Roskilde Festival 06: Der er altid et publikum

Foto: Simon Birk

Det danske, uafhængige pladeselskab Play/Rec fylder fem år, og det bliver fejret med et mikro-smagsprøve-tour på Roskilde Festivalens campingområde. Soundvenue kridter de gaffer-indbundne sneakers og hægter sig på karavanen.

Man skal lede længe efter en tykkere symbolik, end den der optræder onsdag eftermiddag ved den fjerne agora J på Roskilde Festival. Området er meget passende døbt 'Silence Camp', og no shit, der er næsten ligeså stille nede i bunden af campingområdet, som på en kristen sommerlejr umiddelbart før aftenandagt. Det er lige før man kan høre de tynde fiskeliner bryde overfladen på den nærmeste nabos overflade, Put'n'take-søen, som ganske roligt danner grænse op til det mere oprørte område, agora G. Faktisk er den mest gennemtrængende lyd ved J-tårnet lyden af bagstive svenskere, der, placeret i magelig afstand til bålpladsen, udretter de mest bemærkelsesværdige ting med Wasa-knækbrød. Det ser næsten meditativt ud, men roen (hvori knækbrødet markant knaser) varer ikke længe.

Kispus i bagkataloget
Der er trukket en lastbil op i nærheden af de magelige betonklodser, og rundt om den myldrer det med sortklædte mænd, der gavmildt deler øl ud fra en sækkevogn, mens de møffer lidt rundt med nogle instrumenter på laddet af lastbilen, der snart viser sig at være en fuldt ud funktionsdygtig scene. En forsamling samler sig foran den (hvem udover en roskildegæst kan spore en koncert hurtigere?), og efter kort, almindelig forvirring dukker en fyr op ved mikrofonen og svarer på de hvad'er, hvem'er og hvorfor'er, der har pinponget frem og tilbage blandt de opmødte. Anledningen er en fødseldag, og det kære barn, der fylder fem år i år, hedder Play/Rec. Det er et af de danske pladeselskaber, der for alvor har slået et slag for den uafhængige musikscene i det nye årtusinde. Det bliver fejret med en udgivelse, nummer 24 i rækken, hvorpå selskabets efterhånden solide bagkatalog leger kispus med hinandens numre. Ude til venstre, på lastbilens lad, står skiverne og funkler i det forsvindende gråvejr, parat til at blive solgt efter de to mobile smagsprøvekoncerter på henholdsvis agora J og P.



Shh!
Og så bliver stilheden brudt, og den stående joke i dette campingområde, der nogenlunde går ud på at tysse på alle og enhver med et kraftigt »Shh!«, fortoner sig i den røvlossende lyd af Barra Head, der med Mikkel Jes Hansen i forgrunden virkelig smider et par solide kævler i festivalovnen. Men det er trods alt stilhedens lejr, og selvom det må overraske enhver, hvor meget lyd der kan være på laddet af denne lastvogn, så forbliver publikum generelt stumme og døsige. De er stadig i ventefasen, og sandt nok, det er en god idé at spare lidt energi til selve festivalen, men hvordan det kan lade sig gøre at forholde sig i ro da The Unit og derefter Menfolk tager en dyb indånding og puster til gløderne, er et stort mysterium. Der er dømt småbeskidt rock, der er gratis øl og volumeknappen er tværet helt i bund - og alligevel kan folk ikke få opmærksomheden ordentlig væk fra de sydende pølser og føromtalte wasa-knækbrød. Intet kan tilsyneladende hæves over de mest basale behov. Men fred være med det; et sted mellem halvtreds og hundrede mennesker står og vipper med blanke øjne og ser ud til at være blevet bevæget. Og det er nok.

Under trange kår
Ved ankomsten til agora P dumper den sortklædte karavane ned i et større efterskolearrangement. Tonen blandt folk omkring tårnet er derfor nogenlunde akustisk præget, men nysgerrige blikke sendes i stigende grad mod scenen, der har kantet sig vej frem til sine strømstik. Og da Thomas Løppenthin fra The Unit præsenterer fødselsdagsrundturen går der da heller ikke mange støvede sekunder før der har samlet sig en pæn skare foran den motoriserede scene. Ikke mange flere end der samlede sig ved J, men folk spræller lidt mere heroppe i nærheden af østindgangen og Arena, det er tydeligt. Her markerer ventetiden sig ikke kun som et sløret blik bag de unødvendige solbriller og en tvær, vindblæst mine, her er det tydeligt, at det kun kan gå for langsomt med at få det første band på scenen inde bag de forbandede hegne. Og således bliver det til hele fire-fem stykker, der slamdancer frem og tilbage i forvredne, evigt skiftende positurer, der hver og en skriger rock'n'roll og bevidner et mere end almindeligt indtag af lunken alkohol og forbudte urter.

Der er under et døgn til festivalen lukker den hujende horde ind, og oppe ved P bliver man udsat for en fin smagsprøve på galskaben, og det er en fin, fin fødselsdag, og den står hverken på slips eller foldede servietter. Så på sin vis er alt på sin plads og lige til at spise for mudderelskere som os. Play/Rec markerer sig selv og uafhængigheden, men med denne uformelle mikrotour markerer selskabet også - selvom det måske ikke fremgik af tidsplanen - den rene, rå og ruskende oprigtige tilgang til musikken og dens uforanderlige virke under trange kår. Der er altid et publikum, uanset hvor lille scenen er.