- Jesper Vestergaard
- 27. april 2006, 00:00
-
Interview
Overraskelsen var stor, da det blev annonceret at The Flaming Lips ikke skulle spille på årets Roskilde Festival som først planlagt. I stedet skal koncerten foregå i den nyrenoverede Koncertsal i Tivoli. En siddekoncert med andre ord, der står i kontrast til Oklahoma-gruppens seneste koncert i Danmark, i Amager Bio for tre år siden, hvor et brag af balloner, konfetti-kaskader og forunderlige tøjdyr på scenen lagde bunden for en koncertfest, som et flertal af publikum stadig rater blandt deres livs bedste.
Fra de første koncerter på den europæiske del af turnéen, der startede i Edingburgh den 19. april, forlyder det dog, at bandet ikke har skruet ned for energi-niveauet. Forsangeren Wayne Coyne er således set indfanget i en kæmpeballon, crowdsurfende hen over hovederne på publikum, og hvad setlisten angår, lyder det på forhånd af fest. Sikkert skulle det være, at de både spiller klassikere som 'Race For The Prize', 'Yoshimi Battles The Pink Robots Pt. 1 & Pt. 2' og 'Do You Realize?', affyringshittet 'She Don't Use Jelly' og nye stærke numre som 'Yeah Yeah Yeah Song', 'Free Radicals' og ''The W.A.N.D.'.
Da det nye album, 'At War with the Mystics', udkom for nylig, var Soundvenues anmelder ikke i tvivl: »Som musikalsk ledestjerne er bandets kraft usvækket, og i sin ubændige optimisme og tro på det gode i mennesket, er 'At War with the Mystics' et flammende bål midt i mørket, som det er godt og varmt at samles om«.
Selv fortæller Wayne Coyne i et interview i det nye nummer af Soundvenue Magazine om hamskiftet mellem pladekunstner og scenekunstner.
»Når vi er færdige med at indspille et album, udvikler vi os altid til en flok gale 'showmen'. Så på den ene side er vi kunstnere, på den anden side er vi fjollede underholdere. I det ene område arbejder man på en kunstnerisk måde i et forsøg på at opfylde sit kreative begær, men foran et publikum er det en anden rolle, man har«.
Alt tyder på, at bandet, der iøvrigt selv tæller deres koncert på Roskilde Festival tilbage i 1996 blandt deres fem mest mindeværdige, er klar til at opfører endnu en rockoplevelelse af dimensioner for de 1700 publikummer, der er plads til i Koncertsalen i Tivoli.
The Flaming Lips
Koncertsalen i Tivoli
Onsdag d. 3. maj, kl. 20:00
I det nye nummer af Soundvenue Magazine, kan du læse et stort interview med Wayne Coyne om The Flaming Lips. Du kan desuden læse hvorfor Nicolai Koppel, musikansvarlig i Tivolis Koncertsal, der i løbet af sommeren også byder på koncerter med Kelis og Beck, mener at det er fedt at sidde ned til rockmusik. Læs mere om magasinet her