Love Parade 2006: En ravers dagbog

Foto: Jakob Bagterp

Efter to års ufrivillig pause var Love Parade atter tilbage i Berlin, hvor 1,2 millioner technofans invaderede Tiergarten til fællesdans. Soundvenues udsendte beretter fra en uge med fest og efterfest, eurotrash og galskab. Og ikke mindst en ødelagt døgnrytme som eneste souvenir.

De er svære at se. Menneskene altså. Mødet med de halvtomme gader fra Karl Marx Allees flødeskumskagebygninger mod Friedrichshains pulserende dagligdag er slående. Fodbold VM har just forladt sendefladen og den menige berliners nethinde. Enkelte flagformationer af alverdens farver og nationer hænger stadig fra altankasserne og tv-forhandlerne. Og den stolte, tyske sort/rød/gule-tricolore viser sig kun glimtvis fra vinduespartierne.

Hele verdens opmærksomhed på kampen om den gyldne pokal er vendt til industriferie, der netop er startet i regionen. Og mon ikke det er tiltrængt for værtsbyen efter invasionen fra alle verdenshjørner? De afslappede blikke i cafégaden Simon Dach Strasse taler for sig selv og et barskilt med ordene »Øl, pølser, fodbold, heavy metal - hvad mere har man brug for?« virker som et overstået kapitel midt i al stilheden og fuglenes sang fra gadens træer.

Så længe det altså varer. For i denne uge falder omskrivningen »Øl, döner, hysteriske bøsser, techno - hvad mere har man brug for?« helt naturligt. Den sagnomspundne Love Parade skydes nemlig i gang for 16. gang efter to års stilhed. Så selvom lyden af en million mennesker næppe vil overdøve en faldende knappenål hér, en håndfuld kilometer fra epicentret Tiergarten, er programmet på byens klubber pakket til randen med elektroniske legender - så lang som en tætskreven rulle toiletpapir - inklusiv festoverdrev og en oplevelsesstrøm, hvor selv den mest ivrige raveturist langt fra kan nå det hele. Endda selvom den gængse klubdoping tages i brug.

På festtogt gennem Østberlin
Bussen er akkurat anløbet Zentraler Omnibusbahnhof, da første positive tegn viser sig. Det er skyfri solskinsdag med termometerets kviksølv hævet til 30 grader. Datoen er 12. juli og det tegner til at blive en god, forlænget weekend. Her starter fem dages jagt på galskab, der med afsæt i onsdagens ankomst skal kulminere i lørdagens kærlighedsoptog ad byens historiske strøg, indtil efterfestens efterbrænder blot lever af de sidste benzindampe.

Imens mentalforbereder man sig på det ufrivillige møde med et fænomen, som Tyskland ufrivilligt er storleverandør af: eurotrash. Men det kan undgås, hvis man forbereder sig med en lineal og et bykort.

De fleste klubber lægger sig som en lige linie fra Alexanderplatz' Weekend Club og Sternradio over et øde, østberlinsk industriområde med Berghains ombyggede kraftværk midtvejs i Friedrichshain, til Badeschiff og Treptower Park på Kreuzberg-siden af Spree-flodens havneforløb. Alt udenfor er på eget ansvar, lyder technopolitiets uskrevne regel.

Fra oase til betonfuturisme
Torsdag aften starter på strandbaren Bar 25 med direkte udsigt over Spree. En lyshåret pige sidder i en gynge spændt fra en trækrone med benene skiftevis ud over floden og sikkert over land, imens hun balancerer sin ølflaske op til munden. Det maleriske 1800-talsmotiv falder helt naturligt ind i oasens virvar af planterækker og cirkuslamper. Her griber man gerne efter den forbudne frugt sammen med lidt hyggetechno fra Platzhirsch-drengene Moritz von Pein og Thomas Fernandez, der står bag pladespillerne i træhyttens westernsalon.

Ti minutter derfra ligger Weekend Club hævet over Alexanderplatz' firkantede betonfuturisme. Det er hjertet af de tidligere Østtyskland med byens himmelstrakte vartegn, tv-tårnet, der markerer centrum som et knappenålshoved på et landkort og som journalisten Ralf Christensen så poetisk har kaldt for »en enorm fuckfinger til Vesten«. Den østtyske kontorbygnings elevator bliver om natten brugt til at transportere andet end jakkesæt op til 13. etage med panoramaudsigt til byens nattelys. Klublegenden Tobi Neumann har denne aften sammen med Amsterdam-dj'en Melon overtaget pulten med vanedannende deephouse, der sætter sig som dug på ruderne i en propfyldt, dansende organisme.

Man skal synke, før man kan sluge
Efter at have indledt fredagen med at vælge uran fra et drinkskort udformet som det periodiske system, virker det helt rigtig at tage på Berghain/Panoramabar. Det tidligere kraftvarmeværk har dedikeret en Kompaktorama-aften med Gui Boratto, Kaito, Navid Taherina og Strobocop.

Klubben fyldes langsomt efter midnat til sin kritiske masse. Fra nær sagt alle verdenshjørner glider folk/eksistenser/aficionados ind bag et sæt overdimensionerede porcelænsisolatorer, der godt nok er udtjente, men stadig står side om side med højtalerne. Nogle er tydeligvis kommet til byen med et andet ærinde end Love Parade. Som om der ikke sker nok denne uge: Modemessen Bread & Butter og de homoseksuelles særskilte parade Gay Pride er yderligere programpunkter på den berlinske svamp, der åbenbart ikke kan sluge nok brændstof.

I baren serverer en transvestit sin egen version af rusens elementarpartikler med Kompakts logoprikker visualiseret i kollision på væggen bag sig. Den bløde ravemusik - beatløs og ambient - fra Kaitos hånd får de fleste til at danse med lukkede øjne. Det er lige efter Navid Taherina er gået af med et pladevalg, der blandede historiske perler og nyt blod i en art melodisk techno. Alt sammen i stramme, minimale tøjler, der fremviser en mindre belyst side af det kølnske technoimperium.

På flyeren stod der neo-trance beskrevet, og af natur væsensforskellig fra den perverterede og pubertære trance, der er synonym med Buffalo-sko, refleksbusker og steroidpumpede overkroppe. Men med morgendagens parade og udsigten til en million mennesker samlet på ét sted, kan man lige så godt forberede sig på lidt eurotrash. For man skal jo lære at synke, før man kan sluge.

Kærligheden er tilbage
Under mottoet 'The Love Is Back' præsenterer lørdagens gadefesten over dem alle sig. I to år har der ikke lydt et eneste stortrommeslag fra Love Parade. Knas med kommunen over ansvaret for oprydningen er den korte forklaring. Denne gang rydder de op efter sig selv, for med en saltvandsindsprøjtning på 15(!) millioner kroner i sponsorat står der nu 40 lastbiler med muskuløse lydanlæg kørt i stilling på det historiske strøg Strasse des 17. Juni. Heriblandt også den danske delegation, Copenhagen Label Collaboration.


Tiesto får besøg af en engel

Tiesto, Paul van Dyk, Ricardo Villalobos, Anthony Rother og listen fortsætter - alle de feterede über-dj's står her, lige midt i en kulisse af historiske vingesus. Brandenburger Tor afgrænser den ene ende og Charlottenburg-broen i den anden med Siegessäules forgyldte totempæl i midten. Præcis kl. 14:00 forenes lydsystemerne og spiller alle Westbams 'United States of Love' samstemmende. Startskuddet er gået og på denne landingsbane flyder mobilscenerne nu gennem menneskehavet med pumpende fjerdedelsridt.


Copenhagen Label Collaboration-flåden

Copenhagen Label Collaboration-flåden passerer Siegessäule midt i jubelråb og glædesrus, blot et stenkast fra den danske ambassade... På toppen af en lyskurv hæver en knøs sig over mængden. Han er i fuldt, selvlysende candy raver-udstyr og smiler til tv-stationernes kamerapark, da han har fundet fodfæste til sin dansemanøvre... Teenagere blander sig med afdankede ravermødre midt på asfalten, der er forvandlet til et tæppe af flasker, cigaretskodder og (måske) brugte kondomer... Her står også to granvoksne, tykke læderbøsser i omfavnelse og kysser hinanden midt i virvaret...



Ægte kærlighed?
Men er det så ægte kærlighed? En tøjekspedient på Kastanien Allee giver sit eget bud: »Det er ikke længere de oprindelige arrangører, der står bag. Konceptet er solgt videre og det er i princippet blevet super kommercielt«, forklarer han og hentyder til den tyske fitnessguru Rainer 'McFit' Schallers hovedsponsorat på to millioner euro.

Grundlæggeren af Love Parade, Dr. Motte, har heller ikke været sen til at kommentere det forhold. »Han (Rainer Schaller, red.) er kun interesseret i at vise sit varemærke frem«, lyder de bevæbnede ord i Berliner Zeitung. Dr. Motte boykotter ganske enkelt og tager i stedet til den anarkistiske modsætning Fuckparade.



For den million mennekser, der er troppet op i dag, er spørgsmålet måske ikke så vigtigt. Der er nok at fejre, der hvor muren faldt. Lige der, hvor betonen afskar familiers skæbner. Genforeningen og arbejdsløsheden er stadig i tyskernes baghoved og for en stund i hedonismens tegn er det tid til at glemme og fortsat se fremad.


Siegessäule by night (Foto: Loveparade.net)

Efterfesten, der ikke vil stoppe
Med solnedgangen over Warschauer Brücke og bykernen distanceret i himlens lyserøde horisont går festen videre på klubben Watergate. Den er enhver arkitekts våde drøm med udsigt til både Rem Koolhaas' Universal-hovedkvarter og Oberbaum-broens gotik.

Berliner-lablet BPitch Control er aftenens vært. Dj'en Ben Klock er garant for en god opvarmning med minimale beats og leverer sit materiale pletfrit på underetagen. Imens driver Modeselektor gæk med publikum på øverste dæk. Deres urbane beats danner grundlag for et løssluppent liveshow, hvor også techno-råbetossen Scooter får en overraskende hilsen. Anderledes stringent sætter finske Kiki sig til rette bag pladespillerne og smiler ved hvert beatskifte. Vj-kollektivet Pfadfindereis geniale pixelkunst og farvespaltninger sørger for at klæde ham bedst muligt på.

Solopgangen har brændt nattedisen af og fra en klar himmel varmer den søndag morgen igang. Festen glider videre på den nærtliggende knejpe Club der Visionäire, hvor tredive indfødte og enkelte technoturister har fundet vej. Citronen skal vrides en ekstra gang og det er der en god grund til. Stedet er en efterfestklassiker, og alligevel småhemmelig. Traditionen tro danses der ekstatisk videre efter nattens udskejelser, hvor benene egentlig burde briste.

Fint besøg
Og her står de så. To af verdens mest efterspurgte klub-dj's, Luciano og Ricardo Villalobos, spiller for en udholdende skare, der nægter at give op, selvom de har set dag blive til nat og nu morgen. Senere står også Richie Hawtin foran den snes disciple, der akkurat kan presse sig ind foran mixerpulten.

Resten har placeret sig mageligt på de fortøjrede pramme og ryger så mange joints, at de ligner nogen, der kan høre græsset gro. Søvntrangen skjules af moderigtige solbriller, mens enkelte holder udmattelsen hen ved at hoppe på bordene i takt til rytmen og bestille endnu flere Rothaus-pilsnere. Ricardo selv ligner en dansende zombie, der har fået alt andet indenbords, end det lægens receptblok kan ordinere. Det statiske kind til kind smil og de sorte render under øjnene afslører ham.

Hen ad formiddagen viser vejen tilbage til hotellet sig lang. Meget lang. Optimismen holdes oppe med en chokoladeis og ekstra stærk kop kaffe, indtil sporvognen samler én op. Mødet med hoteldørens messinggreb er en velsignelse, og midt i himmerige prøver tvangstankerne at skrive en doktorafhandling over, hvorfor gamle, østtyske toiletter på bureaukratisk vis skiller lort fra tis i en plateaukumme. Det giver ingen mening og heldigvis sætter kuvøsesøvnen ind med det samme. Lige nu er vand, brød, søvn og stilhed, det eneste man har brug for.