Roskilde Festival 06: Genopstandne legender

Guns N' Roses, Roger Waters og Happy Mondays. De er legender på hver deres scene, men i lang tid har de ladet stoffer, alkohold, storhedsvanvid og andre laster distrahere fra musikken. Nu er de tilbage på Roskilde Festival. Med meget på spil.

Guns N' Roses
Der står 'Guns N' Roses' på Roskilde-plakaten, men måske ville 'Axl Rose med venner' være et mere korrekt navn.

Mange ville nok sige, at den sidste rest af, hvad der kunne kaldes Guns N' Roses forsvandt, da guitarikonet Slash i 1996 smed håndklædet i ringen, løftede det hvide flag og hovedrystende efterlod Axl Rose til sine stadigt mere excentriske udforskninger af eget ego.

I hvert fald skal vi langt ned ad bandets efterhånden ganske knudrede stamtræ for at finde frem til den nuværende live-opsætning. Men på trods af det, er Guns N' Roses nok den på forhånd mest omtalte koncert på årets festival og Axl Rose en af de mest myteomspundne kunstnere inden for rockmusikken.

Efter Guns N' Roses' glansperiode, fra hardrock-mesterværket 'Appetite for Destruction' (1986) og til dobbeltalbummet 'Use Your Illusion I + II' (1991), der i forvejen var fyldt med legendariske skandaler og personlige stridigheder, som får Glamour til at ligne DR Derude med Søren Ryge, begyndte det så småt at gå galt. Med stigende diktatoriske tendenser og excentrisk opførsel, der fik en billet til en Guns N' Roses-koncert til at være en lige så usikker ting som en Lotto-kupon, begyndte Axl langsomt men sikkert at bryde bandet op indefra. På det tidspunkt havde Axl ifølge myterne allerede fået de resterende originale medlemmer til at underskrive en kontrakt, der gav ham alle rettigheder til Guns N' Roses-navnet, og han var ikke sen til at udnytte den magt. Medlemmer kom og gik, og på coveralbummet 'The Spaghetti Incident' i 1993 havde Axl Rose de facto al magt over bandet.

Siden Slash' afgang i 1996 er Axl Rose blevet en stadig mere enigmatisk skyggepersonlighed i musikbranchen, som rockens svar på den excentriske eneboer Howard Hughes. Siden 1997 har han med et konstant skiftende gæstegalleri af stjerneproducere og studiemusikere arbejdet på albummet 'Chinese Democracy'. Udgivelsesdatoer er kommet og gået, og pladen, der indtil videre har kostet et betydeligt millionbeløb i produktionsomkostninger, er efterhånden blevet lidt af en stående joke i pladebranchen. Enkelte koncerter har formået at holde myten i live, ikke mindst en ret bizar optræden ved MTV Movie Awards i 2002, hvor en tydeligt overvægtig Axl Rose leverede en lettere tvivlsom performance.

Men nu er der, utroligt nok, noget der tyder på, at Axl Rose langt om længe er ved at vågne op af sin forlængede studiedvale. De første numre fra 'Chinese Democracy' blev, meget mod Axls vilje lækket på nettet i februar i år, og en række koncerter i USA har fået en ganske god modtagelse. Hypemaskinen kører igen i overdrev. Så hvad kan vi forvente, når Axl Rose og hans lejesvende indtager Orange Scene og de første ikoniske fraser af 'Welcome to the Jungle' toner ud over festivalpladsen? Bliver det en triumferende tilbagevenden til rockens A-liste, eller endnu en Sex Pistols-historie til børnebørnene? Én ting er sikkert - kedeligt bliver det ikke.

Guns N' Roses spiller torsdag kl. 22 på Orange Scene.

Happy Mondays
Englænderne revolutionerede clubscenen i slutningen af 80'erne, men begravede sig selv i stoffer. Nu er de tilbage med nyt materiale.

Manchester var Englands musikalske mekka i slutningen af 80'erne. Sammen med The Stone Roses var Happy Mondays flabede forsanger Shaun Ryder frontfigur i den bølge, der udfyldte tomrummet efter The Smiths og gjorde Manchester kendt som 'Madchester'.

De glade gadedrenge blev dannet af brødrene Shaun og Paul Ryder, der sammen med tre venner tog på musikalsk røvertogt med stjålne instrumenter i 1984 og fik kontrakt med det lille, men legendariske pladeselskab Factory Records året efter. Happy Mondays blandede rave og rock, iført hættetrøje og hooligan-attitude. Med en funky flig af dance, house, soul og hiphop lagde de landet ned med hits som 'Step On', 'Wrote For Luck' og 'Kinky Afro'. Men det var gruppens groteske levevis, der stjal opmærksomheden og overskrifterne.

Adskillige rockstjerner er notorisk kendt for at leve et liv på kanten, med alt hvad det indebærer af spandevis af sprut og stoffer. Men Happy Mondays havde overhovedet ingen anelse om, hvor kanten var. Med syrehovedet Shaun Ryder i spidsen blev de berømte og berygtede for et skamløst stofmisbrug med endeløse baner af kokain, heroin og piller i alle regnbuens farver. Til bandets tidlige koncerter stod bandet efter sigende endda i døren og uddelte gratis 'goder' til koncertgæsterne, der var ligeså fascinerede, som omverdenen var forargede.

Med hjælp fra overdreven indtagelse af ecstasy gjorde danseren Mark 'Bez' Berry desuden det hurtigt voksende publikum ligeså ekstatiske - hans maniske maracas-moves ville tage pusten fra selv kaoskongen Keith Flint fra The Prodigy. Der var med andre ord dømt '24 Hour Party People', som Michael Winterbottom også kaldte sin film fra 2002, der portrætterer Manchester-scenen.

Albummet med den præcise titel 'Pills 'n' Thrills 'n' Bellyaches' fra 1990 hittede både kommercielt og i clubberne og blev Happy Mondays' kunstneriske kulmination. Bandet havde nået toppen af karrieren, og rockens høje tinder var ikke overraskende beklædt med snehvidt pulver. Succes var lig med flere stoffer, så for at holde Shaun Ryder væk fra de dragende drugs i Manchester, blev han og resten af bandet sendt til Bahamas for at indspille det næste album, 'Yes Please!' - et album, der endte med at blive deres sidste sammen.

Hele millionbudgettet blev nemlig brugt på narkotika i stedet for ny musik. Ifølge en vild vandrehistorie fra de eksotiske, men ekstremt kaotiske indspilninger, forsvandt Shaun Ryder en overgang fra studiet. Senere blev han spottet på gaden. Troede man. Ved nærmere eftersyn var det nemlig ikke Ryder, men blot en mand iført hans skjorte og shorts. Ryder havde solgt sit tøj for at få råd til stoffer...

Bandet gik kort efter i opløsning, imens Factory Records gik konkurs. En engelsk epoke var forbi, og britpoppen overtog siden rampelyset. Shaun Ryder gik derimod i hundene efter skilsmisse, skattegæld og en tabt retssag mod sin tidligere manager. Happy Mondays er nu gendannet (for anden gang) og tilmed tilbage med nyt materiale til efteråret. Festen begynder fredag på Metropol-scenen. Madchester længe leve!

Happy Mondays spiller fredag kl. 21.30 på Metropol.


Roger Waters
Det plagede geni optræder med rockhistorisk klassiker.

Hvem ved, hvis psykofarmaka-teknologien havde været lidt mere veludviklet i midten af 60'erne, så kan det være, at Roger Waters i dag først og fremmest ville være kendt som 'ham bassisten i Pink Floyd'. Og 'Dark Side of the Moon' ville måske aldrig have set dagens lys. Da Pink Flyd startede, lå det nemlig slet ikke i kortene, at Roger Waters skulle få den altoverskyggende hovedrolle i bandets historie. Den plads var reserveret til bandets originale plagede geni, Syd Barrett, der var den dominerende sangskriver og frontmand på Pink Floyds debut, 'The Piper at the Gates of Dawn' fra 1967.

Men et overvældende indtag af psykedeliske stoffer og livet på landevejen tog hårdt på Barrett, og han dykkede længere og længere ned i en tiltagende sindslidelse. På højdepunktet af denne periode bestod Syd Barretts bidrag til Pink Flyds koncerter i visse tilfælde af at spille den samme guitarakkord under hele koncerten. Noget måtte der ske, og mens guitaristen David Gilmour blev hentet ind til at afløse Barrett, tog Roger Waters det på sig at udfylde det kreative tomrum. Heldigvis skulle det vise sig, at Roger Waters gemte et ikke meget mindre plaget geni i maven, der ikke mindst kom til udtryk på 'Dark Side of the Moon' i 1973.

'Dark Side of the Moon' er absolutte epicenter og samtidig begyndelsen til den langstrakte afslutning på Pink Floyds karriere. Det var det første album, hvor bandet reelt fandt en fælles lyd, men samtidig var det også på det album, at Rogers Waters' visioner og koncepter for alvor begyndte at dominere gruppens udtryk. Albummet, der konceptuelt beskæftiger sig med menneskelige problemer som penge, død og sindssyge (det sidste klart inspireret af Barretts nedtur), benyttede sig af optageteknikker, der var fuldstændigt uhørte på det tidspunkt, og selv i dag står det for mange audiophiler som et af de mest vellydende albums nogensinde. Samtidig er det også et af historiens bedst sælgende albums, og en statistik siger, at hver 17. amerikaner har albummet stående hjemme på hylden.

I årene efter 'Dark Side of the Moon' tog de interne stridigheder til, efterhånden som Roger Waters blev mere og mere dominerende, kulminerende med albummet 'The Final Cut' i 1983, hvor Pink Floyd var blevet reduceret til et studieband, et værktøj for Waters' vision. Han kvittede bandet i 1986 og indledte derefter en jævnt succesfuld solokarriere, mens han gennem pressen og advokater sloges med resten af bandet, der under Dave Gilmours ledelse fortsatte med at indspille og optræde under Pink Floyd-navnet. Rygterne om en gendannelse har svirret, siden den klassiske Pink Floyd-besætning optrådte til Live8 i 2005, og er skiftesvist blevet næret og afvist af forskellige bandmedlemmer. Roger Waters har endda selv udtalt, han gerne så en 'Dark Side of the Moon'-turné med Pink Floyd. Men i år må Roskilde altså 'nøjes' med 'Roger Waters - Det kreative geni bag Pink Floyd', som han præsenteres på sin egen hjemmeside - og et af rockhistoriens ikoniske mesterværker, endda i kvadrofonisk lyd.

Roger Waters spiller søndag kl. 21.30 på Orange Scene.