Roskilde Festival 06: Tunge toner fra det høje Nord

  • Kristian Schou
  • 27. juni 2006, 00:00
  • Artikel
  • Print

Hvis der stadig er nogen, der ikke ved det, så lad det hermed være sagt, råbt og hugget i granit. Skandinavien kan noget, når det kommer til metal. Efter et par år med spredt fægtning har Roskilde Festival i år for alvor fået stillet skarpt på den mangefacetterede skandinaviske metalscene. Her er nogle af de bedste.

Volbeat (DK)
Fra dødsmetal i Dominus til metal'n'roll i Volbeat, Michael Poulsens veje må siges at være ganske uransagelige. Men gudskelov for det, for med Volbeat har den danske metalscene fået et band, der med stor originalitet selv sætter reglerne for deres egen musik. Bandet, der sidste år vandt Steppeulv-prisen for 'Årets håb' spiller ultramelodisk metallisk rock med et enormt energiniveau og et kærligt blik mod den klassiske rock'n'roll. Volbeats styrke, både på plade og live, er specielt Poulsens sjælfulde vokal, der er blevet sammenlignet med både Elvis, Metallicas James Hetfield og ikke mindst Keith Caputo fra Life of Agony.
Volbeat spiller fredag kl. 14:00 på Odeon

Burst (S)
Sidste år fik Roskildegængere gennem Isis og Mastodon mulighed for at stifte bekendtskab med to forskellige afskygninger af den atmosfæriske 'post-hardcore'. I år er det så svenske Burst, der får chancen for at videreuddanne Roskilde inden for denne hastigt udviklende subgenre. Burst beviste med sidste års 'Origo', at de som de bedste i genren formår at blande forfinet brutalitet med delikate melodiske tiltag, udsvævende psykedeliske soundscapes og en fantastisk dynamisk sans. Og så er bandet desuden et fremragende og knugende intenst spillende liveband.
Burst spiller fredag kl. 19:00 på Pavilion


Purified in Blood (N)
Det er aldrig rigtigt helt Roskilde Festival uden en god gammeldags gang trash-metal, og i år er det så blandt andet det unge og meget u-norske norske band, Purified in Blood, der holder fanen højt for den klassiske metal med inspiration fra langhårede og frygteligt nitteklædte bands som Slayer, Kreator og Iron Maiden. Trommerne tonser derud af, guitarerne 'shredder' med de bedste, og energiniveauet er næsten umenneskeligt højt. Hvis du ikke har ondt i kroppen efter denne her koncert, så burde du måske overveje at opsøge en læge.
Purified in Blood spiller søndag kl. 20:15 på Odeon

Opeth (S)
Det dødeste dødsmetal og det mest proggede prog-rock. Opeths frontmand og sangskriver, Mikael Åkerfeldt, har i mere end ti år skrevet musik, der med den største lethed og selvfølgelighed balancerer mellem disse to poler i et fascinerende, ekvilibristisk og dybt unikt musikalsk univers. Opeths episke og melankolske sange, der sjældent varer under syv minutter, holdes sammen af et utroligt velspillende band og Mikael Åkerfeldts imponerende vokale rækkevidde, der som hans musik spænder fra rendyrket ondskab til æterisk melodisk skønhed.
Opeth spiller fredag kl. 18:00 på Arena

HIM (FIN)
Ja, metal er det jo egentlig ikke. Men hvis du mod forventning skulle blive træt i hoved, krop og ører af at blive tæsket godt og grundigt igennem af denne listes øvrige bands, eller du mangler en god lejlighed til at romantisere lejrens sorthårede udkårne, der synes at flagermuse er smukke oghellere vil drikke rødvin end øl, så kunne du overveje at slå et smut forbi finske HIM's selvudnævnte 'love-metal'. Bandet, der er Jackass-medlemmet Bam Margeras yndlingsband, spiller poppet gotisk rock med anstrøg af blød metal og dekadent crooner-vokal, og det er faktisk en meget bedre cocktail, end det umiddelbart lyder som.
HIM spiller lørdag kl. 02:00 på Arena



  
 
Hold øje med HIM Mere om HIM
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05