som Nordstrøms elektroniske popunivers er blevet i deres musikalske udtryk, lige så markante er deres dansksprogede tekster. Om valget at arbejde med det danske sprog i deres musik, fortæller Troels Holdt:

»Man kunne sagtens have lavet noget på engelsk, men der har aldrig været stillet spørgsmålstegn ved, om vi skulle arbejde på dansk, da det var dér, vi syntes, at vi havde mulighed for at udfordre sproget. Vi går meget op i at sproget er en del af det musikalske udtryk, så musik og tekst smelter sammen, og det syntes vi ikke, at vi kunne gøre på noget andet sprog. Det er meningen, at teksterne skal være fremtrædende i vores musikalske udtryk«.

Det er da også sådan, at det, der umiddelbart kan se ud som en simpel popsang med typisk hjerte-rimer-på-smerte-lyrik, ved nærmere eftersyn viser sig, at rumme mere end bare en omgang kærligheds-pop. Med ordspil over typiske danske talemåder og skæve sammensætninger af allegorier leger Nordstrøm med den traditionelle popsang og viser, at deres perfektionistiske ideal ikke kun gælder deres lyd men også deres tekstunivers.

»Vi har fokuseret på de muligheder, der er for at lege med det danske sprog. Og i vores tekster arbejder vi med tvetydighederne og de små finurlige ting, som man ikke kan gøre, hvis man ikke kender nuancerne i sproget. Teksterne har været prioriteret højt - ikke som decideret lyrik, men på den måde, at der var musik i teksterne, så det hele ligesom arbejdede sammen«.

Intet er overladt til tilfældighederne i Nordstrøms univers og det er da heller ikke kun samspillet mellem tekst og musik, der er vigtigt for duoen. Deres look er mindst lige så velpoleret som deres musik, da de anser hele den visuelle side for en væsentlig del af deres samlede udtryk.

»Vi har prøvet at finde frem til et udtryk der rent visuelt bakker musikken op. Det betyder også meget for koncertoplevelsen, da man netop der har mulighed for at give publikums oplevelse af musikken en dimension mere«.

Nordstrøm har netop udgivet deres debut-album, 'Dagdrømmer', og de vil kunne opleves live flere steder i løbet af september og oktober, blandt andet i Vega i København fredag den 29. september og på Train i Århus lørdag den 14. oktober.



  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05