Dicte - mere rock, mindre fikumdik
- Sofie Maegaard
- 2. februar 2006, 00:00
-
Interview
Dicte er igen på banen med et nyt album og denne gang med band. Og med større spontanitet og mere personlighed.
Albummet hedder 'Dicte & The Sugarbones'. Sugerbones er det selv samme band som hun turnerede med på sidste tur - og ifølge Dicte selv er lyden på det nye album en forlængelse af den lyd, hun og bandet fik ud af at turnere med hendes seneste album, 'Gone To Texas'.
»Ført og fremmest er det en rockplade, og så er der selvfølgelig en masse undermenuer. Men det, der er kendetegnende er, at den er langt mindre fikumdikket, hvis du forstår«, forklarer Dicte med et smil.
Og det er i sandhed hvad albummet er. Det har en mere rå og direkte lyd end 'Gone To Texas' havde, og det har meget med indspilningen at gøre, forklarer hun.
»Det har været virkelig fedt at indspille pladen samen med bandet. Vi har alle haft et større ansvar for vores egne roller, set i forhold til det store billede, så der har været færre bekymringer for mig! Og så er det bare meget mere lige til. Det foregik jo sådan, at først så øvede vi, og så trykkede vi på den røde knap og optog. Så der er større spontanitet på denne her plade end på mine tidligere, og det har måske også givet den mere personlighed«.
Sange fra eget univers
'Dicte & The Sugerbones' er Dictes syvende album - men i følge hende selv bliver det trods meget træning aldrig lettere at lave et album.
»Når man begynder på en plade er der altid 4 millioner veje man kan gå, så det først jeg forsøger at gøre er at sætte nogle rammer. Denne gang havde jeg sat mig for at lave en plade der lå tættere på kilden, en plade der var meget personlig. Det har jeg bestemt også gjort, for pladen beskriver det univers jeg lever i. For eksempel er der mange af mine venner, der går fra hinanden for tiden. Det er en svær periode og mange af os mærker, at vi nu skal til at kæmpe for det vi har«, forklarer hun og uddyber.
»Vi oplever at der sgu også er så meget andet der ude i verden, der ser interessant ud. Og som måske endda ser mere interessant ud end lige det liv, vi lever, eller den kæreste vi nu en gang er sammen med. Ved at tage de emner op, har jeg gjort pladen meget min egen. Derudover er der også sange som virkelig handler om mig. Sangen 'She Waltzes The Blade' handler jo om mig. Den handler om at være skide stresset«.
Rock'n'roll-børn har det godt
Pladen indeholder også en duet med Kasper Eistrup. Nummeret hedder 'Cool Winds' og handler om hvordan to mennesker kan gøre hinanden uendeligt ondt.
»Med 'Cool Winds' kunne man gå to veje. Man kunne have lavet den helt ekstremt crooneragtig og så havde man jo selvfølgelig spurgt Claus Hempler - og det kunne også have været fedt. Men jeg har altid elsket den sårbarhed der er i Kaspers stemme. Jeg synes han bringer lys ind i sangen«.
Udover at være en af dansk rocks 'cool chicks' er Dicte nu også gået hen og blevet mor. Men rock og børn forenes fint ifølge Dicte.
»Rock'n'roll børn har det sgu godt! De ser sikkert deres forældre mere end så mange andre gør, og der er jo ikke gået Alberte i den for mig. Måske er min plade blevet endnu mere rocket netop fordi jeg er forælder. For mig skal de to verdener virkelig adskilles. Så når jeg kommer på tur igen skal den trykkes af!«.
Albummet 'Dicte & The Sugerbones' udkommer mandag d. 6. februar. Dicte og bandet tager på turne gennem hele landet til marts.
Anmeldelser
Live-anmeldelser