Spot Festival 2006: Krøllerne reddede dagen

Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)

Det lignede endnu en Spot-dag uden de store ophidselser, men så kom Oh No Ono forbi og lovede godt vejr til august. Yes!

Efter en fredag på Spot Festival 2006, der generelt set virkede lige så uinspirerende som det beskedne, danske sommervejr Århus kunne mønstre, fangede min halvhævede øjne de første lovende solstråler lørdag op mod middagstid.

På med solbrillerne - både for at skåne øjnene fra de lyse stråler og andre fra synet af mine selvmedlidenhedsfyldte, tømmermandsøjne. Og så af sted, ud til mere musik og til håbet om at blive positivt overrasket inden dagen var omme.

På papiret var det to karakteristiske kvinder fra nabolandet Sverige, der lyste op i landskabet, men inden mine øjne og andre sanser igen fik ro, var der også nogle krøllede knægte, der lige ville markere sig.

Dagen startede dog musikalsk meget passende med lidt chillet electronica i Musikhuset. Fire af Danmarks bedste, unge computermusikanter serverede en behagelig omgang lydbrunch. Rasmus Møbius, der også er kendt fra Melk, leverede sine altid appetitlige, tunge, chillede beats, så man kun kunne gynge med i det blå Musikhus' bløde sæder.

Sofus Forsberg var anden mand ved det laptop-fyldte bord, og efter en noget avantgarde start, diskede han også op med lækre beats. Forsberg havde taget Under Byens Torbjørn Krogshede med sig til at spille saxofon på sine i forvejen detaljerede numre.

Der var også gæsteoptræden hos Pellarin & Lenler. Makkerparret havde nemlig fået Tiger Baby-sangerinden Pernille Pang til at kaste lyrisk lys over deres mavegulvsrystende beats, der kravlede i sneglefart gennem de knitrende lydbilleder. Hertil var Pangs silkebløde vokal en fin kontrast.

Så var det tid til at få kickstartet dagen, inden det hele blev for chillet og mageligt, og det er svært at finde en bedre energi-booster end danske WhoMadeWho. Lidt over en halv time i selskab med trioen og så var lørdagen for alvor sparket i gang. Spasmagerne havde byttet skeletdragterne ud med fine englevinger, selv om reservetrommeslageren også lige havde fået en kraniemaske på. WhoMadeWho fokuserer nu også mere på det opløftende end det morbide i sit musikalske udtryk.

Det er effektiv fest til en omgang beatinficeret electrofunkrock, mens vokalerne ofte trækker på legender som Joy Division og Depeche Mode. Og selv om klokken kun lige var sneget sig over tre, så var det klappeglade publikum helt med på balladen. Den halve time var dog en passende dosis WhoMadeWho, for i længden bliver bandets udtryk noget ensformigt og lige til højrebenet.

Så var der mere udfordring at hente hos aftenens første af to svenske, kvindelige indslag. Frida Hyvönen er nemlig et yderst interessant bekendtskab. I fint puds indtog hun den lille scene på Aros med et glas rødvin i den ene hånd og en klase vindruer i den anden, og tog plads bag pianoet. Og så beviste hun ellers vor lidt, der skal til at lave smuk musik.

Hendes tangentspil er absolut ikke revolutionerende indviklet, men i samspil med hendes smukke, spinkle vokal genskabte hun de små, korte perler fra sidste års albumdebut 'Until Death Comes'. Og som titlen hentyder, er det Hyvönens sortsyn, der fylder, men hun fremfører det uden at det bliver patetisk, blandt andet takket være bramfrie fraser, som 'Once I felt your cock against my thigh'. I Århus var hun samtidig teatralsk oplagt og fik kastet vindruer til et begejstret publikum, der vist sagtens kunne have klaret mere end den lille smagsprøve svenskeren fik givet på sin kunnen.


Hello Saferide

Og inden vi suser videre til næste svenske sangerinde, skal festivalen roses for de gratis cykeltaxier, der sørgede for 'suset' og for at publikum kunne komme bekvemt til det afsidesliggende Train. Det var nemlig her, at Hello Saferide stod klar til at give sin fortolkning af hvordan singer/songwriter-genren kan lyde.

Med sig havde hun også den karismatiske Maia Hirasawa, der supplerede med vokal, håndklap, orgel og klokkespil. Annika Norlin, som er Hello Saferides mere borgerlige alias er en begavet sangskriver, der henter inspiration fra traditionelle guitarspillende sangerinder, som Kate Bush og Joni Mitchell. Og mens hendes udtryk nogle gange kan blive lidt ensformigt, så giver hendes tekster mange gode oplevelser med deres humoristiske indsigt i hverdagens dilemmaer. Et beskedent fremmøde gjorde dog sit til, at koncerten aldrig rigtig nåede ophidsende højder, selv om Hirasawa fik holdt sin egen lille, smittende fest.


Serena-Maneesh

Fest var der også i Ridehuset, da de hypede norske rockere i Serena-Maneesh kiggede forbi, men det var en noget mere støjende fest. Frontmand Emil Nikolaisen var i sædvanlig syret uniform med halstørklæde om panden og på mikrofonholderen og det hele. Black Crowes møder Hendrix og Keith Richards.

Det var dog mere den ultra-cool og tårnhøje Hilma Nikolaisen, der stjal opmærksomheden, da hun, dansende og svingende med sit lange, blonde hår, lagde fede basgange til nordmændenes støjrock. Sharin Foo x 2. Fedt. Desværre var det meget Serena-Maneeshs Sonic Youth-inspirerede støjeksperimenter, der overdøvede alt. Vokalerne var nærmest ikke eksisterende, og det var synd, selv om nordmændene generelt prioriterer sine repeterende, syrede kompositioner over vokalerne.


Oh No Ono

Og bedst som det lignende endnu en middelmådig dag på Spot, så stod der pludselig en flok knægte med mikrofonhår, som var de taget ud af en dårlig blaxploitation film fra 70'erne. Oh No Ono markerede sig allerede sidste år som et band, der går sine helt egne veje, og i går var det specielt spændende at genhøre kvintetten, fordi bandet netop har afsluttet indspilningen af debutalbummet 'Yes', der udkommer til august. Og der er noget at glæde sig til.

Det var dog ikke så meget fremtiden publikum havde i tankerne. Det galt nuet, og der skulle bare hoppes og danses. Med 'Ba Ba BaBa Ba Ba Well Anyway' og sidste uges radio-uundgåelige 'Keeping Warm in Cold Country', som højdepunkterne, var der knald på fra start med intelligente temposkift og ultrastramme trommebeats. At heliumet samtidig lader til at være lukket lidt ud af vokalballonen skal der ikke lyde nogen klager over herfra.

Oh No Ono lukkede effektivt dette års Spot Festival 2006 og beviste, at der skam findes mange lyspunkter på den danske musikscene. Så må fremtiden vise om de vigtige udlændinge, som festivalen tydeligvis fokuserer på, er enige.

Læs også: