Spot Festival 2006: Danmark-Udlandet: 1-0

Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)

Spot-festivalen tøffede langsomt i gang fredag, og selvom de udenlandske navne så mest spændende ud på papiret, var det faktisk Danmarks potentielle rock-eksportvare nummer ét, der leverede den bedste vare.

Ingen tvivl, Spot Festivalen har været gennem en løbende transformation de seneste 12 år. Og den synes stadig ikke at have fundet sin endelige form. I 2006 er det en spøjs blanding af døsig provins-hygge og branche-orienterede cirkus-drømme om det internationale gennembrud.

I år er koncerterne spredt udover endnu flere forskellige steder i det århusianske landskab, et galleri, et teater og et musum har fået lov at lege med sammen med byens spillesteder. Når man samtidig har afskærmet et græsareal, der i de tidligere år har samlet klyngevis af billigøl-drikkende festivalgæster, og lægger lidt lunkent gråvejr oveni regnskabet, så er der ikke megen sommer-vildskab og festival-stemning at dykke ned i.

Til gengæld er hele paraden af de mest interessante danske navne fra den seneste tid repræsenteret. Igen fornemmer man, at booking-gruppen har haft udlandet i tankerne, for vi ydmyge danskere kunne måske godt have tænkt os lidt flere navne, som ikke allerede har spillet landet tyndt det seneste års tid. Men fair nok, som lille nation har man et naturligt behov for at blive set af 'de store'.

David Fricke fra Rolling Stone Magazine lusker jo rundt i kulissen med billetten til fremtiden, selvom han paradoksalt nok ligner et levn fra fortiden. Et venligt ord eller et anerkendende nik fra ham, kan gøre en verden til forskel. Siges det. Det samme gælder vel, og måske i højere grad i disse moderne tider, Ryan Schreiber, chefredaktør for Pitchforkmedia, verdens mest indflydelsesrige internet-magasin om alternativ musik. Se bare, hvad Pitchfork har gjort for Figurines de seneste måneder.


Veto

Veto er muligvis det danske band, som flest kloge hjerner spår det næste gennembrud i udlandet. Det lokale band fik passende lov til at åbne Voxhall-scenen sidst på eftermiddagen, og trods det tidlige tidspunkt måtte mange gå forgæves for deres dosis af ekspressiv, elektronikfascineret rock. Hvor mange udenlandske vigtigheder, der var mødt op, er uvist, men de kunne opleve et sortklædt Veto stærkere end nogensinde før. Heftig turnévirksomhed har forvandlet frontmand Troels Abrahamsen fra dreng til mand, og han sender nu sin kraftfulde, skrigende desperate vokal lige i ansigtet på publikum i stedet for ned i gulvet.

Med en band-opbakning så stram som Beyoncés bagparti, kunne Abrahamsen koncentrere sig om at prædike sine højtidelige tekster til et engageret publikum. Og da han til sidst direkte dirigerede bifaldet, var triumfen tæt på total. Veto viste endnu engang, at de løfter deres halv-sterile rock fra debutalbummet til helt andre højder, når de står på en scene. En formidabel start på festivalen.

Derefter trak de udenlandske navne altså mest i undertegnede, i stedet for eksempelvis Lucie Baines, Claus Hempler, Rock Hard Power Spray, Kira & The Kindred Spirits, Pato og Blue Foundation, som man mildt sagt har haft et par chancer for at se før.


Loney, Dear

Først Loney, Dear i Ridehuset. Fem beskedne svenskere, som placerede deres spinkle melodier i spektret mellem nænsom singer/songwriter og luftigt, fuldt orkestreret indiepop. Emil Svanängens vokal knækkede konstant og smed dermed nogle rustne søm ind i butikken, så folk med hjertet inden for vesten også kunne holde ud. Glimrende. En afsluttende, langstrakt passage, hvor Emil og hans kvindelige side-kick blot nynnede sig frem med noget »nam-e-nam-e-nam«, fremstod det ligefrem som en inkarnation af indiepoppens ypperligheder - simpelt, sødt, skrøbeligt og forbandet fængende.

Dårligere gik det, da Loney, Dear trådte ud på samme scene to timer senere som backing-band for landsmanden Nicolai Dunger. Ridehuset var tæt på tomt, og Dunger fik slet ikke den intime stemning, som han fungerer bedst i. Han har de senest år bevæget sig væk fra den kantede indierock over til en status som Van Morrisons papbarn, og det var også sit nyeste materiale, han havde taget med til Århus. Men trods en afslappet smøg i hånden og sin nærmest overlegne vokal, landede Dungers sange dødsrallende på gulvet som en opgivende fisk, der er 48 timer og et samlebånd fra fish stick-skæbnen.


Mugison

Mugison kunne derimod ikke klage over dårlige forhold. Han havde et fyldt Musikhuset bænket foran sig, tyst, koncentreret og spændt på, hvad den gale islænding nu kunne finde på i krydsfeltet mellem folk og elektronik. Ville han barbere sig igen og sample lyden til ukendelighed? Ville han optage publikums skrål og indkorporere det i musikken? Nej, Mugi havde i stedet valgt at tage et band med og lege lidt med bluesrock-genren. Øvbøv. Det var simpelthen for ordinært efter hans standarder, og det var svært at fastholde interessen og skjule skuffelsen, da han fortsatte lige lukt ned i blues-helvedet. Han maltrakterede sit største hit 'Poke a Pal', der plejer at ende i rørende fællesang, med kværnende guitar, og selvom han introducerede en sang med en typisk Mugi-kommentar - »it's very Scandinavian - melancholic as fuck« - så blev koncerten hverken melankolsk eller interessant på nogen måde. Fyr det band.

Så skulle man måske alligevel have lidt fast grund under fødderne. Og hvem kunne yde en sådan service bedre end det gennem-århusianske ensemble Larsen & Furious Jane, der er hjem for en af landets bedste sangskrivere, frontmand Torsten Larsen og hans alt andet end kedelige poprock. Ni mand på scenen i Kunstbygningen, omgivet af en udstilling med Søren Solkær Starbirds celeb-fotografier. Måske Larsen engang selv vil blive fanget i Starbirds linse, men så skal han og bandet altså sælge musikken bedre på scenen. Med så fantastisk materiale, som der ligger på bandets tre albums, så vil vi altså gerne have mere end en søvning, næsten komatøs, optræden. Larsen kæmpede lidt med vokalen, nogle gange charmerende, andre gange bare ikke helt godt nok, men heldigvis levede sange som 'Take-Off' og 'Tourist with a Typewriter' alligevel deres helt eget vidunderlige liv.