LiveContest, runde 16 - outsideren vandt

'Jævnt' er nok en passende betegnelse for niveauet ved 16. indledende runde af LiveContest. Det imponerende kom i glimt denne aften på Stengade 30, hvor ingen af kunstnerne formåede at løfte sig selv eller publikum helt op under spillestedets ellers relativt lave loft.

VON SCHELLING
Det er svært ikke at fatte sympati for et band, der bl.a. synger om 'en FN-udsending, der tager sagen i egen hånd' eller kaster sig ud i, hvad forsanger Jonas Als betegner som 'den undervurderede genre politisk disco'. Jo, der var noget lidt fandenivoldsk over Von Schelling's, og specielt jonas Als' attitude. Det fandenivoldske havde det dog med at forsvinde lidt, når bandet først gik i gang med at spille deres dansksprogede pop-rock, ikke mindst fordi man havde ualmindeligt svært ved at høre, hvad pokker manden sang. Så jeg fandt faktisk aldrig rigtigt ud af, hvad det rent faktisk var for en sag, den stakkels FN-udsending tog i egen hånd.
Von Schellings numre faldt lidt i to kategorier: dem, hvor der blev brugt lidt akustisk guitar og man kunne høre, at de kendte deres C.V. Jørgensen og dem, hvor synths og beatbox blev fundet frem, og man kunne høre, at de bestemt også kendte deres Kliché. Af de to lejre fungerede den elektroficerede klart bedst. Her var der noget nerve, en spænding mellem det kitschede og det alvorlige, og det nedbarberede, lidt vilde og lettere abstrakte musikalske udtryk klædte Jonas Als stemme meget bedre end resten af settet, der bar præg af meget ordinær sangskrivning.

X-RAY
Det var aldrig gået i det hedengangne DM i Rock... Men heldigvis har LiveContest lidt bredere rammer end to guitarer, trommer, bas og vokal. For ene mand på scenen leverede rapperen X-ray faktisk en overbevisende præstation båret af et godt og teknisk dygtigt flow. X-Rays produktioner var habile, omend lidt repetitive og hans engelske tekster, der blev båret flot frem af en imponerende mikrofonteknik, var flere steder tankevækkende og godt konstruerede. Samtidig virkede han åben, selvsikker og personlig i sin optræden, der ikke var alt for overlæsset med hiphop-klicheer. Der var dog tidspunkter, hvor både musikken og X-Ray selv havde svært ved at fylde nok på scenen, og hans rap kunne godt bruge lidt mere modspil og udfordring fra produktionerne, da jeg tror han indeholder langt mere, end han viste denne aften. Sæt ham sammen med en dygtig producer - så skal der nok ske ting og sager.

MADRIGAL
Det var ganske sympatisk, det Madrigal leverede denne aften: Akustiske guitarer, store melodiske armbevægelser og glimrende musikalitet serveret i form af fredelig og blidt 'voksenrock'. De skulle ikke langt ind i første nummer, før der kom associationer til den meget amerikanske parallelle musikalske verden, der befolkes af millionsællerter som Hootie and the Blowfish og den senere, mere strømlinede udgave af Dave Matthews Band. Men de skulle heller ikke særligt langt ind i andet nummer, før jeg begyndte at stå og småkede mig lidt. Melodierne var fra overskudskassen, arrangementerne tilforladelige i al deres polerethed, og udtrykket manglede i den grad personligt særpræg. Sangskrivningen er essentiel for at få denne type musik til at fungere, og den var simpelthen ikke skarp nok hos Madrigal.

SUTRAPUMO
Det er efterhånden en halvandet års tiden siden, jeg sidst så Sutrapumo live, men det er nu ikke fordi, der er sket så meget siden da. De spiller stadigvæk en-to-tre rapmetal med skabelonerne hentet fra halvfemsernes sværvægtere indenfor genren. Musikalsk kompetent, men kunstnerisk halvtamt. Mens flere af sangene har interessante afdæmpede versstykker med eksperimenterende og stemningsmættede lydflader, så falder Sutrapumo igennem, når det bliver omkvædstid, og der bliver tændt for distortionpedalen. Riffs'ene er simpelthen for mondæne og anonyme, og selvom bandet forsøger at arbejde med stor dynamik, så forsvinder meget af effekten, da udviklingen i numrene er forudsigelig. Samtidig er det mig stadig en gåde, hvorfor Sutrapumo ikke er bedre til at udnytte, at de har to rappere i front. Udvekslingen mellem dem er ikke ligefrem opfindsom, og de udnytter kun i meget ringe grad forskelligheden af deres stemmer. Langt det meste af tiden doubler de blot hinanden - og det var ikke engang specielt tight denne aften. Sutrapumo leverede uden tvivl aftenens bedste performance, og der var stor energi på scenen, men langt hen ad vejen var det form uden indhold.

SHINER 22
Jeg var ikke særligt flink, sidst jeg som anmelder stødte ind i Shiner 22. Denne gang vil jeg være lidt flinkere - men også kun lidt. Der er ingen tvivl om, at medlemmerne i Shiner 22 er rigtigt dygtige musikere, og at de har et veludviklet musikalsk udtryk. Deres sammenspil bærer præg af en stor rutine, og specielt vokalharmonierne var imponerende tighte denne aften. Men jeg kan desværre ikke udholde deres grotesk oppumpede variant af senhalvfjerdser-powerpop i mere end fem minutter ad gangen. Sangene er klinisk rensede for originale tiltag, musikalske klicheer og lyriske platituder vælter ud af ærmerne i lårtykke stråler, og min veludviklede røvballerock-detektor overloadede allerede et lille stykke inde i andet nummer.


På en aften som denne kan det ikke have været nemt at være dommer. Ingen af kunstnerne blændede for alvor op for det lange lys, og derfor måtte der kigges på andre kvaliteter. Dommerne valgte modigt at pege på X-Ray, der, selv om han faldt udenfor ikke bare i aften men i LiveContest som helhed, uden tvivl var den af aftenens kunstnere med størst potentiale. Publikumsprisen gik til Madrigal og deres amerikansk inspirerede toner.