Klub Trash - indiestjerner bag pulten

Foto: Line vant Veen

Røde pumps og Vans tripper over Halmtorvets mørke brosten. Allerede på afstand falder lyden af de tunge beats én i ørerne. Lokker én tættere. Vi befinder os ikke langt fra Istedgade og Vesterbros noget udsatte miljø, men som man nærmer sig, møder man en rød løber, Trash-William, og en besynderlig klædt mand med hvidt sminket ansigt og langt vildt hår. Fører én væk fra den barske realitet ind til et af de mere omtalte arrangementer for tiden, Klub Trash.

Rammen for aftenens arrangement minder allermest om den privatfest, man engang gik glip af. Den fede fest man måtte pines med at høre alle tale om selv flere måneder efter. Stedet er Råhuset. En forfalden bygning i to etager, der i aften lægger rammen for to forskellige dansegulve, spækket med nogle af de mest hypede folk indenfor den danske indie og electroscene. I aften står rockmusikerne bag pladespillerne, dj-lineup'et tæller blandt andet medlemmer fra Under Byen, Diefenbach, Moi Caprice, Oh No Ono, Spleen United og Veto.

Langs væggene står folk afventende og forsyner sig med øl og drinks fra den billige bar. Stilen er klar. Der er dømt sorte hornbriller, polkaprikker og den nyeste indie-cut overalt. Det er ikke hvem som helst, der er mødt op i aften, og du bliver målt og vejet, som du baner dig vej gennem det voksende crowd. Adskillige folk indenfor den danske modebranche er mødt op, og de lægger bestemt heller ikke skjul på, om du er noget eller ej. Sætter et levende modeshow op, hvor kun én stil er den rigtige. Som aftenen skrider frem og alkoholen løber ind, løsnes stemningen dog, og grupperne blandes på de to dansegulve. Overetagens rum, hvor der er lagt madrasser frem, oplagt til at tilbringe tid i med aftenens scoring, bliver da også flittigt brugt.

Et af aftenens hovednavne, Kjeld Tolstrup, der snart er mere kendt for at møde op, der hvor der er hype, end hvor hans talenter ligger, indtager det store rum. Tilbagelænet vender han plader, men noget er galt. Folk er ikke at finde på dansegulvet, men bruger hellere tiden på de billige øl i baren. I hvad der ligner et desperat forsøg, bevæger Kjeld Tolstrup sig ind i indiegenren med cheasy indiepop, mens folk lystigt drikker videre i baren. Kun få fødder tripper på det dansegulv, der ellers var forventet fyldt. Ovenpå er dj'er epo-555, og trods deres noget corny valg af gamle hits, er det her stemningen er at finde. Det er her, der bliver skrålet med på de tekster, man troede man havde glemt, og hvor end man gerne vil, er det svært at holde fødderne i ro. Publikum har valgt, musikken frem for hype.

Aftenen bliver stærkt sat i gang med Konrad og slangen fra Lack, der overtager tronen fra Tolstrup. Allerede fra de første numre er dansegulvet helt fyldt op og øllene sat til side. Det er en stemning, der ikke er til at rive ned. Fine mix, og et noget vovet, men ufattelig vellykket valg af musik strømmer ud af højtalerne. Der bliver lagt en solid grund for aftenen med dette set, og det er tydeligt, at folk endelig får, hvad de vil have.

Derudover er et af aftenens andre hovednavne, Mikael Simpson, også værd at nævne. Simpson går på, da dansegulvet er fyldt til randen, og trods hans noget skæve valg af berlinerlignende electro, er dansegulvet mindst ligeså fyldt, da han forlader det. Folk bliver udfordret af hans abstrakte stil, og resultatet er alt andet end skidt.

Som lyset begynder at trænge ind gennem Råhusets støvede ruder, bevæger folk sig langsomt hjemad, langt fra skuffede. Klub Trash har formået at skabe en aften, hvor publikum konstant var i centrum. Der kunne vælges og vrages, og det blev der gjort.